Læsetid: 11 min.

Kvindekampen har sejret ad helvede til

29. maj 1999

Det er på tide at blive vred igen. Overalt udholder tavse kvinder uendelige lidelser og smerte, i et verdenssystem, som skaber milliarder af tabere for hver håndfuld vindere, skriver Germaine Greer i sin bog The Whole Woman, der også langer ud mod 'de onde' og 'dovne' mænd

Ingen, absolut ingen af os mænd undslipper den anarkistiske tornado af 30 års akkumuleret vrede, som Germaine Greer har udsendt i dette Herrens forår 1999 med bogen The Whole Woman.
Vi mænd ødelægger verden, og ifølge hende er vi som hunde, der har fået færten af frygt, finder kvinders frygt oplivende og tager det som anledning til at sætte et angreb ind på kvinden - kanin eller dådyr. Germaine Greer mener, at den mand ikke er født, som ikke vil hade en kvinde på et eller andet tidspunkt. Mænd er generelt nogle forbandede sataner, der sårer, ydmyger og penetrerer kvinder verden over - Suck my dick!, vrænger GI Jane fra en af bogens indrammede citatbokse.
I Germaine Greers noget karikerede verdensbillede er de fleste mænd nogle dovne driverter, der i familiens skød lader de kvindelige 'arbejdsbier' gøre det meste af arbejdet.
Manden er det svage køn, fastslår hun.
"En mand uden hustru er skrøbelig; fængslerne er fyldt med mænd, som aldrig blev gift. Ugifte mænd har større sandsynlighed for at lide en voldelig død," skriver hun - og det kan hun med henvisning til den omkring fjerdedel af mændene, som statistisk set ender som 'tabere' i de vestlige lande.
Hun er ikke alene om at markedsføre ideen om manden som det svage køn i en tidsalder, der både dyrker det androgyne i Calvin Kleins reklamesprog og har droppet de gammeldags deadbeat men, der ikke letter 'hængerøven'.
På forsiden af det seneste nummer af det amerikanske magasin Harpers bliver en nøgen mand kastreret, holdt fast, revet i håret og får munden lukket af kvindehænder, mens han tilsyneladende uden lidelse lukker øjnene mildt. "Hvem har brug for mænd? Ikke kvinder, det er sikkert. For de kan arbejde, få børn, gå til boksning og gøre alt," proklamerer Harpers. På de amerikanske colleges og universiteter er 56 procent af alle studerende nu kvinder og andelen af kvinder, der aldrig gifter sig stiger. Og 23 procent af alle unge britiske mænd er funktionelle analfabeter. Er der sket et fundamentalt skifte mellem mænd og kvinder i det industrielle samfund, spørger Harpers.
For godt tre år siden bankede det britiske ugemagasin The Economist også til mændene med spørgsmålet: "Er mænd nødvendige?" The Economist henviste til, at drenge fødes oftere med sygdomme end piger, og de har en mere problematisk barndom. Mænd dør i gennemsnit syv år tidligere end piger. Og ikke nok med det. Der er færre og færre unge mænd i beskæftigelse, de klarer sig dårligere og dårligere i uddannelsen og mændenes sædkvalitet falder hastigt.

