Læsetid: 12 min.

Kunstverdenen ser med ørerne

8. maj 1999

Det er rystende, hvor lidt nytænkning, der er i det danske kunstliv. Institutionen lader en lille falanks på fem yngre kunstnere spærrer udsynet til fremragende kunst-
nere som bl.a. Kurt Trampedach siger kunsthistorikeren Mikael Wivel, der samtidig kalder ombygningen af Statens Museum for Kunst for 'nedslående'

INTERVIEW
Mikael Wivel bor i Charlottenlund, i gåafstand fra sin arbejdsplads, Ordrupgaard, hvor han har været museumsinspektør siden 1986. Hans hus er indrettet som et kunstværk med ganske få, velvalgte møbler med maksimal effekt - som skulpturelle elementer i de store, lyse rum. Den skarpe majsol brager gennem vinduerne, og frugttræernes blomster smiler mildt til os gennem vinduernes blanke hinder. På væggene hænger nogle af Wivels foretrukne kunstnere: Kurt Trampedach bl.a., flere malerier fra 70'erne i gråt, brunt og med en ensom vandrer, der gennemkrydser ødelandet. Der hænger også et enkelt stort, meget stort, og kraftfuldt grafisk arbejde af Per Kirkeby og sidst, men ikke mindst: En akvarel af Niels Larsen Stevns, der har været Wivels åndelige sparringspartner i de sidste seks år, hvor han har skrevet doktordisputats om ham.
I arbejdsværelset på anden sal er der bøger og atter bøger. Og en opslagstavle med fotokopier af kunst, der fungerer som idékatalog med den døde Kristus som omdrejningspunktet. Mantegna, Holbein, Rembrandt, Manet og pludselig som en bastard mellem racerene, en nutidig britisk kunstner, Marc Quinn, fra Saatchi Collection. Hans frosne blodhoved. Wivel fortæller om kunsthistoriens store fortælling, om det langsomme hjul, den store klinge, hvorpå alting drejer.
- Duke Ellington, hvis 100 års fødselsdag fejres for tiden, sagde en gang, at der intet nyt sker mellem mennesker, som Biblen ikke allerede har beskrevet. Er du, der dyrker traditionen, enig heri?
"Ja, det er jeg, men det samme kan man sige om Shakespeare. Han har formuleret alt, hvad der er værd at sige om menneskelivet, og formuleret det bedre og smukkere og mere præcist end andre. Han havde en overrumplende, nærmest forudsætningsløs indsigt i den menneskelige psyke. Jeg bruger hans 'Hamlet' som motor for den bog, jeg nu er ved at skrive om modernitetens fødsel."
"Men Jesus er naturligvis udgangspunktet. Han stillede uopfyldelige krav til menneskene, og de kvitterede for kravene ved at torturere ham og nagle ham til korset. Den lidende, korsfæstede Kristus er blevet selve Grundbilledet i den vesterlandske civilisation. Det danner den røde tråd gennem hele den europæiske kunsts historie. Kunstnerne har således forholdt sig til det med med både indsigt og selvfølge helt frem til Goya. I det 19. århundrede ændrer det sig. Malerne kommer i tvivl og kan nu kun forholde sig til det ved at tage afstand fra det."

