Læsetid: 5 min.

Manden med guldfløjten

31. maj 1999

James Galway er stadig stærkest i de små, enkle melodier, men han er også en teknikker af høj karat - nu fejrer han sin 60-års fødselsdag med en turné og en cd-boks, der favner musikhistorien fra barokken til i dag

KONCERT & CD
Han er og bliver en entertainer - af væsen og af profession. Den lille irer med den store klang er blevet 60, men han er stadig lige så pjattet og egenrådig, som da han i 1975 - ganske uhørt - vinkede farvel til stillingen som solofløjtenist i Berliner Filharmonikerne for at tage fat på den freelance-karriere, der har gjort ham verdenskendt langt ud over den klassiske musiks grænser.
Lørdag nåede Galways fødselsdagsturné til København, og i Tivolis Koncertsal viste han, at han fortsat har glimt i øjet. Han kan li' at optræde i sin guldbroderede vest. Maven vidner om en livskunstner med sans for bordets glæder, og han vil stadig hellere kvittere for bifaldet med en lun bemærkning end med et stift buk. Ofte lyner hans musikalitet stærkest, når musikken på nodepulten foran ham er svagest.
Prokofievs sonate, der er en hjørnesten i kammermusikrepertoiret for fløjte, fås måske bedre med andre kunstnere. Men næppe andre kan aflevere en virtuos banalitet som Francesco Morlacchis Il Pastore Svizzero sådan, som Galway kan. Hans teknik på tværfløjten er fænomenal, og han investerer hele sin musikalske naturbegavelse i de banale, små melodier. Manden er til det poppede - let's face it and let's enjoy it! Så meget desto mere skuffende var det, at han mod sædvane ikke afsluttede rækken af ekstranumre med at hive en penny whistle frem og give et par letbenetheder til bedste.

Franske eksamener
Musikalsk set var der både levende og knap så sprælske passager i Carl Reineckes store sonate, som indledte koncerten. Men Danny Boy med Galway - aftenens første ekstranummer - var stor kunst. Hans kerneprægede, fokuserede klang i instrumentets dybeste oktav er enestående. Med de enkleste midler fik han det største ud af det mindste. Karakteristisk nok kastede han sig umiddelbart derefter over en transskription af Humlebiens flugt, der i tempo, virtuositet og frasering sagde spar to til det meste. Det enkelt melodiske og det teknisk hundesvære har altid været Galways forcer.
Det er ikke alle beskåret at kunne underholde et stort, bredt sammensat publikum en hel halv aften med lutter gamle eksamensopgaver fra Pariserkonservatoriet, hvor instrumenttekniske krav dominerer på bekostning af gedigen musikalsk sammenhæng og substans. Galway gjorde det. Hele koncertens anden halvdel var besat med obskure komponistnavne som Jules Mouquet og Paul Taffanel. Navne, der ganske vist betyder alverden for fløjtenister, men som med rette siger almindelige, ellers musikelskende mennesker ingenting.
Med hjælp fra Jeanne Galway fik vi i denne afdeling Franz Dopplers Andante og rondo. Hustruen spiller glimrende - også på guldfløjte og med samme store, fyldige klangideal for øje som sin mand. (Det stik modsatte ideal, forresten, af det luftige, lette, som den franske fløjteskole står for). Dejligst i den franske afdeling var Mouquets tresatsede La flûte de Pan, hvor Galway rigtigt kunne udfolde sin begavelse for melodisk frasering og svære løb. Vil man have mere af samme skuffe, kan man investere i cd'en med den galwayske titel Music for my Friends, udkommet sidste år, hvorfra hele programmet fra koncertens anden halvdel stammer (BMG Classics/RCA Red Seal 09026 68882 2).

Retrospektiv boks
Det poppede kan nu også løbe helt af med Galway. Hans dugfriske cd her fra maj er en pinlighed, der kan vaske sig. Tango del fuego er en klam gang easy-listening med samba-, salsa- og tangonumre, der hverken sveder eller swinger en meter. De latinamerikanske rytmer er underlagt glat, ucharmerende studieprofessionalisme, der effektivt afliver klassikere som Jobims Girl from Ipanema og Corcovado. På den baggrund er det ikke underligt, at det er god tone at mene, at James Galway er dårlig smag.
Men kan man leve med et voldsomt vibrato i Bach-afdelingen, er Galways 60-års fødselsdags-cd-boks en skattekiste af guldfløjte-godbidder.
Galway må man tage som den musikalske éner, han er. Hans bredde, kernen i tonen, hans legato og den ekstreme power gør hans fløjtespil til noget enestående.

Arrangeret guldklang
Bokssættet med i alt 15 cd'er opsummerer cremen af Galways klassiske bagkatalog, fra starten af freelance-karrieren frem til i dag. Man får dejlige fortolkninger af begge Mozart-koncerterne (den ene oprindeligt for obo) med New Irish Chamber Orchestra og to af Mozarts fløjtekvartetter med Galway og medlemmer af Tokyo String Quartet - herlige sager, som viser en seriøst fortolkende og ubetaleligt velklingende Galway. Sammenspillet med Sabine Meyer i Franz Danzis Concertante er til gengæld ikke sættets største oplevelse. Hits'ene er på: Glucks De salige ånders dans fra The Man with the Golden Flute-albummet, Debussys soloperle Syrinx og et Galway-arrangement af verdens bedste orkesterfløjtesolo, begyndelsen af Prélude de l'après-midi d'un faune, for fløjte og klaver.
Som antydet er der mange arrangementer. Blandt andet César Francks A-dur violinsonate gør sig glimrende klædt ud for fløjte og klaver.
De franske eksamensopgaver er med igen - foruden Fauré, Ibert, Bizet og solide sager som Carl Nielsens fløjtekoncert samt et fyldigt udvalg over fire cd'er af musik fra senere i dette århundrede. Det er musik, som Galway selv har sørget for at bestille og uropføre en del af. Vort eget Radiosymfoniorkester spiller Nielsen, og Lowell Liebermann dirigerer London Mozart Players i sine egne fløjtekoncerter. Foruden den faste partner Phillip Moll akkompagnerer pianisten Martha Argerich i Prokofievs sonate og i César Franck. Men hverken Hindemiths eller Poulencs fortræffelige sonater er med.
Nogen egentlig antologi over fløjtelitteraturens kerneværker er der ikke tale om. Det er og bliver Galways magiske fløjteklang, der står i centrum, også på 60-års fødselsdagsboksen. Take it or leave it.

*Reinecke og Prokofiev: fløjtesonater, Jules Mouquet; La flûte de Pan, Paul Taffanel: Fantasi over temaer fra Francoise de Rimini, Albert Franz Doppler: Andante og Rondo, Francesco Morlacchi: Il Pastore Svizzero. James og Jeanne Galway (fløjte), Phillip Moll (klaver). Tivolis Koncertsal, lørdag
*Tango del fuego. James Galway (fløjte) og div. musikere, BMG Classics 09026 63422 2
*James Galway. Sixty Years - Sixty Flute Masterpieces. Div. komponister fra barok til det 20. århundrede. BMG Classics/RCA Red Seal 09026 63432 2 (15 cd'er)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her