Den tidligere franske kulturminister socialisten Jack Lang har skrevet en hel bog om mandens tilbagetog: "Morgendagen tilhører kvinderne".
Og herhjemme har digteren Lola Baidel udgivet bogen Du kan sagtens - med den provokatoriske fortsættelse, "klare dig uden en mand - men ikke uden en opvaskemaskine." I en periode med hårdt arbejdspres fandt Baidel ud af med sig selv, at hun ville tage til Østen og finde et kvindeligt husfaktotum og indgå registreret partnerskab med hende: "Jeg havde jo ikke brug for en mand, men netop for en - kone."
I Storbritannien har en af de førende kulturkritikere, Melanie Phillips, advaret de nye feminister imod at idyllisere livet for de enlige mødre - de har langt større risiko for arbejdsløshed, økonomisk og social marginalisering og kan ikke udfylde faderrollen, påpeger hun. Phillips, der blandt andet har skrevet et større essay, The Sex Change State , som er udgivet af Social Market Foundation, påpeger, at der også i Blairs nye Labour-parti er opstået den forestilling, at "kvinder har ret til at blive 'uafhængige' familieforsørgere", og at staten skal gøre det økonomisk og pasningsmæssigt muligt for dem at blive uafhængige af mændene. Det vil betyde, at "kvinder skal være mere lige end mænd," skriver Phillips, der mener, at en ny kvindelig overlegenhedsfølelse har erstattet ideen om faderskab, som generelt er under belejring her ved afslutningen på århundredet.
Germaine Greer, der selv har valgt en 'ren' kvindelig familieform, er en klar repræsentant for den tendens. Hvis mænd "vil have glæden af at leve sammen med kvinder og børn, så er de nødt til at stramme sig an. (...) Kun leg og intet arbejde vil gøre Jack til det mest sårbare af alle skabninger, en overflødig mand," skriver Greer. Selv om der naturligvis er masser af mænd, som er nogle dovne driverter i familien og er mere optaget af deres arbejdskarriere og sport, end af at give kærlighed, omsorg og opmærksomhed til deres hustru og børn, så er det oprørende, at Greer ikke har blik for, at der faktisk er mange moderne mænd, der godt ved, hvad der skal til i hverdagen.
På den anden side så er der nye undersøgelser i Storbritannien og Japan, der viser, at de karriereorienterede britiske mænd kun bruger 15 minutter om dagen på deres børn - i 1990 brugte de i gennemsnit en halv time. Og de 30-34 årige japanske mænd bruger ni minutter om dagen på deres afkom. Disse statistikker kan måske give en forklaring på, hvad der får kvinder som Greer til at true de dovne mænd. Men der er mere på spil.
Den amerikanske sociolog David Blankenhorn har i sit banebrydende værk, Fatherless America, påpeget, at mange terapeuter forsøger at dekonstruere faderskabet og det maskuline ved at promovere det androgyne menneske og den "kønsløse" forælder. Det kontroversielle spørgsmål, som mange moderne kvinder og bløde mænd ikke tør stille sig, er dog, om det ikke er bedre for børnene at have en travl og succesrig (15 minutters) far som rollemodel, end en far der er totalt fraværende og har droppet moderen og samværet med børnene for i stedet at blive 'papfar' for en anden kvindes børn?

Germaine Greer kan ikke slippe fri af sine 'antropologiske' og 'biologiske' fordomme. For hende består den biologiske familie kun af kvinder og børn - manden er tænkt ud af den, for han skal jo bare levere en lille klat sæd. Hun betragter det som en biologisk sandhed, at mænd er "defekte kvinder, og deres ydre kønsdel er udtryk for en kromosomfejl." Og som om det mandlige y ikke kan gøre en forskel i familien og i opdragelsen af børnene, så sætter hun trumf på med formuleringen "alt, hvad en far skal gøre, er at være som en moder."
Det er noget forbandet sludder og et udslag af biologisk reduktionisme, hvad de fleste børn udmærket godt ved, allerede inden de kan sætte ord på, hvorfor de også har brug for en far i den møjsommelige opbygning af den personlige identitet.
Germaine Greer gør sig skyldig i en fejlslutning, som en anden feminist, Fay Weldon, har gjort op med. Den modne Weldon har erkendt, at hun i sine tidligere bøger begik den fejl at lave "brede generaliseringer om mænds frygtelige adfærd". Weldon, der i 1997 udgav bogen Big Women, har sagt, at feminismen var "komplet nødvendig, da det hele begyndte for 20-25 år siden. Dengang var patriarkatet fjenden, men vi kan ikke blive ved med at stå og gø op af det samme træ, når der er en ny fjende, nemlig det konstante pres for at tjene penge, arbejde, klare os selv. Det er en langt værre fjende end patriarkatet."

