Læsetid: 5 min.

Et land i stamme-krig

17. maj 1999

Det israelske valgsystem fremmer et multikulturelt samfund, hvor folk stemmer ud fra egne, snævre interesser

Valg i Israel
JERUSALEM - "En regering uden haredim" (de ultraortodokse, red.)- det er det nye isralske parti Shinui's første og fremmeste valgparole. Og med den kendte tv-journalist Tommy Lapid i spidsen, ser partiet ud til at få fire-fem mandater i Knesset - valgt på en politisk platform, der stort set ikke siger andet end: ud med de religiøse og ind med os.
I forrige uge gik indenrigsminister Eli Suissa fra det ultraortodokse parti Shas i flæsket på russerne og påstod frejdigt, at der er mange svindlere, ludere og svinekødsspisere blandt immigranterne fra det tidligere Sovjetunionen - en meget uheldig bemærkning, da Shas er i regeringskoalition med handelsminister Natan Sharansky's russerparti Yisrael Ba'alya.

Ludere og grisekød
Det er ikke til at vide, hvad Suissa synes er værst. Men det er folkelig almenviden af den slags, der mere bygger på fordomme end fakta, at alle luderne i Tel Aviv er russere, og at al kriminalitet er organiseret af den russiske mafia. Til gengæld er det ikke en fordom, at mange russiske indvandrere spiser svinekød - i mange af de små supermarkeder i Jerusalem står fuldmodne afblegede kvinder i storblomstret tøj bag kølediske, hvor der ligger gris i mange varianter ved siden af den tradtionelle jødiske pastrami og pressede and. Og de ultraortodokse vil have gris forbudt i det hellige land.
I de butikker hænger selvfølgelig valgplakater fra de russiske partier, der er opstået i protest mod diskrimineringen af denne befolkningsgruppe, Yisrael Ba'alya og Israel Beiteinu.
Lige som der på markederne, hvor de sefardiske jøder sælger hvad som helst, hænger valgplakater for Likud, som har opsamlet den sefardiske protest mod den europæiske elite i Arbejderpartiet - hvorfor Netanyahu uden den mindste grannål af premierministeriel værdighed på markedet i Tel Aviv kan finde på at sige, at eliten hader den jævne befolkning af russere og sefardere og religiøse - og hans begejstrede publikum synes, de hører en sandhed, der trænger til at blive sagt højt, højere, højest!

En mikroskopi
Man kunne fortsætte opremsningen i det uendelige - der stiller 32 partier op til dette valg, og ovenstående er blot en mikroskopi af de grov-heder, israelerne slynger i hovedet på hinanden. Tonen i den politiske debat har aldrig været ligefrem stueren i Israel - men det bliver værre og værre, mener Joel Peters, lektor på Bar-Ilan Universitets afdeling for politik:
"Israelsk politik har udviklet sig til en stammekrig - et multi-kulturelt samfund, hvor folk stemmer på partier ud fra egne snævre interesser."
De internationale medier fremstiller dagens valg som det afgørende vendepunkt, men sådan ser Joel Peters ikke på Sagen:
"Samfundet er er en smeltedigle af indvandrere fra vidt forskellige kulturer med vidt forskellige traditioner. Dette valg er en del af denne forandringsproces - ikke det afgørende punkt, sådan som det fremstår i den internationale medieoffentlighed, der fokuserer på israels forhold til palæstinenserne," understreger han.
Peters mener, at det israelske valgsystem, som er delt op i et valg af premierminister og et parlamentsvalg til Knesset, fremmer stammekrigen:
"I valget af premierminister, stemmer folk på en leder, ham, der skal tage sig af de store linier og især af Israels forhold til omverdenen. Og så føler de sig fri til ved Knesset-valget at stemme ud fra deres stammes særkende, deres etniske baggrund, deres religiøse overbevisning - i stedet for at stemme ud fra et ansvar for og deres ønsker om det fælles samfunds fremtid."

Ingen dagsorden
Stammekrigen er forklaringen på, at det er svært at få øje på en fælles dagsorden op til dette Knesset-valg, mener Joel Peters:
"Hvert enkelt parti retter deres propaganda mod en speciel, afgrænset gruppe eller interesse. Du kan for eksempel stemme på Tommy Lapid, fordi du er dødtræt af de ultraortodokse, Meretz, fordi du støtter menneskerettighederne, Den tredje vej, fordi du ikke vil opgive Golan-højderne osv, osv."
"Det skaber et vakuum, hvor der burde være debat om økonomi, social fordeling og udviklingsperspektiver for landet - det skal hænge sammen fra med fattigdommen i syd til yuppierne i Tel Aviv - og det vakuum fylder interessegrupperne ud med krav om goder til deres egne."
"De to russiske partier vil beskytte russerne. Shas vil beskytte de ortodokse. Den tredje vej vil beskytte bosætterne i Golan. De arabiske partier vil beskytte araberne."
Resultatet er et Knesset med 14-15 partier, som indbyrdes bekriger hinanden og regeringskoalitioner, hvor parterne mere koncentrerer sig om at handle indbyrdes for at skrabe ind til deres egen stamme end at udvikle en fælles politik:
"Det er en meget usund tilstand for det israelske demokrati. I den forstand er dette valg kritisk afgørende - som et led i den proces, der afgør Israels fremtid: Hvem er vi, og hvad er vi, og hvor skal vi hen," siger Joel Peters.

Bibi og Barak
Han ser ikke den store politiske forskel på Netanyahus - kælenavnet er Bibi - Likud-parti og Ehud Baraks Arbejderparti:
"I de internationale medier fremstilles situationen som om, at fredsprocessen går helt i stå, hvis Bibi genvælges som premierminister de næste fire år. Men reelt er der ikke den store forskel på Baraks og Bibis politik. Folk kan godt huske, at fredsprocessen ikke var en idyl under den tidligere Arbejderregering - og hvis de ikke kan, gør Likud alt for at minde dem om det."
Som eksempel nævner Joel Peters Likuds meget forkætrede tv-kampagne, hvor man ser de busser og mennesker, der blev sprængt i luften af en selvmordsbombe i 1996, lige før det valg, der skiftede Simon Peres ud med Netanyahu:
Hensigten er at huske folk på, at de "gode gamle dage" med Rabin og Peres og fredsprocessen ikke var gode. De var fulde af angst og rædsel.
Siden valgudskrivelsen, er det hverken lykkes Barak at gøre økonomien til valgets dagsorden eller Netanyahu at gøre sikkerheden til valgets skelsættende dagsorden, fordi der ikke er den store ideologiske forskel mellem dem:
"Alle ved, at der skal opnås en aftale med palæstinenserne; det er detaljer om forhandlingshorisont og antallet af kvadratkilometer land den palæstinensiske stat skal have, der skiller."
"Socio-økonomisk er lighederne også større mellem partierne end forskellene - Arbejderpartiet er ikke længere et traditionelt socialistisk parti, men går lige som Likud ind for markedsøkonomi, privatiseringer og social velfærd."
"Når folk stemmer efter stamme-interesser til Knesset, når det ikke er til at se forskel på politikken, så bliver personligheden meget afgørende i valget af premierminister," siger Joel Peters.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her