Læsetid: 6 min.

Litteraturen overvinder isolationen

8. maj 1999

Den cubanske forfatter Abilio Estévez lever i indre eksil på Cuba, men han ville på den anden side ikke kunne leve andre steder. Her fortæller han om, hvad litteraturen betyder for ham

Litteratur
Dit er riget hedder Abilio Estévez' første roman. Den cubanske forfatter, der i disse dage er på besøg i København, har tidligere skrevet skuespil, og han forsøgte sig også med nogle noveller, som han indgav til det spanske forlag Tusquet. Efter Murens fald er det blevet muligt for cubanske forfattere at udsende deres bøger i udlandet. Tidligere var det forbudt.
Forlagets reaktion var en opfordring til at skrive en roman. Man forklarede ham, at en ukendt forfatter først måtte have succes med en roman, før det kunne komme på tale at udsende et novellebind. Altså gik Abilio Estévez i gang med at skrive en roman, og "da jeg ikke vidste, om den overhovedet kunne blive udgivet, kunne jeg ligeså godt skrive om alt, hvad jeg kunne finde på," forklarer han i tv-stuen på hotel Christian X., umiddelbart efter ankomsten til København.

Fortalte personer
Abilio Estévez' roman indeholder virkelig 'alt', kan man sige. Bogen vælter over af skæve forbindelser, overraskende sammenstillinger, litterære allusioner, krasse realistiske detaljer og fortællerens ironiske indbrud i handlingen: "Hun spørger nok sig selv, formoder jeg, hvordan det er muligt at man så let kan tabe et smykke med så god en lukkemekanisme. Hun ved ikke at hændelsen intet har at gøre med hvor godt eller dårligt lukketøjet er hægtet sammen, men alene skyldes mit ønske om at afbryde hendes besøg hjemme hos Irene og udskyde mødet med den Sårede. Det to kvinder står et skridt fra døren og ser sølvkæden der falder på gulvet. Der kan vi forlade dem."
- Hvorfor er der romanen igennem denne stærke betoning af, at personerne er romanpersoner?
"Dels er det for at fortsætte en gammel fortælletradition fra Sternes Tristam Shandy, André Gide og andre. Dels er det for at betone, at jeg vælger litteraturen. Hvis jeg skal vælge mellem virkeligheden og litteraturen, så vælger jeg litteraturen. Når det nu forholder sig sådan, at jeg ikke bryder mig om verden, men bryder mig meget om litteraturen, så vil jeg gerne gøre dette klart for læseren," erklærer cubaneren.
Abilio Estévez har, i modsætning til mange cubanske forfattere, valgt at forblive i Cuba, og det præger både hans syn på litteratur og temaerne i hans roman.

Rejse uden at rejse
Dit er riget foregår på 'Øen', for således kaldes den store gamle bygning i Habanas udkant, hvor handlingen udspiller sig. Øen er naturligvis et mikrokosmos af den større ø, Cuba, men også indenfor Øen findes der øer, selvstændige universer, som personerne skaber sig. De to små piger, Mercedes og Marta skaber sig et univers på kirkegården, som deres far bestyrer. Og "kirkegården måtte regnes som et kongerige. Da La Lisa lød for almindeligt, kaldte de det Lalisia." Let genkendelige ordspil på det spanske ord for ø: Isla.
Faktisk er hver eneste af Abilio Estévez personer en ø: isoleret i sin egen indre verden, der til gengæld vælder over af alle de følelser, som hører menneskelivet til. Det eneste, der kan overvinde isolationen, er litteraturen. Det er bogens overordnede budskab, og det er dette, der eksempelvis afspejles i et gennemgående tema om "at rejse uden at rejse".
Én af personerne læser gentagne gange et kapitel i Joris-Karl Huysmans dekadente fin-de-siècle roman A Rebours, hvor hovedpersonen Jean Des Esseintes rejser til London uden at forlade Paris.
"Folk rejser ikke, de bilder sig ind, at de rejser, de bilder sig ind, at de drømmer," lader Estévez én af personerne sige.
"Jeg skriver om Ø-heden som begreb," siger han selv. Estévez bryder sig ikke om at blande politik og litteratur sammen, altså at skrive agitatorisk litteratur, "men litteratur er altid farlig. Enhver regering vil afsky litteraturen - som en magt altid afskyr en anden magt. Det bliver selvfølgelig en dobbelt Ø-hed, der kommer ud af det, jeg beskriver. Cubanere er isoleret på grund af havet og på grund af det politiske system, vi lever under."
"Da jeg begyndte at læse litteratur, læste jeg samtidig geografi. Jeg sad og fandt fremmede byer - som København - på kortet, og de var for mig en mundo favoloso. I lang tid var de også en art myte: jeg kunne ikke vide, om de eksisterede. Jeg kunne se øen Cuba, og jeg kunne se havet. Men de fremmede stæder kunne jeg ikke se."
"Da jeg for første gang i mit liv kom ud at rejse - til Stuttgart, var det en helt overvældende oplevelse at stå på hovedbanegården og se skiltene til alle Europas hovedstæder. At opleve, at de faktisk fandtes!"
"For en øbo udspiller den evige splid mellem mennesket og Gud sig ikke mellem himmel og jord, men mellem jord og hav. Hvem sagde, at guderne lever i himlen? Det gør de altså ikke, det skal I vide én gang for alle, såvel guderne som djævlene lever i havet." - står der i bogen.
"Som ung ønskede jeg desperat at komme ud at rejse. Men der var ikke mulighed for det. Derfor læste jeg helt vildt, jeg rejste gennem bøgerne. Og det er denne tilstand, jeg har forsøgt at genskabe i bogen."
- Men også Deres egen roman er vel en måde at rejse på, uden at rejse. Den slutter med at ordet skaber verden, og at den verden, skabt af ord, er den eneste evighed, der findes?
"Jeg har prøvet at sige med min roman, at ordets verden er mere virkelig end virkeligheden. Litteraturen er de desperates tilflugt."

Oprørsk litteratur
Dit er riget er en meget selvbiografisk roman, siger Abilio Estévez. "Faktisk beskriver den på mange måder min barndom, sådan som den var. Men barndommen er gået gennem mit hoved og blevet noget andet. En bog er noget mærkeligt noget, faktisk kommer man ved at tage afsæt i én virkelighed til at skabe en anden."
"Litteratur er en oprørsk handling. Vi bryder os ikke om virkeligheden, som den er, og så skaber vi en anden."
- Åbenbart er det også en smertefuld proces. Romanens fortæller optræder som Sankt Sebastian, der gennembores af pile eller som Sheherazade, der må fortælle for at redde livet?
"Det smertelige tilhører ikke litteraturen, det tilhører livet!"
"Der er flere grunde til, at jeg har valgt Sankt Sebastian. Han repræsenterer en skønhed, hvor smerten er indeholdt, men han er samtidig en homoseksuel fetich."
- Seksualiteten i romanen er enten incestuøs, homoseksuel eller prostitueret. Hvorfor?
"Noget af det er sket i virkeligheden - resten har at gøre med den måde, jeg selv oplever seksualiteten på," svarer Estévez, der erklærer sig som homoseksuel.
"Det almene er ikke interessant for litteraturen. Litteraturen eksisterer i det partikulære, ikke i noget gennemsnit. Jeg er interesseret i mine egne problemer," erklærer Estévez, der fortæller, at det i dag er tåleligt at leve på Cuba som forfatter, hvis man gør som han og ikke blander sig i det offentlige liv. Og han ville ikke kunne leve andre steder:
"Jeg synes, det er forfærdeligt at tænke på de folk, der går i eksil. Jeg kunne ikke tåle at tænke på at skulle miste de ting, der omgiver mig."
Men Estévez lever i et indre eksil, siger han, uden adgang til hverken telefon eller Internet. Der er endda et særligt cubansk ord for indre eksil: Insilio.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her