Læsetid: 5 min.

Læs ikke Frie Ord

7. maj 1999

Men kontakt PET eller nærmeste politimyndighed

FRIE ord
OVERSKRIFTEN er Ekstra Bladets: Den stod at læse i mandags under et uhyggeligt vellignende billede af mig. Billedteksten lyder i sin helhed:
"Hvis De observerer denne person i nærheden af Deres bopæl eller arbejdsplads, bedes De kontakte PET eller nærmeste politimyndighed, idet personen frygtes at være socialist!"
Endnu skrives disse Frie Ord ganske vist på såkaldt fri fod, men ellers har Ekstra Bladet ganske ret i, at jeg nu i mere end tre årtier har kaldt mig en slags socialist. Når Villy Sørensen i begyndelsen af 1960'erne kan udgive den unge Marx' skrifter og Grundtvig i 1860'erne kan slutte sit livsværk med i Jesu Kristi navn at anbefale, "hvad man for tiden kalder kommunisme" - kan jeg vel også. Socialisme og socialisme er så meget forskelligt, og noget af det er - og har været - forfærdeligt. Hvad der allerede i begyndelsen af 1970'erne fik mig til at bekende, at jeg bedre kunne lide Shakespeare end den socialistiske stat. "Ned med de marxistiske skolemestre," skrev jeg. Men aldrig så det efterlod nogen tvivl om mit mildest talt ironiske forhold til den kapitalistiske markedsøkonomi.
Ironien luftede jeg forleden i en leder - "Brugsforureningen" - om lønforholdene i FDB, hvor adm. direktør Steen Gede ikke får lov at benytte sig af en "samfundsgavnlig" aktiebonusordning, der kunne have givet ham en årsindtægt på 10 mill. kr., og hvor brugsforeningens formand Ebbe Lundgaards 'skaldede' 1,6 mill. kr. i årsløn er kommet i søgelyset. Som om det skulle være for meget, når man betænker, hvad Danmarks mellem 600.000 og 900.000 udstødte overførselsindkomstmodtagere hvert år modtager hver for sig.
"Tonen mere end antyder," skriver Ekstra Bladet, "at denne Ejvind Larsen er noget så utidssvarende og oplagshæmmende som en vaskeægte, gammeldags socialist, der ikke kan unde andre mennesker den mindste succes her i livet. Ikke for at sladre. Vi synes blot vi vil nævne det for Informations chefredaktion, i fald den ikke selv er opmærksom på problemet."
Afskediget er jeg dog heller ikke blevet - endnu.
Så stadig på fri fod med foreløbig fast månedsløn skynder jeg mig at takke Ekstra Bladet for alle sandhederne. Måske allermest for de her til sidst kursiverede: 'oplagshæmmende' og især: 'utidssvarende'.

FOR MIG er det en udmærkelse ikke at svare til en tid, da 147 millioner mennesker i de tidligere Warszawapagt-lande lever på eller under den officielle fattigdomsgrænse på 28 kroner om dagen. Mens der i 1989 før den kapitalistiske markedsøkonomi holdt sit indtog i Østeuropa og Sovjetunionen 'kun' var 14 millioner på dette eksistensminimum.
Det tillader jeg mig vaskeægte gammeldags og utidssvarende (og sikkert også oplagshæmmende) fortsat at frakende ethvert præg af fremskridt. Skønt jeg ikke af den grund er blevet spor mere sympatisk indstillet til 'den satans stat' end jeg var for tredive år siden, da jeg var medlem af partiet Venstresocialisterne.
I Rusland alene er på kun otte år antallet af fattige på eksistensminimum steget fra to millioner i 1987 til 66 millioner i 1995. Af hensyn til Politikens Tøger Seidenfaden og Berlingske Tidendes Peter Wivel skal det oplyses, at disse alarmerende oplysninger hverken stammer fra Villy Sørensen eller Grundtvig men fra - Verdensbanken.
Selv i Peter Wivels organ måtte en overskrift forleden konstatere, at "antallet af fattige er eksploderet" - ikke bare i de tidligere Warszawapagt-lande men hele jorden rundt: "Det ser rigtig skidt ud for verden," indledte den berlingske artikel med at slå fast. "Sådan kunne man konkludere efter at Verdensbanken i aftes havde offentliggjort sin årlige rapport om klodens tilstand. Fattigdommen vokser dramatisk i store dele af verden. AIDS er på vej til at udrydde hele generationer af liv i Afrika, og vandreserverne svinder ind."
Det er især den kapitalistiske markedsøkonomis hærgen i Asien og Latinamerika, som på det allersidste har fået selv Verdensbanken til at rykke ind i rækken af de såkaldte 'dommedagsprofeter'. Kaldt således af Seidenfaden og Wivel og deres profet det-går-ufatteligt-godt-så-nyd-det Bjørn Lomborg.

SAMME Bjørn Lomborg måtte i mandags på et møde i anledning af den kommende udgivelse af bogen Fremtidens pris - talmagi i miljøpolitikken indrømme, at verden i modsætning til oplysningerne i hans bog om "Verdens sande tilstand" ikke oplever et fald i antallet af fattige men en stigning. Og at udryddelsen af jordens levende arter er ti gange større, end hvad "Verdens sande tilstand" påstår er sandheden.
At dømme efter mødereferatet her i bladet i tirsdags rokker det næppe ved Bjørn Lomborgs grundlæggende opfattelse af, at det går ufatteligt godt så nyd det.
Men i betragtning af de høje etiske krav til den frie presses forpligtelser over for den frie vestlige verdens frihedstraditioner, som Seidenfaden og Wivel plejer at hylde - i den sidste tid med særligt eftertryk, når det gælder støtten til NATO's bombardementer på anden måned af Jugoslavien - har det undret mig, at hverken Politiken eller Berlingske Tidende endnu har bragt referater af Bjørn Lomborg indrømmelser.
De to chefredaktører modtog ellers i sin tid hans påstande med jubelskrig som kun kan sammenlignes med dem, Betlehems hyrder oplod ved englenes forkyndelsen af, at verdens frelser lige var født.
Tåler Seidenfaden & Wivel kun dårligt at høre den mindste antydning af, at den kapitalistiske markedsøkonomi under NATO's beskyttelse ikke bare går ufatteligt godt?
OPMUNTRET af Ekstra Bladets udhængning og politianmeldelse af mig som socialist, gammeldags, oplagshæmmende og utidssvarende får jeg mod til at stille spørgsmålet mere generelt til den tidsånd og mainstream, som Seidenfaden & Wivel svarer så fuldstændig til, at man kunne tro de var tidsånden selv i egen inkarnation.
Under FN's sociale topmøde i København for fire år siden blev det til hudløshed dokumenteret, at nok fik flere det bedre, men der blev også flere fattige. Og ulighederne mellem rige og fattige voksede, både mellem rige og fattige lande i verden og i de rige lande internt og i de fattige lande internt. Alligevel kommer Verdensbankens redegørelse - som foreløbig det seneste eksempel - hver gang som en tilsyneladende lige stor overraskelse for den vestlige verdens toneangivende koryfæhoveder.
Er det manglen på alternativ til den kapitalistiske markedsøkonomi som for enhver pris fremkalder behovet for et i realiteten løgnagtigt skønmaleri af samme kapitalistiske markedsøkonomi? Hvis det er tilfældet turde tiden være inde til at gøre sig forestillinger om et eller flere sådanne alternativer, så vi kan blive nøgterne og tåleligt sanddru igen. For min skyld - må jeg skuffe Ekstra Bladet med at bekende - behøver alternativet eller alternativerne ikke absolut at kalde sig socialistiske. Bare de kan dæmme på for de destruktive træk i den kapitalistiske markedsøkonomi.
Kommentarer til Bjørn Lomborgs skønmaleri af verdens sande tilstand må vente, til den nye bog Fremtiden pris er udkommet om en halv snes dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu