Læsetid: 7 min.

Kvinder må skrive deres egen historie

26. maj 1999

Enten er de kvindelige kunstnere dårligere end de mandlige. Ellers er der et eller andet galt et sted, siger billedkunstneren Lisa Rosenmeier

KUNST M/K
De store fortællinger findes ikke længere, og derfor er det nødvendigt, at vi sammenfatter vores egen fortælling. Det handler om at løfte blikket og registrere. Det gælder for det enkelte menneske, og det gælder for de kvindelige kunstnere, som er ved at afsøge deres plads i kunsthistorien, siger billedkunstneren Lisa Rosenmeier.
"Kvindens synspunkt i kunsthistorien er tidsmæssigt væsentligt kortere end mandens. Derfor er vi nødt til at redefinere kunsthistorien for at finde ud af, hvad vi kan bruge til noget, og hvor i historien, vi kommer ind. Det er først nu inden for de sidste 30 år, at kvinderne er begyndt at løfte blikket og se ud, og jeg tror stadig, at der for hver enkelt kvinde foregår en frigørelsesproces, hvor hun er ved at finde ud af, hvad det hele handler om. Man slipper jo heller ikke bare 2000 års historie, men vi må starte med at registrere, hvor vi er, og så tage udgangspunkt i det," siger hun.

Handler om identitet
Lisa Rosenmeier illustrerer sit synspunkt med historien om Kasper Hauser, - en ukendt dreng, som dukkede op i Nürnberg i 1828. Han var tilsyneladende vokset op i et mørkt rum. Ingen kendte hans historie, og han kunne ikke selv fortælle den. Nogle mente, han var en plattenslager, andre at han var en kongesøn. Det endte med, at han forsvandt på lige så mystisk vis, som han var dukket op.
"I virkeligheden var Kasper Hauser ikke andet, end hvad han blev tillagt, fordi han ikke havde en historie. Hvis man ikke har en erindring, kan man ikke skrive en historie, og sådan er det også med kvinderne i kunsthistorien. Det kvindelige synspunkt går ikke så langt tilbage, og derfor er vi nødt til nu at lave en ny platform. Man kan ikke bare assimilere kunsthistoriens gang. Man er nødt til at bryde ind og sætte spørgsmålstegn ved det hele. Man er nødt til at spørge til hele fundamentet, så man kan gro og lave sin egen fortælling," siger hun.
"Det handler jo også om identitet og om, at der er forskel på den mandlige og den kvindelige tankegang. Der er ingen tvivl om, at jeg i allerhøjeste grad vedkender mig, at jeg er kvinde i mine værker. Og det gør jeg bl.a. ud fra den erkendelse, at der findes en historie, som er skrevet per tradition i museerne, og så er der en anden historie, som er kvindens historie," siger hun.

Kan man mødes?
Og netop det at lave sin egen fortælling er helt centralt i Lisa Rosenmeiers kunst. Hun er netop nu aktuel med udstillingen House of Love, som kan ses på café Krasnapolsky i København. Med udstillingen stiller Lisa Rosenmeier en række spørgsmål til kærlighedens væsen.
Udstillingen er en faktuel sammenstilling af kærlighedens mange træk, fra dens fysiologiske udspring til myten om den romantiske kærlighed, - eksemplificeret ved Elvira Madigan og Sixten Sparres kærlighed.
Også stedets psykologi er en del af installationens strategi, - det offentlige møderum, hvor vi ofte tilbringer tid med at søge efter netop kærligheden.
"De store fortællinger eksisterer næsten ikke mere. Måske kun lige denne her om kærligheden. Derfor må man selv sammenfatte, hvad der sker og skrive sin egen historie. Synsfeltet er anderledes, man ser ikke hen på nogle ting, men er omsluttet af en masse ting, som man selv må sammenfatte. For at komme videre og for at kunne stå er man nødt til at synliggøre det grundlag, der er. Man kan ikke gro, før man tager tingene ind og erkender, hvordan de ser ud," siger Lisa Rosenmeier.

Kærlighed er specifik
"Men udstillingen handler også om, hvad kærlighed er, og om vi dybest set overhovedet er i stand til at mødes, eller om man et eller andet sted altid vil være fremmede over for hinanden. Om man er og måske forbliver projektioner over for hinanden. Det er der vel ikke nogen, der kan svare på," fortsætter hun.
Lisa Rosenmeier bruger fortællingen om Elvira Madigans og Sixten Sparres kærlighed som en arketype på den romantiske kærlighed. Hun bruger Bo Wiederbergs film om de to elskende, men men filmen er klippet sådan, at selve det dramatiske forløb er væk. Og det er derfor op til beskueren selv at skrive fortællingen.
"Det kan lige så godt være de to hovedpersoners indre grænser, som gør, at de ikke kan nå hinanden, som det kan være de ydre grænser. Det må beskueren selv konkludere," siger hun.
Kendetegnende for mange af de store fortællinger om den romantiske kærlighed er, at de elskende dør, inden det når at blive hverdag for dem.
"Langt de fleste af de historier, vi får overleveret igennem film og tv i dag handler ikke om kærlighed, men om forelskelsen, som i langt højere grad er bundet op på de billeder, man har af hinanden. Den egentlige kærlighed kræver, at man kan se hinanden fuldt og helt og så alligevel tage hinanden til sig. Og det er straks en helt anden og sværere opgave. Nogle lever måske et helt liv sammen uden at se hinanden, men den ægte kærlighed handler om, at man heller ikke kan løbe væk fra sig selv, fordi man ikke kan undgå at blive set helt af den anden. Den egentlige kærlighed er specifik," fortsætter hun.

Stærke kræfter
I en af montrene skitserer Lisa Rosenmeier fortællingen om kvindesagsforkæmperen Mary Richardson, som i 1914 flænsede Velasquez' Rokeby Venus med otte snit. Hun gjorde det i protest mod, at regeringen havde sat kvindesagforkæmperen Mrs. Pankhurts i fængsel.
"Hendes budskab var, at hun havde prøvet at ødelægge billedet af den største mytologiske kvindeskikkelse i kunsthistorien for at fremhæve Pankhurts, som havde den smukkeste karakter i den moderne historie. Men hun gjorde det også som et opgør med det syn, hvor kvinden ligger med ryggen mod manden. Jeg ved ikke, hvor langt vi er kommet i dag, men ligesom udstillingen handler meget om billeders kraft, projektion og om, at der skal stærke kræfter til, før man erstatter gamle arketyper, så tror jeg også, at det er vigtigt, at kvindelige kunstnere søger deres egen platform i kunsthistorien. Hele den museale historie og alle dens synsvinkler har jo i høj grad rod i den hvide vesterlandske mands historie gennem de sidste 2000 år. Det er først nu, at kvinderne er begyndt at se ud og finde ud af, hvad det er, vi begærer, og det er først nu, vi rejser spørgsmålet, om vi stadig vil være objekter, eller om vi vil have manden som ikon," siger hun.

Er mænd bedre ?
Forklaringen på, at kvindelige kunstnere ikke er så talstærkt repræsenteret på de danske kunstmuseer skal ifølge Lisa Rosenmeier findes i et samspil af en række faktorer:
"Med den fordeling af værkerne, vi ser på museerne i dag, så må vi enten erkende, at mænd bare er bedre kunstnere end kvinder. Ellers er der gået noget galt et eller andet sted. Og der findes rigtigt mange gode kvindelige kunstnere herhjemme," siger hun.
"Jeg tror, en del af forklaringen skal søges i en lang række sociale ting; i sproget, i den måde, vi kommunikerer på og i den kulturelle overlevering. Man skulle tro, at det var værkerne, man vurderede folk ud fra, men jeg tror, der skal meget mere til end bare værkerne," siger hun.
En forklaring kan ifølge Lisa Rosenmeier være, at en del mandlige kunstnere er bedre til at tilpasse sig kunstmarkedets betingelser. "Mange af de mænd, man hører meget om, har formået at have en produktion, som lever op til kunstmarkedets betingelser. Det vil sige, at man har en stor produktion og mange udstillinger hele tiden," siger hun.
"Samtidig ser det også ud til, at mænd er bedre til at samle sig i grupperinger, og der har været en tendens til, at det netop har rykket meget omkring grupperingerne i det danske kunstliv."

Bør være opsøgende
Lisa Rosenmeier peger på, at også museerne har haft en tendens til at foretage deres indkøb omkring grupperingerne.
"Det ser ud til, at man har valgt bestemte kunstgrupper til at repræsentere hele årtier med, hvor der i virkeligheden ligger mange flere værker og synsvinkler på verden. Der burde man måske have en lidt større margin, hvor man så sorterer ud på længere sigt. Hvis man ikke samler kunsten, forsvinder den igen, og i sidste ende betyder det utroligt meget, hvad, museerne samler ind," siger hun, og efterlyser, at museerne tog flere chancer og var mere opsøgende i deres indkøb.
"Men det er ikke kun i museale sammenhænge, at mændene er dominerende. Jeg kan også godt undre mig over, at der er så få kvindelige undervisere på akademierne. Men det fører tilbage til hovedspørgsmålet: Enten er vi dårligere end de mandlige kunstnere. Ellers er der noget galt," slutter hun.

Kønspolitikken i dansk kulturliv
Er det danske kulturliv struktureret på en sådan måde, at kvinder og mænd som udgangspunkt har forskellige muligheder? Hvordan fordeler kulturpengene sig? Inden for kunst, litteratur, film? Hvordan ser de unge kvinder på deres muligheder? Er kvinder og mænd ligeligt repræsenteret inden for kunstarterne?
Information sætter i de kommende uger fokus på kønspolitikken i det danske kulturliv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu