Læsetid: 6 min.

Kun mennesker marcherer

21. maj 1999

Det kan den øvrige natur ikke finde ud af. Derfor er den værd at forsvare mod os selv, kære Lomborg - og Grundtvig! Og mit kære Ekstra Bladet...

FRIE ord

Dit image- og kommunikationsbureau forstår ikke, hvad du dog har imod Bjørn Lomborg," konstaterede Herman von Slotsholmen forleden. "Du må vende bunken med prædikener nok engang," tilføjede han elskværdigt.
- Det véd jeg godt, indrømmede jeg og som sædvanlig straks skyldbevidst. Der er mange på Information som aldrig har forstået, hvorfor jeg føler mig bundet til naturen. Når det ellers er frihedskampen mod alle former for tvang, også naturens, vi skal ...
"Information!" afbrød den politiske kandestøber. "Hvem taler om Information? Jeg taler om dit image- og kommunikationsbureau."
- ?
"Idiot! Jeg synes, det er en meget alvorlig sag, at dit pr-organ ikke fatter en lyd af, hvad det kolporterer. Du skrev sidste fredag om (vistnok) De Grønne i Tyskland, at de befinder sig i en eksistenskrise, 'som striden mellem vores egen hjemlige Bjørn Lomborg og Danmarks grønne på en anden, men lige så dybtgående måde også er udtryk for. Striden mellem magt og den himmelske kærlighed.' Hvorfor skriver du dog sådan noget? Hele weekenden sad dit bureau og svedte over den sætning.
- Er det Ekstra Bladet, du taler om?
"Hvem ellers? Hvem andre kunne drømme om at bruge en lørdag og søndag på sådan en sætning som 'striden mellem magt og den himmelske kærlighed'? Først om mandagen fik bureauet igen dit - uhyggeligt vellignende - billede i avisen, men med hvilken tekst?"
- Opgiver Ekstra Bladet mig nu også?
"Idiot," sagde han og begyndte at stoppe sin pibe.
- Fru Nielsen fra Valby Langgade sagde ellers, at hun godt kunne forstå...
"Fru Nielsen fra Langby Valgade," vrissede han. "Hvad forstår hun sig på Shakespeare? Som du også fik rodet sammen med himmelsk kærlighed, NATO's bombninger af Jugoslavien, grønne mig her og der og Bjørn Lomborg oveni. Forresten citerede du Shakespeare forkert, men det vender vi tilbage til. Nu synes jeg du skal høre, hvorfor dit bureau aldrig lader dig slippe:
'Nu står det os ikke klart, om Lomborg er den himmelske kærlighed (hans barnlige engleansigt tyder på det) og de grønne magten. Eller omvendt. For vort vedkommende holdt vi op med at spørge om, hvad Ejvind Larsen mener, da vi indså, at det ved han heller ikke selv. Men hans himmelske tæppebombninger kan vi slet ikke undvære, så vi må indtrængende anmode Information om, at HVIS Larsen en dag skulle falde for manden med leen, da at lade ham udstoppe. En udstoppet Larsen kan formentlig ikke skrive, Det findes der imidlertid råd for. Gør som præster og Larsen altid har selv har gjort: vend bunken med prædikener'."
- Vil det sige, råbte jeg begejstret, at Ekstra Bladet fortsætter med at citere mig også efter min død?
"Idiot." Von Slotsholmen strøg den første tændstik til pibeantændingsritualet. "Det vil sige, at du allerede er død; overgået til evigheden. 'Den evige Larsen' kalder bureauet sin artikel."
Som morlille mærkede jeg allerede de første tegn på rigor mortis.

VI SAD på Toga Vinstue i det indre København. Herman von Slotsholmen varmede sig ved sine tændstikker, jeg mig ved tanken om at udgive efter egen opskrift Afsluttende uvidenskabelig efterskrift til en endnu levendes papirer.
Pludselig var der ild i piben.
"Du kan da altid trøste dig med, at det er bedre at være udstoppet end forstoppet," fniste han. "Og så længe du ikke véd, hvad du selv mener, kan du vel heller ikke være helt død."
- Véd du det da?
"Hvad du selv mener?"
- Ja, altså, hvad jeg prøver at...
>Nu skal jeg forklare, hvad Svend mener, som Ritt sagde. Nej, men det er vel som sædvanlig Shakespeare, der skal redde dig. Det var nok derfor du glemte halvdelen af den afgørende sætning i dit citat sidste fredag om den himmelske kærlighed. Det er i øvrigt mærkeligt, at dit image- og kommunikationsbureau Ekstra Bladet ikke anholdt dig for det. Det er ellers blevet så højlærd og finlitterært på det senere. Men nu får du da en grund til at citere det afgørende igen med mesterens egne ord, for i Lemckes danske oversættelse var det hele med allerede i fredags:
Barmhjertigheden is twice bless'd;/ It blesseth him that gives and him that takes:. Den sidste sætning glimrede ved sit fravær. Altså: 'dobbelt er den velsignet, velsigner den, der får, og den, der giver'."
- Fordi det nok er en velsignelse at møde barmhjertighed, naturligvis, men det er også en velsignelse at kunne vise barmhjertighed. Man kan ikke prale af sin barmhjertighed eller kærlighed. Det er derfor jeg får kvalme af al kristelig selvgodhed og for så vidt også humanistisk selvretfærdighed. NATO bomber ikke i næstekærlighedens navn, for den kan ingen påberåbe sig som sin præstation, men bomber efter - forhåbentlig - bedste skøn. Men selv det bedste skøn står altid til diskussion. Det må altid være åbent for tvivl (om hvad man selv mener!) og modsigelse. Uanset hvad generalerne, Clinton, Tøger Seidenfaden og Peter Wivel siger. Shakespeare eller rettere Portia taler om den kraft, vi alle lever af, som demokratiske forestillinger om fri ytringsret udspringer af, men som er der før vi har gjort os åndeligt eller intellektuelt fortjent til den. Derfor anførte jeg Hannah Arendts provokerende oversættelse af den traditionelle religiøse tale om den himmelske kærlighed: Det er en dyrisk følelse. Det er vel derfor, at apostlen Peter på selve den første pinsedag, som på søndag skal fejres for 1999. gang, må bruge alle sine overtalelsesevner på at forklare jøderne i Jerusalem, at de første kristne ikke var blevet fulde af spiritus, men af den hellige ånd. Som på latin hedder spiritus. Men spiritus er vel spiritus? Hvorfor er det så svært for bureauet at forstå?
"Idiot! Jeg gider ikke levere stikord til dig længere." Med værdighed rejste Herman von Slotsholmen sig, stak piben i lommen (den var for længst gået ud under min Shakespeare-tolkning) og skred ud af Den politiske Kandestøber, som Vinstuen Toga også hedder. Pludselig stak han hovedet ind igen: "Du kan selv vende bunken med prædikener."

THORKILD BJØRNVIG har en sang - I hjerterne begynder - som han for 15 år siden digtede til indvielsen af Den sønderjyske højskole for musik og teater. Et af versene lyder:

Se dyr kan løbe springe
og spile deres vinge
og lystig galopere.
Kun mennesker marcherer
mod krig i dyster takt.

Jeg kan langt bedre lide det, end når Grundtvig - i sangen Menneskelivet er underligt - så hoverende fremhæver mennesker på dyrenes bekostning:

Fuglene alle med næb og klø'r,
om de lagde hoveder sammen,
de hitted dog ej på det mindst ord,
som hører til menneske-stammen.

Menneske-livet er underligt
for menneske som for myre;
men dyre-livet i menneske-ham,
det er et forhekset uhyre.
Bjørnvig svarer igen ved at lade sin sang slutte:

Hvem er nu hvem i hammen?
Lad os da holde sammen
med alle, som kan sanse
og synge, springe , danse
på vores grønne jord.

PRÆCIST gør biologen Hanne Stensen Christensen i modbogen til Bjørn Lomborg, der lige er udkommet, Fremtidens pris - Talmagi i miljøpolitikken - som Politikens Tøger Seidenfaden sætter Tøger Seidenfaden til at anmelde og som Berlingske Tidendes Peter Wivel sætter Bjørn Lomborg selv til at anmelde, på det at ingen ubetimelige modsigelser af de herskende tanker skal snige sig ind i den frie presses spalter - opmærksom på, at Bjørn Lomborg overhovedet ikke nævner de forsvar for arternes bevarelse, der tager sit udgangspunkt i arternes ret til at være på jorden med deres egen ret.
Bjørn Lomborg nævner oplevelsesargumentet, det medicinske argument (at arterne måske indeholder værdier for den menneskelige sundhed og sygdomsbekæmpelse) og det genetiske argument for den mulige hensigtsmæssighed af en vis genetisk spredning. Alle tre argumenter er bestemt af overvejelser over naturens nytteværdi for mennesket. De er antropocentriske, som det hedder med et fremmedord.
Er det det eneste grund til økologisk engagement, forstår jeg godt, at Bjørn Lomborg ender med at skrive, som han gør:
Maskiner og teknik og kemi kan i så fald udmærket erstatte både det ene og det andet, af den givne natur, og måske også til sidst den menneskelige krop selv.
Så kun den rene ånd bliver tilbage.
For mig er en kraft bestemmende, som er større end selv hvad der har nytteværdi for mennesker. Kun i kraft af den kraft giver den økologiske kamp mening, tror jeg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu