Det lykkeligste sted på jorden

USA-korrespondenten Tom Buk-Swienty leverer med sit roadtrip gennem Clintons USA 90'ernes bedste danske bud på en amerikansk rejsebog

Rejsebog
"Vestpå ligger drømmene, de fremmede horisonter, håbet, eventyrene. Det er, hvad Lewis og Clark fortalte os. Det er, hvad alle pionererne lærte os, det er, hvad de mange roadbøger påstod. Det er, hvad amerikanske musikere synger. Det er, hvad hele den amerikanske selvforståelse handler om."
Og det er, hvad der i sommeren 1997 drev den historieuddannede journalist Tom Buk-Swienty ud på de amerikanske veje sammen med hustruen Annette og deres fire-årige søn Alexander. Rammen om de tre Road Warriors' amerikanske dannelsesrejse er en olivengrøn Nissan Maxima, som med hilsen til John Steinbeck og hans Rosinante både bliver familiens hjem på rejsen og en mytologiseret medspiller.
Turen starter og slutter i New York, og i løbet af fire uger tilbagelægges 17.000 kilometer i en cirkelbevægelse ned omkring Atlanta, tværs over landet, gennem Sydvesten til den californiske kyst, via Disneyland - the Happiest Place on Earth - nordpå til Seattle i USA's nordvestlige hjørne, og derfra hjemad nærmest i lige linie gennem Montana, de to Dakotastater og Illinois.

I klassiske fodspor
Som historisk klangbund for rejsen opridser Buk-Swienty de væsentligste elementer i det bevægelsesmotiv, der er en så vigtig del af det amerikanske, fra Lewis og Clark ekspeditionen tværs over kontinentet i starten af 1800-tallet til litteraturens klassikere som Mark Twains Huckleberry Finn eller Jack Kerouacs Vejene.
Dele af materialet har allerede været publiceret i en række glimrende rejseartikler, som blev bragt i Weekendavisen og Fyens Stiftstidende i 1998. Buk-Swienty, der indledte sit forhold til USA som udvekslingsstuderende på University of California i 1989, har de sidste fem år været USA-korrespondent for de to nævnte aviser samt Jydske-Vestkysten, og foruden de lange rejseessays har man kunnet følge hans tilegnelse af det amerikanske i anmeldelser i Weekendavisens bogtillæg.
Buk-Swienty er en ligefrem og meget læseværdig fortæller, som i tone og vinkel ligger tættere på den amerikanske forfatter Bill Bryson end på andre danske USA-rejsende, fra 1800-tallets Vilhelm Topsöe og Henrik Cavling til dette århundredes Johannes V. Jensen, Hakon Mielche, Henrik Ringsted, Bo Green Jensen, og hvad de nu allesammen hedder.
Buk-Swientys væsentligste styrke er kombinationen af en akademisk ballast inden for amerikansk historie og den journalistiske erfaring med research og formidling. I rejsenoterne fra familiens roadtrip balancerer han visse steder på kanten til det sludrevorne, men inden man for alvor trættes, skiftes gear og sættes ind med fremstillinger af amerikanske steder, fænomener og mentaliteter, som vidner om både belæsthed og års arbejde som korrespondent.

Amerikansk tidsbillede
I sporet på den trofaste Maxima trækkes brikker til et nuanceret USA-portræt, en tilstandsrapport på kanten til år 2000, hvor optimismen - i hvert fald på overfladen - blomstrer for første gang i fire eller fem årtier. Økonomien er i fremdrift, mens arbejdsløsheden og kriminaliteten falder, den yderste højrefløj er marginaliseret - specielt efter nederlaget i Monicagate - og den amerikanske selvfølelse synes at være i top.
Kradser man lidt i overfladen, er sandheden imidlertid ikke helt så rosenrød. Spændingerne mellem de mange etniske grupper, specielt hvide og sorte, er langt fra gået i sig selv, det vælter ind over grænsen med spansktalende, illegale immigranter, den konstante vækst i forbruget truer miljøet, bilismen er ved at kvæle storbyerne, de anonyme plasticforstæder æder sig støt og roligt ind på naturen, og selv om mange har fået bedre levevilkår, er republikanernes nedskydning af Clintons socialreform et så markant udtryk for den amerikanske befolknings dybt forankrede angst for 'europæiske tilstande', at en forbedring af vilkårene for de mange fattige ikke umiddelbart er inden for rækkevidde.
Buk-Swienty har boet i Atlanta, hvilket kommer ham til gode, da rejsen bevæger sig sydpå. Og senere benytter han andre steder eller hændelser som anledning til at referere til sit journalistiske arbejde, hvilket tilføjer stoffet ikke så få vitaminer. Bogen rummer korte og præcise fremstillinger af USA's politiske system, borgerrettighedsbevægelsen, raceproblematikken, højreekstremismen, atomprøvesprængningerne, dødsstraffen, temaparkerne og en række andre af de fænomener, som den USA-rejsende ikke kan undgå at studse over.
Den mest positive overraskelse er imidlertid, at Buk-Swienty har et meget nuanceret syn på det amerikanske, og at han på overbevisende vis gør rede for, at europæernes opfattelse af amerikanerne som overfladiske netop er - overfladisk!

Projektets begrænsning
Mindre stiv er Buk-Swienty på det kulturelle område. At han efter få siders læsning afskriver William Faulkner som en inkompetent tegnsætter, at han fejlstaver Allen Ginsberg og lader det være Bob Dylan - og ikke Bobby Troup - der synger om at få sine kicks på "Route 66", er vel sigende for tempoet i den journalistiske verden, hvor han tjener sit levebrød. Men når han efter at have jaget igennem Elvis Presleys fødehjem i Tupelo to minutter i lukketid placerer The King som en oprører mod Sydens undertrykkelse af de sorte, nærmer det sig en overfladiskhed, som er svær at sluge.
Og når familien med en flot håndbevægelse springer det meste af Syden over, fordi "livet er for kort til Syden," mærker man projektets begrænsning, nemlig at bogen er blevet til som en udvidelse af en artikelserie og ikke omvendt. Ok, den amerikanske selvforståelse handler om bevægelse, men man kan også have for meget fart på. I Syden kunne Buk-Swienty faktisk have mødt den lokalkolorit, som han efterlyser i resten af USA. Her kunne han have fundet et alternativ til det, som Tom Wolfe i romanen A Man in Full kalder 'Seven Eleven-USA'.
Det er imidlertid mindre indsigelser over for et værk, som ikke blot giver indsigt, men også formidler en rejseglæde, der forplanter sig til den læsendes fodsåler. Som i denne passage, hvor den lille familie omsider har fundet det store amerikanske rum i nattemørket på en backroad i Texas: "Glæde strømmede igennem min krop. Vi var 'on the open road'. Og det føltes rigtigt. Maxima var blevet vores hjem og vejen vor hjemstavn."
Enhver der ikke får kløe i speederfoden af at læse den slags, burde have frataget sit kørekort.

*Tom Buk-Swienty: Amerika Maxima. Et dansk roadtrip gennem Clintons USA. 336 s. 298 kr. Rosinante. Udkommer i dag