Sydafrikas kommende præsident er formet af apartheid og ANC. Hans mål er at udrydde økonomisk apartheid
Portræt
CAPE TOWN - Skønt syd-afrikanerne endnu ikke har stemt, er der ikke megen tvivl om, hvem der skal afløse Nelson Mandela som landets præsident. Vicepræsident Thabo Mbeki har været klar i kulissen længe.
I realiteten har Thabo Mbeki været den, der har formet Sydafrikas politik og ledet regeringen under Mandelas sidste år. Alligevel stiller både sydafrikanerne og det internationale samfund spørgsmålet: Hvem er Thabo Mbeki?
I modsætning til Mandela er Thabo Mbeki en meget privat person, som skyer offentlighedens søgelys. Han foretrækker at operere bag scenen. Det har stemplet ham som en gåde, en mystisk mand og en kamæleon.
Thabo Mbeki giver måske selv svaret på gåden, når han siger, at The African National Congress (ANC) er hans liv.
ANC som faderfigur
ANC har nemlig spillet en rolle i hans liv lige fra hans fødsel i 1942 i en lille landsby i det tilbagestående Transkei, ikke langt fra den landsby, hvor Mandela er født.
Begge Thabo Mbekis forældre var medlemmer af ANC og det sydafrikanske kommunistparti. Hans far, Govan Mbeki, tilbragte næsten tre årtier på Robben Island. ANC berøvede Thabo Mbeki en normal barndom, og bevægelsen blev i stedet en faderfigur for ham.
Men Thabo Mbeki er også formet af apartheid, som lige fra starten prægede hans liv. Ikke alene var familien meget fattig - apartheid resulterede også i, at familien som så mange andre blev spredt for alle vinde. Mange år før Govan Mbeki blev sendt til Robben Island, mistede Thabo i realiteten sin far til frihedskampen. Thabo Mbeki mistede også sit eneste barn og en bror under apartheid. Begge antages at være blevet dræbt af sikkerhedspolitiet.
Mbeki selv blev aktiv i politik, før han blev teenager. Som 20-årig fulgte han en række andre unge ANC-tilhængere i eksil, først i England, hvor han studerede økonomi. Senere levede han i forskellige afrikanske lande, hvor han bl.a. fungerede som daværende ANC-præsident Oliver Tambos højre hånd og senere som en slags udenrigsminister for ANC.
Høj personlig pris
Journalisten Shaun Johnson mener, at alle Mbekis handlinger skal ses ud fra den rolle, ANC har spillet i hans liv. Bag alle hans handlinger ligger spørgsmålet, hvordan han kan fremme ANCs mål.
Shaun Johnson siger, at Mbeki har betalt en høj psykologisk pris for apartheid og selv i dag er bitter over fortidens uretfærdigheder.
"Ingen skal være i tvivl om den dybe vrede, som Mbeki føler over for den degradering af hans folk, som kolonialisme og apartheid betød," siger Johnson.
Politisk set er den vrede oversat til en ambition om at udrydde den økonomiske apartheid, som stadig betyder, at de hvide sydafrikanere er rige, og de sorte er fattige.
Den betyder også, at han ikke har meget tilovers for hvide, som klager over, at deres leveforhold er blevet forværret efter apartheids afskaffelse.
"Han hader ikke hvide, men han hader afgjort alle rester af et hvidt overherredømme," siger Johnson.
Man skal ikke forvente, at Thabo Mbeki vil fortsætte Mandelas forsoningspolitik og eksempelvis drikke te med apartheid-arkitekten Hendrik Verwoerds enke, som lever i en "afrikaaner-republik".
Hans filosofi om en afrikansk renæssance, der skal se kontinentet rejse sig politisk, økonomisk og psykologisk, kan også ses som en reaktion på at være vokset op under et hvidt overherredømme.
Mbeki er vellidt både blandt politikere i udland og indland. Han er kendt som en intellektuel politiker, en god manager, en glimrende strateg og skribent. Selv blandt politiske modstandere som Constand Viljoen, der er leder af det højreorienterede Freedom Front, er Mbeki vellidt.
Indadvendt læsehest
Hans største problem er ikke politisk, men at han skal afløse den karismatiske Mandela. Thabo Mbeki, der allerede som dreng var en indadvendt læsehest, mangler Mandelas folkelige appeal og status.
"Han har stået i skyggen af Mandela i fem år. Og det er ikke et let sted at stå," siger Constand Viljoen.
Skønt Mbekis popularitet er steget gevaldigt, er mange fortsat usikre på, hvad de skal mene om ham. 70-årige Dorothy Williams, som lever i en farvet township i Cape Town, er typisk. Adspurgt om hvad hun mener om Mbeki, siger hun: "Jeg håber, han bliver god".
Mandela har hun til gengæld en klar mening om. "Mandela er som Moses - han ledte sit folk til friheden," siger hun.
Skønt ingen Moses anser de fleste politiske analytikere Thabo Mbeki for en bedre politiker end Mandela. De mener, han med sin internationale erfaring, økonomiske uddannelse og pragmatiske holdning er langt bedre i stand til at føre Sydafrika ind i det næste årtusinde.