Læsetid: 6 min.

Milosevic 1989 - NATO 1999

19. maj 1999

Ejendommeligt nok har NATO bragt sig i en situation, der kan minde om Serbiens for 10 år siden

Kommentar
I slutningen af marts for 10 år siden tog Slobodan Milosevic en fatal beslutning.
Han lod sine panserkøretøjer omringe det lokale parlament i Kosovos hovedstad Pristina. Forsamlingen blev presset til at afgive sine beføjelser til det serbiske parlament i Beograd.
Kosovos selvstyre, der var oprettet med den jugoslaviske forfatning i 1974, var ophørt. Milosevics beslutning i 1989 var ikke kun udsprunget af magtbegær. Siden de første Kosovo-uroligheder efter Titos død, i 1981, var den etniske spænding steget i provinsen.
Det er i dag klart, at de serbiske klager over albansk pres mod mindretallene i Kosovo ikke var ubegrundede, selvom de blev spillet for kraftigt op i serbisk presse. Fra 1981 til 1991 steg antallet af albanere i provinsen fra 1.237.000 til 1.607.690, mens antallet af serbere faldt fra 209.500 til 195.300.
Eller udtrykt i procent: 30 procent forøgelse af albanerne mod et fald på 7 procent for serberne. Samtidig øgedes albanernes økonomiske styrke i provinsen på serbernes bekostning, ikke mindst på grund af de penge, albanerne i emigration sendte hjem til provinsen. Derfor havde en del serbere og medlemmer af andre mindretal ladet sig købe ud af Kosovo, hvor arbejdsløsheden i øvrigt var langt den højeste i Jugoslavien.

Forfatningsbrud
Milosevics voldelige undertrykkelsespolitik gjorde imidlertid ondt værre. I 1990'erne er serbernes stilling blevet yderligere svækket i provinsen, fordi den serbiske regerings undertrykkelse øgede de lokale albaneres pres på de lokale serbere. Samtidig var bruddet på 1974-forfatningen et farligt tegn til andre dele af Jugoslavien, det stimulerede antiserbiske følelser i Jugoslaviens vestlige republikker og rystede tilliden til den forfatningsmæssige orden. Da voldspolitikken også blev forsøgt mod slovenerne og kroaterne, gik det helt galt.
Og bolden rullede i 1992 videre til Bosnien. Det eneste område, som blev helt sparet, var Republikken Makedonien, som Milosevic frivilligt opgav i 1992. Uden tvivl en af hans klogeste beslutninger. Nu er bolden rullet tilbage til Kosovo.
Tragedien dér er, at krigen i virkeligheden kunne have været undgået. Rugova og hans parti LDK's ulydighedsstrategi ville kombineret med udlandets sanktioner have slidt det serbiske regime op, som det skete med apartheid-regimet i Sydafrika.

Krise i Beograd
Da befrielseshæren UÇK startede sin offensiv i begyndelsen af 1998, blev situationen endnu farligere for regeringen i Beograd, som netop da befandt sig i dyb krise. Beograd-regeringens forsøg på at nedkæmpe UÇK sendte store mængder af Kosovos befolkning - både albanere og serbere - på flugt internt i provinsen, øgede den politiske spænding mellem Serbien og Montenegro og forstærkede udlandets pres mod Beograd. I oktober 1998 bøjede regeringen sig for udlandets bombetrusler, og der blev indgået en våbenstilstand i provinsen overvåget af en ubevæbnet OSCE-styrke.
Det blev - modsat den herskende opfattelse i dag - en midlertidig succes. Det er urigtigt, når politikere som den engelske premierminister Blair og NATO's generalsekretær Solana i dag skildrer forløbet mellem oktober og marts som en kæde af serbiske overgreb, der beviser regimets upålidelighed - de udelader ganske provokationer som UÇK's massakre i Pec den 15. december 1998 og kidnapning af otte serbiske soldater i begyndelsen af januar 1999. Men Beograd-regeringen burde have forudset, at UÇK ikke ville holde sig i ro - dens største fejl i efteråret 1998 var i virkeligheden, at den modsatte sig indsættelsen af en international militær- og politistyrke.
For kun dette havde kunne sikre freden både for det albanske befolkningsflertal og det serbiske mindretal. Det er tragisk, at denne chance er blevet forspildt. Hovedansvaret herfor ligger i Beograd. Men man kunne måske have fremmet en sådan løsning ved en mindre brutal forhandlingsteknik.

Magtens sprog
I næste krise, januar-marts 1999, var amerikanerne den drivende kraft i en yderligere optrapning af trusselpolitikken. Kun på overfladen mindede Rambouillet-forhandlingerne om Kosovo i 1999 om Dayton-forhandlingerne i 1995, som skabte fred i Bosnien og Kroatien.
Hvor disse havde været overordentlig velforberedte og haft karakter af reelle forhandlinger, tjente Rambouillet kun til at legitimere et diktat over for Kosovo-albanerne og et ultimatum til serberne, hvis aftaleudkast slet ikke blev taget op til drøftelse.
Nu skulle der alene tales 'magtens sprog' med Milosevic. Parallellen mellem marts 1989 og marts 1999 er tydelig. I begge tilfælde var det politikerne, der valgte 'magtens sprog' - på trods af militærets betænkeligheder. Men i ingen af tilfældene førte det til de tilsigtede resultater.

Boomerang-effekt
NATO's flyangreb har hidtil kun medført national samling bag en præsident, hvis magtgrundlag havde været smuldrende i flere år. Beograd-regimets desperate modreaktion: Massefordrivelse af albanere fra Kosovo, har vist sig at være en direkte boomerang.
Derfor har Milosevic nu erklæret sig villig til, at Kosovo-albanerne kan vende tilbage under overvågelse af en international styrke. Man skal ikke forvente, at han kapitulerer betingelsesløst over for NATO. Men kan man finde en udvej, der ikke er for ydmygende for ham, vil han gå ind på et kompromis, som i realiteten vil indebære det endelige nederlag for den politik, han har ført de sidste 10 år: At han nok selv skulle løse Kosovo-spørgsmålet, på egne præmisser.
Der er en udbredt modvilje i NATO-ledelsen mod et 'råddent kompromis'. For ligesom Milosevic i 1989 og senere ville diktere modparten sin vilje, således vil især den amerikanske og engelske ledelse gerne diktere Milosevic sin. Men ved på denne måde fortsat at ville spille magtens totale spil handler man i virkeligheden ligeså visionsløst som Milosevic for 10 år siden. Og ganske som Milosevics politik er faldet tilbage på serberne som nation, er NATO's nuværende aggessive politik ved at falde tilbage på amerikanerne.

Tragisk ironi
Der er en dyb og tragisk ironi i, at både amerikanerne og jugoslaverne, som hver på deres måde bidrog væsentligt til nederlaget for Hitler-diktaturet, i dag bliver sammenlignet med dette. Milosevic er blevet et symbol på serbisk arrogance og trang til at påtvinge andre sin vilje - Clinton er for mange blevet et symbol på amerikansk arrogance og dominans.
I Europa spørger stadig flere sig selv, om kontinentet ikke ville være bedst tjent med at løse sine problemer selv. Spørgsmålet om en sikkerheds- og forsvarspolitisk dimension af EU er pludselig blevet aktualiseret, nogle taler endda allerede om en Europa-hær og NATO's opløsning, hvor en sådan tanke for få måneder siden ville have været helt usandsynlig.
Skal NATO redde sin troværdighed som sikkerhedsorganisation for sine medlemmer, bør organisationen kraftigt overveje at søge tilbage inden for rammerne af den hævdvundne internationale retsorden i stedet for at forsøge med magt at omdefinere den.
For ellers kan det gå dén, som det gik det Jugoslavien, som Milosevic erklærede at ville redde, men ødelagde. Og for dem, som føler ubehag ved tanken om endnu engang at se Milosevic ved forhandlingsbordet, er der kun at sige, at selvom hans loyale mediefolk sikkert vil vide at sælge en fredsordning som endnu en sejr for den jugoslaviske præsident, vil flertallet af befolkningen hurtigt se det som endnu et af hans mange nederlag. Især hvis en fredsordning følges op af Jugoslaviens integration i det europæiske samarbejde.
For en sådan vil regimet næppe kunne overleve ret længe. Hvad kan vesten så gøre i den aktuelle situation? En nærliggende strategi ville være at få tilslutning fra FN's sikkerhedsråd til en plan, som ville indebære fem elementer i følgende rækkefølge:
Et suspendering af luftbombardementerne, en tilbagetrækning af de serbiske tropper fra Kosovo baseret på realistiske frister, udstationering af en international styrke efter SFOR-modellen fra Bosnien, med mandat fra FN, samtidig med en afvæbning af UÇK, og endelig en substantiel hjælp til genopbygningen af den ødelagte provins.
Ledelsen af den internationale styrke, som bør have deltagelse fra russisk side, må formentlig være en NATO-general, men fra et af de lande, som har været mindre aktive i konflikten, f.eks. Portugal eller Grækenland.

FN-mandat nødvendigt
Der skulle også være FN-mandat til at genoptage bombningerne, hvis den serbiske side ikke overholder aftalen. Med hensyn til områdets fremtidige status skulle man føre reelle forhandlinger på basis af de forslag, som blev fremlagt fra begge sider under Rambouillet-forhandlingerne, med et substantielt hjemmestyre under international kontrol baseret på demokratiske, OSCE-kontrollerede valg som bundlinien for en aftale.
En sådan pakke vil være det, som hurtigst kan sikre Kosovo-befolkningens tilbagevenden til deres hjem og sikre den rimelige vilkår. Og det var vel egentlig det, der var formålet med NATO's aktion?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu