'Folkestyrets lov - Grundloven 150 år' indeholder flere markante indlæg, men som helhed fremviser bogen mest uforpligtende prøveballoner
Ny bog
Mange politikere, eksperter og 'opinionsdannere' ved, at grundloven er forældet. To tredjedele har stået uændret siden 1849. Men det er usikkert om vælgerne har forstået problemerne. Under en tredjedel af befolkningen har nogensinde læst grundloven. Det forhindrer ikke, at de fleste ifølge undersøgelser er glade for den. På linje med Dannebrog, dronning Margrethe og brødrene Laudrup.
Denne Morten Korchske grundlovsglæde udnyttes af Pia Kjærsgaard. For i modsætning til eliten vil hun ikke have en ny grundlov. Inden nogen overhovedet har fremført konkrete ændringsforslag er hun sikker på, at hun ikke vil være med. Hun vil tydeligvis bruge danskernes glæde over den lov, de ikke kender, til at opsamle støtte til sin nationalpopulisme.
Konsensus-eliten har også et andet problem. Den har ikke dannet konsensus om hvilken ny grundlov, vi skal have. Derfor bruges grundlovens 150-års jubilæum til at udsende en lille flodbølge af bøger, hvor eliten drøfter grundloven. Nogle politikere følger intenst med: Tegner der sig mulighed for konsensus om noget, som vælgerne kan forstå?
Den foreliggende bog med bidrag af "ministre, politikere og opinionsdannere" viser, at der er et stykke vej igen. Allerede i et så grundlæggende spørgsmål som hvad man skal bruge en forfatning til er der forskelle: Jens Peter Christensen ser den som et regelsæt til sikring af ordnet magtudøvelse, mens Per Stig Møller - lidt uafbalanceret - ser den som en sikring mod misbrug af magt. De to opfattelser kan nok følges et stykke ad vejen, men de lægger tyngdepunkterne forskelligt.
Skal, skal ikke
Lars Nordskov Nielsen vil i en udmærket artikel have udvidet grundlovens menneskerettighedskatalog. Det samme vil Aage Frandsen. Bertel Haarder vil især styrke frihedsrettighederne og Knud Aage Frøbert ønsker ret til information.
Hans Skov Christensen frygter på den anden side, at en grundlovsændring vil tømme grundloven for de "sidste reelle frihedsrettigheder". Han vil have mere kontrol med statens økonomiske magt. Men i øvrigt foretrækker han, at vi ikke ændrer grundloven, som han forsøger at besynge med vist nok for ham usædvanligt lyriske vendinger.
Mange af forfatterne står usikre over for, om det endnu er opportunt at gå ind for en ændring af grundloven. Efter i en god indledning at have talt for en grundlovsændring henfalder således Jens Peter Christensen til en vis reservation. Diskussionen føres med tilforladelig jysk snusfornuft, men spørgsmål som opløsningsretten og folkeafstemninger får en alt for kortfattet behandling.
Christensen slutter sin artikel nærmest med at anbefale at overveje ændringer på visse punkter: Rigsrettens afskaffelse, suverænitetsspørgsmålet, magtadskillelse, domstolenes prøvelsesret mm. Artiklen kunne nok med fordel have koncentreret sig om færre emner for til gengæld at søge dybde. Og som ekspert kunne forfatteren vel godt have skrevet mere helhjertet.
Svært for Ivar Hansen
Det er ikke nemt for Ivar Hansen at være i et parti, som er skeptisk over for en grundlovsændring, når han nu selv ser et behov. Han vil "engang" bl.a. ændre lovgivningsprocedurerne og styrke Folketingets ledelse. Og han vil med god grund have afgrænset Folketingets kontrolfunktion over for den udøvende magt med henblik på, at den vendes fra det personfikserede til en drøftelse af administrationens tilrettelæggelse og ansvaret herfor.
Niels Helveg Petersen balancerer mellem lyrik om det gode danske samfund og indpakkede erkendelser af bl.a., at de fleste danske ministre sidder alt for kort til at sikre en demokratisk styring af embedsmændene, samt af at den danske grundlov er absurd vanskelig at ændre. Forholdet mellem regering og Folketing trænger på udenrigspolitikkens område til modernisering, mener Helveg.
Grundlovens paragraf 20 finder Helveg alt andet end ideel, men han ved ikke, hvad der skal gøres ved den. Udenrigsministeren drøfter ikke det problem, at grundloven ikke omtaler "humanistiske aktioner", som kan misbruges til at rode Danmark ind i en krig.
Umodne danskere
Bertel Haarder mener, det har lange udsigter med en ny grundlov. Haarder har ikke megen tillid til den danske befolknings modenhed og ansvarlighed, idet han ikke venter, at vi gider stemme for en ny grundlov. Derefter går Haarder alligevel over til at drøfte proceduren for en grundlovsændring. Artiklen er symptomatisk for mange politikeres ambivalens over for spørgsmålet.
I nogle tilfælde kan det være svært at forstå valget af emne eller forfatter. Ebbe Lundgaard ender i brede lyriske almindeligheder i sit indlæg om grundloven og kulturen. Artiklen er et fælt eksempel på svulstig national selvglæde. Den tilfører ikke debatten om grundloven noget konkret.
Men endnu uheldigere er det at lade kirkeministeren skrive om kirken og grundloven. Intet område er så ømtåleligt. Kirken trænger til friske tanker udefra. Vi har meldinger om, at intet sted i verden har en kirke været så ringe til sin erklærede opgave: At formidle det kristne budskab. Kirken mangler organisation, demokratisk konsekvens og klarhed over sin økonomi. Kirkeministeren er imidlertid i kraft af sin rolle den sidste, der kan levere frie tanker. I denne artikel trædes forudsigeligt vande med store plask. Politikerne er tilfredse så længe, der ikke er for meget vrøvl i og med kirken. Og kirkeministeren er den sidste, der skal risikere at provokere de stærke følelser i kirkelige kredse.
Samlet bud på grundlov
Så er der anderledes saft og kraft i Knud Aage Frøberts ønske om at grundlovsfæste princippet om offentlighed i forvaltningen. Også Aage Frandsens bidrag er behageligt fri for letbenethed. Her skriver en politiker, som er ægte interesseret i en forbedring af grundloven og som ikke er bange for at forpligte sig.
Engang mente man vel, at det var politikernes opgave at gå i forvejen og vise vejen - ikke at ligge og luske bagerst i feltet - og Frandsen gør et agtværdigt forsøg på at leve op til klassiske idealer for politikere. Han har stor personlig andel i, at SF i denne sag står for noget, man kan respektere. Partiet har et samlet bud på en ny grundlov, mens de andre partier endnu famler sig frem i denne sag. I bogen præsenterer Frandsen især synspunkterne vedrørende menneskerettighederne.
Ætsende bidrag
Samlingens mest ætsende bidrag er skrevet af Gorm Toftegaard Nielsen. Juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen skriver med anledning i Tvind-dommen. Lige den taler jo ikke så stærkt for en ændring af grundloven. Men artiklen graver dybere og bredere og retter ganske radikal kritik mod grundloven.
Den ubestikkelige Toftegaard Nielsen retter tillige en hård kritik mod det juridiske establishment, som ikke mindst i København hidtil har været arrogant og respektløst over for magtdelingsspørgsmålet. Derved har man også banet vejen for den magtens arrogance, som fik Folketinget til at vedtage den famøse Tvind-lov. Man har villigt leveret grundlag for den danske uskik med særlove. Man har overset, at man i 1953 med folketingsparlamentarismen i den danske aftapning ophævede modsætningen mellem Folketing og regering. Risikoen er, at Folketinget slet ikke ønsker at kontrollere regeringen.
Artiklen viser, at ikke alene grundloven, men også de juridiske lærebøger bør nyskrives.
Den er hele bogen værd. Men som helhed fremviser bogen mest uforpligtende prøveballoner.
De er en del af en politisk proces, som kan få stor betydning.
*Folkestyrets lov - Grundloven 150 år. Med bidrag af Niels Helveg Petersen, Margrethe Vestager, Per Stig Møller, Jens Peter Christensen, Ivar Hansen, Gorm Toftegaard Nielsen, Hans Skov Christensen, Lars Nordskov Nielsen, Knud Aage Frøbert, Aage Frøbert, Ebbe Lundgaard og Bertel Haarder. Redigeret af Niels Sørensen og Morten N. Jakobsen. 208 s. med tegninger af Erik Werner, 249 kr. Høst og søn