Det ville være befriende for den videre køns- og samfundsdiskussion, hvis Germaine Greer turde vedkende sig, at udfordringen for begge køn rækker ud over den sort-hvide lejrtænkning, - matriarkatet mod patriarkatet. Men hun vil ikke give afkald på den anti-patriarkalske nerve:
"Det maskuline samfund lever af at være ondt imod de fleste mænd, alle kvinder og børn. Hvis kvinder ikke kan se anden fremtid end at gå ind i den maskuline elite, så vil vor civilisation blive mere destruktiv, end den er i dag."
Greer snerrer her af de nyfeministiske 'Blair-babes', der i senhalvfemserne iklæder sig grå og mørke spadseredragter og habitjakker for at spille det mandlige magtspil og gør sig forestillinger om, at kvindekampen forlængst er vundet. Hun har pointe her. Det er mærkeligt forstemmende at se moderne, veluddannede kvinder underlægge sig det traditionelle mandlige karrieretøjskodeks, i stedet for at vedstå sig sin kvindelighed og den skønhed, en selvbevidst kvinde kan udtrykke så meget bedre end mange mænd.
Godt tredive år er der gået siden Greer med bogen The Female Eunuch brændte sig ind i bevidstheden på hundreder af tusinder af kvinder og satte dagsordenen for en hel generation af feminister. The Whole Woman er fortsættelsen af den kvindelige eunuk, og selv om Greer mener, at kvinders liv på mange måder er blevet rigere og noblere end for tredive år siden, så har kvindekampen ifølge hende sejret ad helvede til.
"Da den kvindelige eunuk blev skrevet, skar vore døtre ikke i sig selv, og de sultede ikke sig selv. Overalt udholder tavse kvinder uendelige lidelser, sorg og smerte, i et verdenssystem, som skaber milliarder af tabere for hver håndfuld vindere. Det er på tide at blive vred igen," skriver hun i forordet til The Whole Woman.
Og hvilken bog!
Selvom bogen lider af en forsimplet magtanalyse - hvor det mandlige repræsenterer magten og det onde - så har Greer skrevet et skulpturelt kvindemanifest med en power man skal lede længe efter. Bag bogens røde og kødelige omslag gemmer sig de mest kropsligt prægnante kapiteloverskrifter man kan forestille sig:
Livmoderen, brysterne, føden, skamfering, østrogen, testosteron, sorg, sex, mødre, fædre, døtre, søstre, kastrering, frygt, afsky, maskulinitet, lighed, girlpower, befrielse.

postmodernister er stolte over, at kønnet nu "definerer færre antagelser om individet end nogensinde tidligere", men for kvinder, der stadig slås med de samme fysiske realiteter, svarer denne nye tavshed om deres kropslige erfaringer til "den samme gamle voldtægtsforbryder, der lægger hånden over deres mund," skriver Greer med sin skarpe pen.
"Efterhånden som flere og flere kvinder arbejder uden for hjemmet, efterhånden som flere og flere kvinder forlader undertrykkende ægteskaber, så kunne vi forvente, at omfanget af den kvindelige dårligdom ville blive mindre. Men kendsgerningen synes at være, at det er blevet værre. For tredive år siden hørte vi intet om pludselig angreb af panik, anoreksi eller selvlemlæstelse. Nu lider alle de kvindelige ikoner, billedet af den slagne kvinde er høj mode."
Imens gjalder den vestlige markedsføring med hele sin udrustning af spektakulære effekter, og den kommer spankulerende og truttende med et stærkt forførende evangelium om den hofteløse og livmoderløse Barbie med faste bryster.
To trediedele af alle argentinske kvinder ønsker ifølge hende at blive teutonske blonde modeller, ligesom Claudia Schiffer. Og Barbie er arisk. Hvert andet sekund sælges der en Barbiedukke et eller andet sted i verden. Og Barbie får hvert år 120 nye tilbehørsstykker, nyt sexet undertøj og en ny karriere. Men hvad mange - men ikke Greer - glemmer er, at denne alle pigers kvindemodel samles af 11.000 kinesiske bondekoner i to fabrikker i Guangdong provinsen i Kina. De får 25 pence pr. Barbiedukke.
Kvinders kropslige selvhad er ifølge Greer blevet "en hastigt voksende global epidemi."
"Kvindekroppen er en slagmark, hvor hun kæmper for frigørelse. Det er gennem hendes krop, at undertrykkelsen virker, tingsliggør hende, seksualiserer hende, gør hende til offer," skriver Greer, der på de 350 sider kommer med det ene eksempel efter det andet.
Frygten for cellulitis er en guldmine for læger, ernæringseksperter, naturlæger, fitnesseksperter og livsstilsmanagere, påpeger Greer. "Producenterne af cremer, øvelsesudstyr og diæter vil tjene en formue på, at kvinder omhyggeligt kultiverer deres afsky for deres egen krop. (...) At kriminalisere cellulitis er bare en anden måde at dæmonisere fedme, enhver slags fedt uanset, hvor det sidder." Men det giver ikke større lykke i livet: "Det siges, at Demi Moore laver work out fire timer om dagen, spiser pesticidefri og fuldstændig vegatarisk mad ... men det var ikke nok til redde hendes ægteskab."
90 procent af alle, der har anoreksi, er unge kvinder.
"Anoreksi og spiseforstyrrelser er tæt forbundet med dem form for 'girlpower' som ...forudsætter 'dårlig opførsel'," skriver Greer. "Deres udnyttelse starter med råben og skrigen på offentlige steder, fortsætter med butikstyverier, slagsmål, druk, narko, bodypiercing, seksuel aggression og - specielt for dem, som viger tilbage fra disse vilde forseelser - bizarre spisevaner."
60.000 britiske kvinder klager i dag over træthed, hovedpine, hukommelsestab, svimmelhed, som er forårsaget af den silicone, der lækker fra de indopererede bryster. Og det får Greer til at rase:
"Man skal ikke være feminist for at se, at kvinderne oprindelig blev manipuleret af en sexkultur, der krævede større og bedre bryster, dernæst af et medicinsk establishment, som skabte urealistiske forventninger, så af medierne, som kunne tjene penge på at iscenesætte den kvindelige panik og til sidst af advokaterne, for hvem disse retssager var den rene bonanza. De eneste tabere af denne lukrative pengemaskine var kvinderne."

Mænd koloniserer og kontrollerer kvindekroppen som aldrig før, mener Greer og henviser til, hvordan graviditeten og forplantningen er blevet underlagt eksperternes ydre teknologiske kontrol.
Ultralydsscanning skulle give den gravide kvinde mere magt, men den gjorde det modsatte, skriver Greer. Hendes livmoder er gennemsigtig for teknikeren, men ikke for hende selv. Og der er negative sideeffekter: "Det chok, som lydbølgen udsætter fostrets hjerne for under dens udvikling kan være ødelæggende. (...) Men det er for sent at stille tiden tilbage. Nu er klienterne ivrige efter at 'se' deres barn. I takt med at mennesker i den udviklede verden bliver mere og mere blinde over for de signaler, som kroppen udsender, jo mere bliver de afhængige af skærmen. I takt med at tv-soap bliver mere velkendt for de fleste briter end livet på deres egne gader, så er deres baby først virkelig for dem, når de har set den på tv."
Allerede før svangerskabet sætter kontrollen ind og ændrer kvindekroppen. En kvinde "der accepterer den moderne svangerskabsforebyggelse bliver en mandeskabt ikke-mor," skriver Greer og henviser bl.a. til, at moderne kvinder hver dag spiser en blanding af kønshormoner, som de ikke ved, hvad indeholder.
Selv ikke 'sejren' - abortretten - kan hun lade være med at se kritisk på. For den betød, at snart var graviditeterne ikke bare uønskede af kvinderne selv, men "også af deres forældre, deres seksuelle partnere, regeringerne, der ikke ville støtte mødre, arbejdsgivere, som ikke ville beskæftige mødre."
"Feminisme er snarere for kvinder end for abort; Vi har argumenteret for frihed til at tage et reproduktivt valg. Et valg, der kun er muligt, hvis der er virkelige alternativer," skriver hun og åbner for en anderledes diskussion end den abortdebat, der kan reduceres til kategorierne 'for' og 'imod'.
Den kunstige befrugtningsteknologi, der i disse år sælges som en triumf for den menneskelige opfindsomhed, udsættes for Greers raseri.
"Ingen er interesseret i at opgøre omfanget af lidelserne blandt de kvinder, der accepterer kunstig befrugtning, men som forbliver barnløse," mener Greer, der frygter, at den kunstige befrugtning i den sidste ende vil gøre kvinden (lige så) overflødig (som manden).
"Efterhånden som reproduktionsteknologien gør flere fremskridt, falder moderen tilbage fra at være essentiel for sit barns overlevelse til at blive en forhindring for en effektiv kvalitetskontrol."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her