Han tager en fotokopi ned fra opslagstavlen. Det er et maleri af Edouard Manet, hvor den døde Kristus fremstilles med uvasket krop, snavsede hænder og sort i hovedet.
"Fra og med impressionisterne bliver det umuligt at male religiøse motiver med samme overbevisning som tidligere, og så finder kunstnere som Degas, Monet, Hammershøi, Munch m.fl. andre veje at udtrykke det metafysiske på. Det er et utroligt spændende forløb at beskrive, og i min nye bog, som jeg er i fuld gang med, forsøger jeg at forfølge dette tema op gennem det nittende århundrede og videre et stykke ind i det tyvende. Det er et tema, som også den franske kunsthistoriker og kurator Jean Clair tog op til behandling, på grundlag af de sidste hundrede års kunsthistorie, i sin store temaudstilling om menneskekroppen på Biennalen i Venedig i 1995. Den udstilling inspirerede mig meget til mit videre arbejde."
- Antallet af værker, kunstnere og udstillingssteder boomer i disse år, og det er svært for et enkelt menneske at danne sig et overblik og fordybe sig i det hele. Du skriver i din nye bog 'Fremkaldelser', at der laves megen 'moderigtig installationskunst'. Kan du uddybe denne kritik?
"Da jeg var anmelder, fulgte jeg godt med, men efter at jeg blev museumsinspektør, har jeg været mere selektiv og primært orienteret mig på rejser eller via kunsttidsskrifter. Jeg var efterhånden blevet dødtræt af store dele af kunstscenens nyere frembringelser. Det meste virkede for let, for tyndt og for hurtigt. Desværre."
"Jeg var anmelder i mange år, og man kan ikke blive ved. På et tidspunkt må man stå af. Sindet mister sin modtagelighed, og man er tilbøjelig til at afvise det nye som uinteressant, og det er ikke retfærdigt over for kunstnerne. De sidste år, jeg skrev regelmæssigt, var det den postmoderne kunst, der vandt frem i medierne. I begyndelsen var der noget befriende over den, men jo mere jeg fordybede mig i den, jo mindre syntes jeg, der var at hente. Jeg skrev en række stærkt kritiske artikler i den anledning, men de er nu ikke med i min nye bog. Den skulle handle om de bedste, ikke de værste," siger Wivel og ler.
- Hvordan forholder du dig til kritikken af indkøbsdispositionerne i dansk museumsliv?
"Kunstinstitutionen - dvs. kunstmuseerne og kunstkritikerne - elsker, når kunstnerne kommer i flok og følge, grupperet som en slags falanks. Så kan de bedre få øje på dem og føler måske også oprigtigt, at de markerer tiden bedre end andre. Med det resultat, at de meget snart slet ikke kan se forbi dem. Her i Danmark har vi eksempelvis Cobra-gruppen, og vi har Eks-skolen, og på det seneste fik vi de såkaldt 'Unge Vilde' fra Kunstakademiet."

Der var noget rigtigt ved Ekstra Bladets nylige kampagne, i og med den påpegede, at der er blevet købt for ensidigt ind til museerne, fordi disse vælger ud fra, hvad man kunne kalde 'falanks-kriteriet'. Selv om avisen talte erhvervelserne op på en temmelig kreativ facon, havde den ret i, at institutionen efterhånden kun kan få øje på nogle ganske få yngre kunstnere, nemlig følgende fem: Peter Bonde, Claus Carstensen, Erik A. Frandsen, Michael Kvium og Christian Lemmerz. Hvis Danmark skal repræsenteres i udlandet, sker det helst ved en af dem. Og hvis Arken eller f.eks. Horsens Kunstmuseum skal have en særligt spektakulær udstilling, der kan profilere museet, er det overvejende ved hjælp af en eller måske to eller tre af dem."
"Kampagnen vidnede om, at kunsthistorikere og kritikere fortrinsvis ser med ørerne. De lytter sig til og læser sig til, hvad der er god kunst i stedet for at bruge deres egne øjne. Pludselig er det kun de omtalte fem, som er noget værd. Og så måske enkelte, lidt mere uhåndterlige skulptører, der også kan tælles på en hånd. De tårner sig simpelthen op og spærrer for udsynet."
- Du går ind for en kunst, som har et eksistentielt budskab. Og det er i høj grad den figurative kunst, som interesserer dig. Hvorfor det?
"Jeg kommer ud af en familie, hvor maleri var en selvfølgelig del af hverdagen. Begge mine bedsteforældre var malere, og min morbror er det også. Jeg har været fortrolig med malerkunsten siden barndommen. Desuden har jeg altid rejst meget og set på billeder, hvor jeg kom frem. Jeg er, kort sagt, velbevandret i verdenskunsten og har gennem livet opbygget, hvad man kan kalde et billedberedskab. Og en standard som udgøres af nogle få, udvalgte størrelser - Donatello, Tizian, Rembrandt, Goya og Degas, eksempelvis. Med dem som standard, er det naturligt nok meget få af samtidens kunstnere, som udkrystalliserer sig. Det kan godt være, at vi har COBRA, men det var altså kun Asger Jorn, der var virkelig interessant. Heerup er selvfølgelig også dybt original, men de andre..."
- Heller ikke Carl-Henning Pedersen, som jeg selv anser for en betydelig maler?
"Jo, han har et stort malerisk talent, men det er tyndet meget ud. Han er ikke blevet klogere på sin metier med årene. Og virkelig malerisk begavelse er at kunne blive klogere på sit stof, blive klogere, jo længere man fordyber sig i det."

