Læsetid: 10 min.

Løg-kuppel-katar

21. maj 1999

Orienten har stjålet billedet i Tivoli - eller er det Disney, der har gjort det? Mens eventyrhaven ved Rådhuspladsen søger at hoppe på det internationale tematog, tøffer Bakken ad et ærkedansk sidespor

Hvad kalder man en prustende, 63 meter høj stålmast, der ligner skorstenen på et olieraffinaderi, er forsynet med antydningen af en løgformet kuppel og placeret et langspyt fra Rådhuspladsen i København?
Et vartegn! Tivoli har i år fået nyt vartegn - det siger havens egen adm. direktør, Lars Liebst. Direktøren meddeler i reklameavisen Tivoli Sæson '99, at konstruktionen, der muliggør forlystelsen Det Gyldne Tårn, "passer smukt til resten af Københavns tårne, spir og kupler". Sådan er smag og behag så forskellig. En pressemeddelelse fra Tivoli går i april endog så vidt som at udnævne masten til "Københavns nye vartegn". Man ser overborgmesterens taknemmelige ansigt for sig.
Allerede i 1990 forsøgte Tivoli til forlystelsen De Vilde Svaner at få tilladelse til en høj mast, men stadsarkitekten gik i spagat, blandt andet fordi masten ville skæmme bybilledet ved det nærliggende Glyptotek, og enden på historien blev, at Tivoli måtte skære højden ned til sølle 26 meter.
Når Tivoli nu slipper igennem kommunens nåleøje med en teknisk konstruktion, som er langt højere end de nu bortfløjne vilde svaner eller for eksempel Rundetårns 36 meter, skyldes det et sammenfald af økonomiske og politisk-administrative omvæltninger i henholdsvis Tivoli og Københavns Kommune de senere år.
Stadsarkitekt Otto Käszner har fået svækket sin indflydelse betydeligt, idet hans selvstændige direktorat er nedlagt, hvorfor administrative (og politiske) kræfter nu er toneangivende.
Samtidig har Tivoli haft økonomiske problemer. Allerede i 1996 gjorde Tivolis museumschef, Luise Skak-Nielsen opmærksom på, at Tivoli er udsat for hård konkurrence fra andre forlystelsesmuligheder. "Samfundet er blevet tivoliseret," skrev hun i Berlingske Tidende. Ikke blot havde daværende Tivoli-direktør Niels-Jørgen Kaiser solgt Tivoli-konceptet til udlandet og dermed brudt verdensmonopolet og svækket attraktionen ved København som turistmål. På den hjemlige front mærkede - og mærker - Tivoli også konkurrence fra andre forlystelser og sights.
Tivolis nye direktør, Lars Liebst, har kunnet male fanden i skikkelse af faldende københavnske turistindtægter på væggen over for den liberale og fremkommelige byplanborgmester Søren Pind og den økonomiinteresserede overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Omsider kunne alle da godt se, at Tivoli og København havde brug for en ny pengemaskine, også selv om den var lang som et ondt år.
På tegningerne så masten tilforladelig ud. Arkitekt Bjarne Schläger fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse siger til Information, at fremviste tegninger skitserede konstruktionen uden at sætte den i rumligt forhold til blandt andet Glyptoteket. Tivoli opfører sig som en "pavestat", en uafhængig ø med noget, der ligner egne regler.
Vejen blev i hvert fald banet for masten på 63 meter.

Tivolis reklameavis bryster sig af, at Det Gyldne Tårn er "den første forlystelse af sin slags nord for alperne." Men i Nordens største forlystelsespark, Liseberg i det ikke så fjerntliggende Göteborg, findes den selvsamme maskine, blot med navnet Uppskjutet og uden dekorativ kuppel.
Fælles for Liseberg og Tivoli er, at underholdningen i dag åbenbart skal ganges op i industriel målestok for at vinde opmærksomhed og få økonomisk gennemslagskraft. For Tivoli er prisen, at egenarten undergraves eller stilles i skyggen af hektiske standardtilbud. Der åbner sig en afgrund mellem abonninernes nostalgiske haveidyl med stille springvand og et malende vandmøllehjul som Morten Korch ikke kunne have iscenesat bedre - og så det nye apparats tårnhøje helvede, hvis idé er at gøre bungy-jump'ets svimlende nedtursfornemmelse så passende ufarlig, at den kan understøtte en millionforrretning.
I den forstand har Politikens arkitekturanmelder, Henrik Sten Møller, ret, når han beskriver Det Gyldne Tårn som "en rædsel" og "en forskrækkelig lang pegefinger, der i sig selv er blevet en advarsel om, hvor galt det kan gå."
Masten markerer simpelt hen grænsen for og afmonteringen af eventyret og uskylden - Tivoli vil derimod mene, at de stille, gratis glæder og voldsomme køreforretninger før som nu kan og skal trives side om side i forlystelseshaven.

Når Tivolis nye fabriksvartegn maner til eftertanke, er det imidlertid hverken bekymringen for udsigten ved Glyptoteket eller abonninernes finfølelse, der er afgørende. Der er andet på spil - masten peger ned på en begyndende omdannelse af Tivoli til en temapark efter Disneys uomtvisteligt succesfulde forbillede. Den underholdningsindustrielle cocktail ønskes blandet på amerikansk vis for at sikre Tivoli en anden indtægtsfordeling end den hidtidige, der har vist svaghedstegn.
Det Gyldne Tårn med den guldbelagte løgkuppel er højeste punkt i den istanbulske bydel, som Tivoli i år har etableret i havens hævede bastion-hjørne. For at skabe illusion af Orienten, som området kaldes, er de eksisterende kørende forlystelser blevet omdøbt og gen-dekoreret. Børnerutchebanen Mariehønen har for eksempel skiftet navn til Karavanen og er blevet omgivet med gulvsand og stuepalmer. Der er kommet nye, solidt og smukt murede bygninger til i samme stil: En bazar, en restaurant og et kuppelhus i tilknytning til Det Gyldne Tårn.
Orientalsk inspiration er ingen nyhed i Tivoli. Allerede de første Tivoli-bygninger i midten af forrige århundrede brugte det orientalske som afsæt for ophævelsen af den leverpostejsfarvede hverdag, som er forlystelsesparkens formål.
Kinesiske taghældninger og mauriske kupler gjorde sig bedre end rette linjer, når aftenen faldt på, og lamper aftegnede arkitekturen. Det kinesiske tårn fra 1900 står endnu, mens den svulstigt bekuplede koncertsal, der blev bygget i 1902, og hvis øgenavn var Stormogulens Palads, blev i 1944 bombet af nazisterne (som ellers havde sans for det ultimativt kitschede). Tiden op til forrige århundredeskifte bød også på udstillinger, der blot varede en enkelt sæson, og som ved hjælp af kulisser skabte før-turismens klicheforestillinger om det nære og fjerne Østen.
Tivolis nye Orient-område er nok det største og mest gennembearbejdede i havens historie. Der er tale om et såkaldt tema, som samordner kørende forlystelser, spisning, salg af souvenirs, events (overraskende begivenheder) og uniformering af personalet i en for Tivoli hidtil uhørt grad - når man ser bort fra sidste års nye tiltag, Valhalla. Valhalla landede i 1998 som en lidt fremmed monolit i den anden side af haven og pressede det nye koncept ind i samme bygning: En markant, kørende forlystelse, en restaurant og en butik med souveniragtige brugsgenstande i luksusklassen - alt sammen i vikingestil. I år er tema-tanken så foldet grundigt ud i Orienten.

Temaparken fik for alvor medvind i New Yorks morskabskvarter (og populære badestrand), Coney Island, omkring forrige århundredeskifte. Forlystelsesparken Luna slår i 1903 portene op for et koncept, som Walt Disney et halvt århundrede senere genopliver og perfektionerer med umådelig succes.
Temaet er en by på månen. Forlystelser og spisesteder er en designet helhed, udtænkt af parkens grundlægger, der er arkitekt. 'Månens arkitektur' forestiller han sig som en overdådighed af udflippede tårne, spir, minareter og kupler - omkring 1.300 stk., der tilsammen danner en alternativ skyline til Manhattans. Lunas skyline skal etablere en eventyrverden af imponerende og dog overskuelige dimensioner. Alle tårne er nedskalerede og de øverste etager af bygningerne kun til pynt.
Hermed bliver tårnenes by mindre truende end virkelighedens by, et psykologisk trick, der skal behage masserne og genetablere den følelse af overlegenhed, som mangen en indvandrer har mistet ved mødet med New Yorks ydmygelser.
Året efter åbner det konkurrerende Dreamland, som byder på tableauer, der ambitiøst tematiserer Liv & Død. Skabelsen opleves i en mægtig kuppel, hvor gæsterne placeret i både glider ned gennem 60 århundreder for at ende i et dramatisk klimaks, hvor vandene skilles, jorden kommer frem, og livet opstår.
Man kan så fortsætte til Kuvøse-bygningen. Her er tale om et ægte, supermoderne mini-hospital, hvor læger og sygeplejesker ansat af Dreamland døgnet og året rundt passer et antal for tidligt fødte børn, som er indskrevet fra hele New York-området.
Dreamland-racen kan betragtes gennem glasvægge. I Lilliputia, dværgebyen, kammer lysten over i sin mulige modsætning. Lilliputia er en bydel bygget i halv størrelse og befolket af 300 dværge, der faktisk lever i byen, gifter sig, får børn og dør. Dreamland-reklamerne gør meget ud af at fortælle, at inden for Lilliputias mure hersker andre - moralsk lavere - love end udenfor.
I Verdens Undergang opføres ved hjælp af teatervirkemidler blandt andet Pompeis udslettelse, men den store, vaccinerende destruktionsoplevelse fås i Kamp Mod Flammerne. Et hotel er bygget op af sten og stål, og flere hundrede statister, der spiller hysteriske hotelgæster, bliver - for de flestes, men ikke alles vedkommende - reddet af brandkorpset, mens hotellet efterhånden står i flammer. Skuespillet tager metropolens mørke side, den astronomisk øgede risiko for katastrofer, op til gysende bearbejdning.
Det er historiens ironi, at en kortslutning i facadeskiltet på forlystelsen Verdens Undergang i 1911 får gnister til at springe og sætte ild til parken. Slukningsanlægget er under al kritik, ligesom 'brandkorpset' fra Kamp Mod Flammerne er de første til at flygte fra branden, der i en stærk vind breder sig til hele parken med eksplosionsagtigt hast.
Også Luna rammes af ulykker. Efter grundlæggerens død udvandes temaet og parken ødelægges endeligt af en række brande i 1940'erne.
På den modsatte kyst ved Los Angeles grundlægger Walt Disney i 1955 Amerikas næste og mere holdbare bud på temaparken, Disneyland, som er underopdelt i en række temaer med hver deres markante kørende forlystelse plus spise- og shoppingfaciliteter: pirattiden, en fremmed planet, guldgraver-miljøet, eventyrets fantasiverden og den ærkeamerikanske provinsby.
Tivoli fortæller gerne, at Walt Disney flere gange aflagde besøg i eventyrhaven ved Rådhuspladsen for at få inspiration til sine temaparker. Men den modernistiske og afmålte Danish Design-stil, der prægede Tivoli i 1950'erne, finder man ingen spor af i Disneyland og aflæggerne. Derimod tager Disneyland tråden op fra Luna og Dreamland, der igen er nært beslægtede med Broadway-showenes vældige scenerier.

Inspirationen Disney-Tivoli går i dag tydeligvis den modsatte vej over Atlanterhavet. Tivolis Orient-område byder i bedste Disney-ånd på en markedsføringsmæssig trekant (ægte Disney har dog et fjerde element, nemlig hotel-overnatning i temaomgivelser). De tre elementer er en markant hovedattraktion, Det Gyldne Tårn, orientalsk køkken i spisehuset Aladdin samt Bazaaren, hvor man blandt andet kan købe tæpper, røgelsespinde, parfumeflasker og beklædningsgenstande - alt sammen i gennemdesignet orientalsk stil. Varesortimentet har været under udvikling i halvandet år, så der er puslet om detaljerne og ikke tale om billige souvenirs i traditionel forstand.
Imellem bygningerne i Orienten gennemføres for stemningens skyld med mellemrum mavedans, gøgl, slangetæmning og fremvisning af en levende kamel. De gode Tivoli-betjente og almindelige tjenere har alle måttet smide de velkendte uniformer for at trække i pludderbukser og fez. Også dette træk minder om Disneyland, hvor medarbejderne i erkendelse af den supplerende skuespilopgave i øvrigt kaldes cast members (del af rollebesætningen).
I temaet fungerer de kørende forlystelser især som vartegn og børnemagneter. De nye og på sigt afgørende indtægtsmuligheder ligger derimod i de dyre restauranter og gavebutikker, som de voksne ventes at frekventere. Tivoli går med denne del af temaerne efter de mere velbeslåede blandt især turister, men også lokale borgere. I amerikanske temaparker har forbrugerne vænnet sig til denne tillægsudgift. Dette minder om dele af filmindustrien - f.eks. i forbindelse med Star Wars-filmene - hvor det i dag ikke er usædvanligt, at merchandise-produkter som legetøj og t-shirts i filmens tema overgår billetsalget i indtægt.
Det er sådanne indtægter, der er interessante blot i behersket skala, Tivoli drømmer om. At guldet i eventyrland dog ikke uden videre kan plukkes af træerne sås i EuroDisney (nuværende navn: Disneyland Paris), der efter åbningen i starten af 1990'erne fik store økonomiske problemer, blandt andet fordi det forventede salg af gaver og souvenirs var langt lavere end forventet. Europæerne var simpelt hen ikke vant til at at lægge endnu en formue, når de dyre indgangsbilletter først var betalt.

Mens Tivoli prøver at hoppe på det internationale underholdningstog, lader det bemærkelsesværdigt nok til, at hovedstadens anden store forlystelsespark, Bakken, satser på at fortsætte ad et provinsielt sidespor. Ude i Dyrehaven er der langt mellem turisterne, mens jævne københavnere sidder tæt på bænkene i Ølgod.
Bevares, også Bakken fornyr sig med nye spektakulære køreforretninger. Men tempoet i udviklingen er lige så behersket som almindelige danskeres begejstring for euroen, gensplejsning og anden nymodens djævelskab.
Da en hel karré på Bakken brændte ned i 1998 - brande og tæt bebyggede forlystelsesparker hører sammen - greb man bevidst ikke chancen til at udtænke et tema. Nej, hele kolonihavebyggeriet skød op igen, i alle former, stilarter, kulører og med skilte, som gør en dyd ud af at bruge flest mulige skrifttyper på en gang.
Det er så gennemført stilløst, at det næsten ligner et tema. Bakken er i den grad kulturelt intakt, med havenisse-dekorationer og et stort islæt af herlige gør-det-selv-aktiviteter.
Her kan voksne (og børn) køre ad rutchebane på røven, klatre på en lumsk svingende rebstige, cykle rundt i en svane, mens man kigger ned på vandrutchebanen, skyde en levende nar af pinden, score mål med en rigtig fodbold, der ind imellem hopper langt væk fra foden og febrilsk må reddes fra at forsvinde i folkemængderne...
Hvilket spring til Tivolis designsikre araberparfumeflakoner, der skal lokke de amerikanske turisters tegnebøger frem. Tænk om disse oplevelseshungrende mennesker i stedet for at besøge endnu et orientalsk tema turde løse billet til Klampenborg-toget og ende i noget så eksotisk som dansk småborgerlig hygge med godmodig søndagsbrandert på. Sikke et etnisk chok.

For en ordens skyld: Asger Liebst er ikke i familie med Tivolis adm. direktør, Lars Liebst.Red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu