Suedes fornemmelse for 1970'erne er stadig intakt
NY CD
Med det fjerde studiealbum, Head Music, fortsætter ærkelondon-bandet Suede med de hedonistiske tilbøjeligheder, der for alvor blev lanceret på forgængeren Coming Up. Så eftertrykkeligt, at ethvert forsøg på også at udtrykke andet på nyeste udspil nærmest falder til jorden.
Åbningsnummeret og første single-udspil, "Electricity", besynger den omkostningsfrie kærlighed i et heftigt nummer, som indvarsler resten af pladens tempo. Ligesom forgængeren er der gang i Head Music med melodier, som ikke kun taler til hovedet, men også kroppen.
"I feel real now walking like a woman and talking like a stoneage man" vrænger forsanger Brett Anderson i nummeret "Can't Get Enough" og fortsætter i sange, der vanen tro kredser om natteliv og lovprisning af stoffer og sex.
Den altopsugende Brett Anderson er og bliver manden bag Suede, og han har fået samlet et godt hold omkring sig. Udover rytmesektionen bestående af bassisten Mat Osman og trommeslageren Simon Gilbert, også guitaristen Richard Oakes, der som kun 17-årig afløste den højt roste Bernard Butler, som blev smidt ud af bandet. Oakes greb chancen og har siden været dominerende i sit spil, på nyeste udspil i hurtige numre som "Savoir Faire" og ikke mindst "Can't Get Enough".
Men andre kommer også til, Neil Codlings keyboard i det elektroniske "Hi Fi" og i pladens måske bedste nummer, "She's In Fashion", et bedårende, bekymringsfrit stykke easy listening, der bringer lytteren tilbage til 1980'erne eller til dengang i 1970'erne, hvor syntetiske strygerarrangementer skamløst blev benyttet.
90'ernes musik
Og når snakken falder på forbindelsen til 70'ernes musik, er vi henne ved et af de sædvanlige ankepunkter, når man skal diskutere Suede. For hvor originale er de egentlig, når det kommer til stykket?
Man kan mene, at Suede er bevidst om musikhistorien, at de dyrker en rockmusikalsk intertekstualitet og er eklektiske i deres udtryk. Man kan også mene, at de hugger med arme og ben, at de ikke kan skrive numre på egen hånd, og at Brett Anderson har en røvirriterende stemme.
Lytter man til det fantastiske "Film Star" fra den foregående plade, og til det lige så fremragende "She's In Fashion" fra den nye, falder tankerne gang på gang tilbage til starten af 70'erne, til lige før discoen tog over.
Glamrock-perioden er den klareste kilde til inspiration hos Suede, ikke så meget David Bowie, som de tit bliver beskyldt for at have kigget for meget i noderne hos, men måske mere Marc Bolan, da han spillede oppulent glimmerrock med sit band T. Rex.
Men man kan ikke komme uden om, at Suede udtrykker 90'ernes rockmusik på en sublim måde. De kan deres rockhistorie og føjer samtidig noget nyt til. Med det storladne Dogmanstar fra 1994 lavede Suede ifølge mange det bedste album i årtiet. Efterfølgeren, Coming Up, gik den modsatte vej og koncentrerede sig om den mindre prætentiøse popmelodi.
Uforpligtende og glad
Den glade og uforpligtende gå-i-byen-mentalitet vender tilbage på Head Music, hvor midnatsluskeren Brett er den opmærksomme iagttager af nattens jægere og bytte.
Når han tager omkostningerne under nærmere behandling, er det som regel kvinder, der placeres på briksen i sange, hvor tempoet sættes mærkbart ned. Teksterne kan her nærmest virke anmassende, men selv Suede må se i øjnene, at når morgenen kommer og stofferne er sluppet op, indtræder den grå hverdag uundgåeligt. Af de mindre adrenalinpumpende numre er "Asbestos" en lummer melodi om købesex, "Indian Strings" en smuk og desillusioneret sag og "Everything Flows" nærmest en hyldest til hverdagen.
Til gengæld kunne "Elephant Man" godt være skrottet, ligesom sangen om flængen i det britiske flag, "Crack In The Union Jack", virker malplaceret. Måske fordi det er pladens sidste skæring, har den præg af tømmermænd.
Med kun få fejlskud må Suede gerne score samme gevinst som med foregående plade, hvoraf Danmark stod for næsten en tiendedel af det samlede salg. "We'll steal your children and smoke all your hash", synger Suede et sted.
Helt fint med mig.
*Suede: Head Music. Produceret af Steve Osborne. Sony Music