Det er meget enerne, de der står uden for bevægelserne, som interesserer dig? Er det ikke en lidt romantiseret forestilling om kunstneren, der kun udvikles via modstand?
"Måske, men omvendt synes jeg, det er for nemt med de der falankser. En kunstner som Kurt Trampedach falder således helt udenfor. Med det resultat, at det på det nærmeste er blevet irrelevant for miljøet at beskæftige sig med ham. Min ven og kollega, Poul Erik Tøjner fra Weekendavisen står helt uforstående over for hans kvaliteter. Trampedach er bl.a. blevet beskyldt for at være alt for selvcentreret. Og selvcentreret er han jo også, i og med at han altid tager udgangspunkt i sig selv og sit eget liv. Men det har ført mange glimrende billeder med sig, der i mine øjne er kvalificerede, nutidige svar på de spørgsmål om eksistensen, den store vesterlandske tradition stiller den enkelte. Senest i en række stærkt foruroligende billeder af mærkeligt gammelkloge børn, små malere, der på sindbilledlig vis stirrer spørgende ud på os andre.
Der er noget nærmest tredimensionalt over fortolkningen, børnene træder i karakter, ud af farven, ud af fladen, ud imod os - som en ny race, simpelthen. Og det er da noget! Det kan man da ikke se bort fra. Men Statens Museum for Kunst har ikke været fremme med checkhæftet, og de udmærkede billeder, de i øvrigt har af ham på museet, befinder sig alle på magasin. Trampedach er simpelthen ved at glide ud af den officielle, danske kunsthistorie. Og det fatter jeg ikke, at vi har råd til - hans seneste billeder er dybt originale og ligner intet andet - heller ikke ude i den store verden!"
- De billeder, du nævner, er blevet til, efter at han har trukket sig tilbage fra civilisationen oppe i sit hus i Pyrenæerne og lever som en slags landsbytosse?
"Ja, og de demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at isolation og fordybelse kan føre det uventede med sig, uventede steder. Det kan godt være, at det er en romantisk opfattelse fra min side, at det er den udgrænsede eller marginaliserede størrelse, landsbytossen, som du siger, der bærer sandheden i sig, i og med at han har modet til at trække sig tilbage fra verden og i eget tempo male sig op imod tidens flygtige strømninger. Men jeg mener, at jeg har ret - og det har været sådan, siden Goya brændte igenem konventionerne omkring år 1800," siger Mikael Wivel.

Jeg elsker at udfordre vanetænkningen i kunstlivet. Det er nemlig rystende, hvor lidt nytænkning, der er. Institutionen er fuldkommen kold over for fremragende, danske kunstnere som nu Peter Lautrop og Arne Ungermann, blot fordi de er bladtegnere. Man kan slet ikke tænke dem ind på linie med dem, der folder sig ud inden for de 'finere' og mere etablerede genrer."
- I din bog er du også optaget af yngre kunstnere, som f.eks. Bill Viola, der er en af de førende, amerikanske videokunstnere. Hvorfor er han så god, synes du?
"Ja, det var en kolossal oplevelse for mig at se hans værker på Venedigbiennalen i 1995 - og igen i New York et par år efter, hvor oplevelsen nærmest havde sjælsrystende karakter. Han er en af de kunstnere, der - i nye medier - arbejder med samme eksistentielle problematik, som den jeg anser for den væsentlige i vesterlandsk kunst. Der går en lige linie fra Viola tilbage gennem århundrederne til renæssancen og til størrelser som Pontormo og El Greco."
- Du 'læser' de store, klassiske kunstnere fortællinger om menneskeheden ind i nutidens kunst. Er du selv religiøs?
"Nej, det er jeg egentlig ikke - ikke i konventionel forstand, i al fald. Men jeg holder fast i Den Store Fortælling. Den er ikke død - ligeså lidt som Gud er død, vil jeg mene. Jeg er et barn af det nittende århundrede, hvor tvivl og anfægtelser satte ind, og man måtte søge det religiøse andre steder end i Det Ny Testamente".
- Hvordan har du så kunnet leve med Larsen Stevns i alle de år?
"Det har været nemt, for han er et meget opbyggeligt bekendtskab! Det spændende ved ham som kunstner er, at det lykkedes ham at bygge bro mellem modernismens formsprog og kristendommens etik. Det var et tilsyneladende umuligt projekt, men han førte det igennem med stadigt større indsigt. Det var ikke mindst hans særegne fortolkning af lyset, som både naturens og Guds lys, der bar ham igennem. Jeg synes, at han er en af vores betydeligste kunstnere. Jeg kan ikke se, at der er mange andre af tilsvarende format her i landet i første halvdel af dette århundrede. Det der er så smukt og så bevægende ved ham, er den høje grad af selvforglemmelse, han var i stand til at mobilisere over for ethvert motiv - og hans insisteren på de store fortællingers fortsatte berettigelse. Han var interesseret i et stort projekt hinsides selvet, nemlig Guds eksistens i verden her og nu."
"Man kan egentlig kun sammenligne ham med Willumsen. De er begge helt skæve i forhold til den traditionelle kunsthistoriske 'falanks-tænkning'. Der er på den ene side det modernistiske projekt - og på den anden Larsen Stevns og Willumsen."

Mikael Wivel, der i 1995 fik Carl Jacobsens Museumsmandslegat, er stærkt kritisk over for det nyombyggede Statens Museum for Kunst.
"Det er en af de mest nedslående oplevelser, jeg har haft i branchen i mange, mange år. Arkitekturen er brutalt ført igennem, og de fleste af lokalerne er fuldkommen uegnede til billeder, ophængningen er ufølsom, og nyerhvervelserne hører ingen steder hjemme, og da slet ikke på et nationalgalleri. Det kan da ikke være meningen, at Statens Museum skal samle så mange af tidens flygtige udsagn til huse? Skal nationalgalleriet registrere selv de mindste krusninger i det lokale kunstliv? Selvfølgelig ikke!"
"Nationalgalleriet skal sætte en standard og i fyldige, intelligente ophængninger demonstrere, at landet har en kunst og nogle kunstnere, det er værd at beskæftige sig med, og som man kan være stolt af. Sådan er det bestemt ikke nu. En stor del af pladsen er optaget af gigantiske tomrum, og af storladne trappeløb, der ikke fører nogen steder hen, og hvor få fortvivlede skulpturer råber til himlen. Selve samlingen er henvist til skæve og uhåndterlige rum, som først og fremmest fungerer som gennemgange eller passager - der er ingen ro noget sted. Weie hænger i et trapperum, Isaksons eneste billede hænger sammesteds, men inde under trappen. Svend Wiig Hansens eneste billede hænger i en passage, og Giersing og Lundstrøm gisper efter vejret i par snævre køjer. Kurt Trampedach er overhovedet ikke repræsenteret, og det samme gælder Peter Lautrop og Palle Nielsen - en af vore betydeligste kunstnere i anden halvdel af århundredet og den eneste, der indiskutabelt har internationalt format."
"Man kan ikke ændre på arkitekturen, ikke uden betydelige udgifter. Og man kan ikke slippe af med alle fejlkøbene, og når det gælder den internationale kunst, er der jo tale om kostbare sager - Mike Kelley og Paul McCartheys labyrint, eksempelvis, eller Robert Smithsons grusbunker, eller Nam June Paiks robotter. Tænk, hvis man havde haft mod til at investere i et maleri af El Greco i stedet? Han er måske ikke moderne, men til gengæld er han tidløs - og et billede af ham ville have beriget ikke bare museet, men alle kunstinteresserede ud i al fremtid. Og der har faktisk været gode El Greco'er til salg på de internationale auktioner i de seneste år, og priserne har ikke været fuldkommen uden for mulighedernes grænser. Nej, det er for deprimerende at tænke på!"

*Mikael Wivels bog 'Fremkaldelser' er udkommet på forlaget Rhodos, 334 s., ill. kr. 248, kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu