Læsetid: 4 min.

Museet som tidskapsel

22. maj 1999

Muserne får stadig mere plads, de flytter ind i industriens forladte haller, men hvordan trives de dér?

Æstetik
Musernes tempel, det er det, ordet museum kommer af. I museernes klassiske, borgerlige etableringsfase i forrige århundrede lagde man vægt på, at bygningen, der dannede ramme omkring de skønne kunstner, i sig selv skulle være skøn. Den skulle være et tempel for kunsten, sætte en standard for den gode smag og give de besøgende mulighed for at kontemplere og forfine deres dannelse i de smukke udstillingssale. I dag forholder det sig anderledes. Museerne udvider, der nybygges, eller der bygges på livet løs i allerede eksisterende bygninger, som ofte er forfaldne og rå. De nye museer synes bygget efter Rodins gamle dictum: "Skønnere end den skønneste ting, er dog den skønneste tings ruin." Det industrielle byggeri fra omkring århundredeskiftet synes at have museumsfolkenes præference p.t., det blege, sortklædte folk drømmer om solide jernkonstruktioner og pommerske fyrreplanker.
Nedlagte elektricitets- og gasværker, banegårde, gamle fabrikker og varehuse overtages mange steder af visionære museumsfolk, der ønsker at iscenesætte nutidskunsten i disse hard core og rå omgivelser. Dog altid således, at der sættes en hvid, neutral kube omkring den industri-romantiske ramme. En æske i æsken så at sige.

Plads til 'sideoplevelser'
Hvor et typisk kunstmuseum fra 1900-tallet viede 90 procent af pladsen til udstillinger og 10 procent til andre formål, forholder det sig omtrent omvendt her i slutningen af 20. århundrede, hvor ca. en tredjedel af pladsen vies til udstillinger og to tredjedele andre formål. Således også Statens Museum for Kunst, der for 245 mio. kroner ikke har fået meget mere plads til kunst, men til gengæld giver fyrstelig plads til boghandel, cafeteria, amfiteater og børnemuseum for ikke at glemme personalefaciliteter, kontorer m.v. Der er rigelig plads til 'merchandising' og 'sideoplevelser', som hægter sig på den egentlige museumsoplevelse. Men man savner kunsten i disse mange rum, og man kan - som tidligere nævnt i herværende dagblad - komme stærkt i tvivl om, det nu er en teknisk skole eller et kunstmuseum, man står og titter ind i fra den amputerede park.

Billigere og bedre i Gent
I Gent indviede man forrige uge et nyt museum i et allerede eksisterende bygværk: Et nedlagt kasino og dansehal, der ligger lige bag det gamle museum. Navnet er SMAK, kort og mundret for Stedelijk Museum voor Actuele Kunst Gent, og det ledes af den foretagsomme museumsmand Jan Hoet, der i kunstverdenen slog sit navn fast ved Dokumenta IX-udstillingen i Kassel i 1992. Man har bygget en ekstra etage ovenpå de eksisterende bygninger, og man har rykket rundt på ruminddelinger, ændret vinduesafsnit m.v. Men det hele er blevet langt billigere og langt bedre end Statens Museum. Det har kostet 280 mio. BF, dvs. ca. 70 mio., kr., Det er et fabelagtigt museum med lyse, lette og fleksible rum, holdt i en størrelse, som mennesker kan holde ud at opholde sig i. Og så er samlingen heller ikke at foragte. Tyngdepunkterne hidrører fra Dokumenta IX, men her er highlights helt tilbage til René Magritte, Francis Bacon og Cobrafolkene over Yves Klein frem til de obligatoriske museumsstykker af Joseph Beuys, den russiske installationskunstner Ilya Kabakov, Anselm Kiefer, Georg Baselitz (en suite helt nye, næsten abstrakt-ekspressive Baselitz'er fra 1999), Gerhard Richter og så selvfølgelig belgiere som Panamarenko, der fylder en hel hal med sit mærkelige truende helikoptermonster, malerier af den unge belgiske maler Luc Tuymans og af den spændende konceptmager Marcel Broedthaers. En eminent gennemgang af det helt nye er der også, på baggrund af en mere bred introduktion og naturligvis mange nedslag i belgisk kunst, der således ses i et internationalt lys.

Det ny Tate
I London indvier man i maj måned næste år et nyt udstillingssted for nutidskunst. Det foregår i den tidligere 'Powerstation', et nedlagt elværk, ved Themsen. Her overføres næste år 5.000 værker fra modermuseet Tate. Det nye museum bliver på 7.500 udstillingskvadratmeter! Man regner med to mio. besøgende årligt. Det ledes af svenskeren Lars Nittve, og det kommer til at hedde Tate Gallery of Modern Art. Det koster omkring 1,5 mia. kroner og det bliver et minimalistisk raffineret stileksperiment, der låner ydre skal fra århundreskiftets industrielle brugsæstetik. Det vil efter alt at dømme komme til at overgå samtlige verdens museer for nutidskunst i omfang og efter al sandsynlighed også i kvalitet. Man opfører desuden en ny gangbro, der skal føre publikum fra Saint Paul's Cathedral i City over til Bankside i den fattige del af byen. Indtil nu fattige. Kunsten plejer at suge pengene til sig. Der vil blive en helt unik udsigt fra museet til
Saint Paul's Cathedral.
London er p.t. et veritabelt mekka for nutidskunst, Charles Saatchi og andre rappe initiativtagere ihukommende.
Lars Nittve beretter åbenhjertigt til SAS' rejsemagasin Scanorama (aprilnummeret) om sin glæde ved sit nye arbejde, om sin glæde ved lækkert designet tøj (han har anskaffet sig to jakkesæt til den nette sum af 14.000 SEK, skabt af designeren Timothy Evere) og om sin hang til sushi. Han stortrives i London. Savner naturligvis konen og barnet i Sverige, men næppe Louisiana.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her