For øjeblikket synes dansk film uovervindelig. Filmpriser vælter ned over instruktørerne,
og publikum strømmer i biograferne for at se dogme og komedie, alt imens skuespillerne farter til udlandet for at gøre karriere. Information trækker en tråd gennem succesen og pudser krystalkuglen for dansk film
Dansk film anno 1999 er et levende paradoks. På den ene side trækker et par biograffilm, Mifunes sidste sang og Den eneste ene, hundredtusinder af danskere i biograferne, og på den anden side er filmbranchen i oprør over den måde, Filminstituttet forvalter de offentlige støttekroner på. Godt nok har man nys erklæret borgfred, og instituttet har lovet at blive bedre til at tale med og til branchen, men der skal alligevel en hel del arbejde fra instituttets side til, før instruktørerne igen kan trække vejret roligt og gå gennem dørene til Filmhuset i Gothersgade i København, uden at det løber dem koldt ned ad ryggen.
Samtidig er det også først nu, at de film, som den nuværende ledelse af Filminstituttet har været med til at sætte i gang, begynder at ramme biograferne, ligesom de mange flere kroner til filmen, som en fire-årig aftale politikerne imellem sikrede instituttet, heller ikke er begyndt at rulle den rigtige vej - d.v.s. ud i branchen. Deraf selvfølgelig også det store postyr, for vi snakker immervæk om 50 millioner kr. ekstra om året i fire år, hvilket omsat vil betyde en tre-fem spillefilm mere.
Publikumssucceser
Mens den interne uenighed, er godt repræsenteret i medierne for tiden, så blegner det dog ved siden af den succes, som gennem det seneste års tid er blevet flere film til gode.
Thomas Vinterbergs Festen blev set af 396.000 mennesker, Lars von Triers Idioterne af 115.000, og begge film fik et endnu større publikum, da de fornylig fik deres tv-debut på den hemmelige kanal, DR2 - godt over en halv million seere tunede ind på Vinterbergs intense familiedrama. Men det hører jo fortiden til, for begge film fik deres biografpremiere i 1998, og nu skriver vi 1999 og en helt ny statistik.
I stedet drejer det sig om dogme 3, Søren Kragh-Jacobsens liflige Mifunes sidste sang, og Susanne Biers helt igennem vellykkede kærlighedskomedie Den eneste ene. Selvfølgelig går der også andre danske film i biograferne, Torben Skjødt-Jensens visuelle eksperiment Manden som ikke ville dø og Ole Christian Madsens storbydrama Pizza King, men den første figurerer meget lavt i publikumsstatistikkerne, mens det endnu er for tidligt at sige noget om Pizza King. Filmen har dog et stort potentiale, hvis ellers den danske storbyungdom hopper med på historien om fire venner og andengenerationsindvandrere, som lever det hårde liv på Nørrebro.
Pr. 10. maj havde 277.531 mennesker løst billet til Mifunes sidste sang, der således er den tredie dogme-succes i træk, men den har hurtigt tabt terræn til Den eneste ene, der i tirsdags var blevet set af 388.000 - og med rundt regnet 5.000 solgte billetter om dagen, regner filmens distributør og producent, Metronome, med, at den runder de 400.000 billetter, mens De læser dette.
Til sammenligning har Olsenbandens sidste stik indtil videre solgt 625.000 billetter, mens de to Oscarslugere, Livet er smukt og Shakespeare in Love, er blevet set af henholdsvis 100.284 og 150.000 mennesker.
Ny nationalsport
Succesen for dansk film synes uendelig, og film som begreb har nærmest afløst fodbold som nationalsport. "Vi har lige vundet en Oscar, og vores allesammens skuespillere er på vej til udlandet" - i stedet for at heppe på håndbold- eller curlingpigerne følger vi med i, hvordan det går for dansk film. "Vinder vi nu den pris eller ej," tænker vi derhjemme foran skærmen og følger intenst med i striden om filmmillionerne, vælger måske side for eller imod dén eller dén.
Den unge, talentfulde manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen er tre år i træk blevet nomineret til en Oscar for sine små, veldrejede og præcise satirer, og i marts i år vandt han med Valgaften endelig den Oscar, han så aldeles havde fortjent.
Thomas Vinterberg har rejst verden rundt med Festen, og i skrivende stund er han på vej til Cannes Film Festival for at være formand for årets jury i kortfilmprogrammet. Cirklen synes sluttet for den unge instruktør, for hvem hele postyret for alvor startede, da han på sidste års festival blev tildelt Juryens Specialpris for Festen.
Søren Kragh-Jacobsen vandt en Sølvbjørn for Mifunes sidste sang ved Berlin Film Festivalen i februar, hvor også filmens kvindelige hovedrolleindehaver, Iben Hjejle, blev fremhævet for sit spil. Og nu er den smukke skuespillerinde på vej til USA for at spille hovedrollen i engelske Stephen Frears' nye film, High Fidelity. Og Ulrich Thomsen, der virkelig bragede igennem med sin hovedrolle i Festen, spiller russisk skurk i den kommende Bond-film.
Dogme-konceptets egentlige ophavsmand, Lars von Trier, som man aldrig rigtig ved, hvor man har, sidder i sin og Peter Aalbæk Jensens nye filmby i Avedøre og forbereder sig på at skulle jonglere den islandske sangerinde Björk, den franske skuespillerinde Catherine Deneuve og ca. 100 millioner danske kroner ind i den stort anlagte musical Dancer in the Dark, der starter optagelser her i maj.
Idémageren
Meget typisk er det von Trier, der hurtigst er tilbage i sadlen i sin jagt på helt nye territorier efter at have udfordret filmsproget og borgerskabet med Idioterne, endnu en grænseoverskridende film fra den excentriske filmmand og gudsbenåede idémagers berømte venstre hånd.
Skal man attribuere dansk films succes til én person, så må det være von Trier. Ingen har som han formået at sætte Danmark på det filmiske verdenskort. Han har formatet som filmskaber og menneske til at gøre sig i det store udland, men er samtidig så bundet til lille Danmark, at han uværgerligt trækker spotlyset med sig og kaster lys over den øvrige danske filmindustri.
Da Gabriel Axel i 1987 vandt en Oscar for Babettes gæstebud, og Bille August året efter vandt én for Pelle Erobreren, scorede De gyldne Palmer for samme film og nogle år senere for Den gode vilje, ville jubelen ingen ende tage. Danmark var efter mange magre år igen kommet i fokus rent internationalt, og vi følte os som filmiske verdensmestre.
Men følelsen gik hurtigt i sig selv igen, da Axel ikke lod til at ville følge op på sin film, og August valgte at henlægge sit virke til udlandet og store, stjernespækkede, 'udanske' produktioner. Og man kan ikke beskylde hverken Gabriel Axel eller Bille August for at tænke i nye og banebrydende baner, når det kommer til udtryk og indhold. Tværtimod har de begge rod i en noget gammeldags, men velrennomeret filmtradition, hvor nutid og hverdag synes ukendte begreber, og billederne er (og bør være) smukke og rolige.
I det små begyndte von Trier at mænge sig med de store i slutningen af 80'erne, hvor han blev opdaget af Cannes Film Festivalens programlægger Gilles Jacob, der selv mener, at han har været med til at 'skabe' instruktøren. I starten vandt von Trier - til instruktørens egen store utilfredshed - flere tekniske priser for sine visuelt imponerende film, men i Riget og i Breaking the Waves fik han så meget styr på menneskeskildringerne og personinstruktionen, at han også begyndte at få større anerkendelse og et bredere publikum.
Kulminationen kom i 1996, da instruktøren vandt Juryens Grand Prix for Breaking the Waves, som siden sammen med Riget I og II har erobret verden og lagt kritikere og publikum for deres fødder.
Derfra gik von Triers uransagelige vej over Dogme 95 og et bevidst ønske om at prøve noget nyt og som sidegevinst at være en torn i øjet på etablissementet. Selv om man ikke kan give ham hele æren for det forgangne års succes, så er der ingen tvivl om, at uden dogme, så ville danske film ikke have skinnet så klart, som de gør nu.
Generationsskifte
Opsvinget i dansk film, der ramte branchen i starten af 90'erne, skyldes også, at en helt ny generation af instruktører, skuespillere, producenter og manuskriptforfattere så dagens lys. Dansk film og tv er kommet ned på jorden og ind i virkeligheden igen - 70'ernes og 80'ernes stivnede filmsprog og formanende pegefingre er lagt bag os - og stadigt flere lysende talenter debuterer inden for deres respektive områder og duperer publikum med deres hverdagsrealistiske, jordnære, visuelt udfordrende, naturlige og intense præstationer.
Sammen med Vinterberg kom Ole Bornedal (Nattevagten), Carsten Rudolph (Menneskedyret), Søren Fauli (Antenneforeningen), Carsten Fromberg (Ondt blod), Niels Arden Oplev (Portland), Aage Rais (Anton), Nicolas Vinding Refn (Pusher), Anders Rønnow-Klarlund (Den attende), Ole Christian Madsen (Pizza King), Lotte Svendsen (Royal Blues) og Jonas Elmer (Let's Get Lost).
Og sammen med Vinterbergs faste skuespiller Thomas Bo Larsen fulgte en lind strøm af nu velkendte ansigter: Ulrich Thomsen, Nicolaj Coster Waldau, Iben Hjejle, Anders W. Berthelsen, Bjarne Henriksen, Sidse Babett Knudsen, Paprika Steen, Rikke Louise Andersson, Kim Bodnia, Mads Mikkelsen.
På producentsiden oplevede man et sandt boom i antallet af produktionsselskaber, skabt af unge, nyuddannede producere, som slog sig sammen med de unge instruktører og manuskriptforfattere for at lave film. Nimbus, Cosmo, Klondike, Balboa, Thura, Jutlandia og så selvfølgelig flagskibet og fyrtårnet, Lars von Triers Zentropa.
Ind i virkeligheden
Som Morten Piil fornylig skrev i en artikel i magasinet Blender, drejer det sig om en generation af filmfolk, der "som den første herhjemme har drukket levende billeder med modermælken." Derfor er instruktørerne heller ikke bange for at bryde med ellers fastgroede traditioner udi billedmageri og god smag, ligesom de gerne krydser den tidligere, fornemmer man, så uoverstigelige linie mellem film og tv og afprøver og skærper deres kunnen på serier som Taxa, om hvilken der er blevet sagt meget, men som er noget nyt og absolut forfriskende på dansk tv.
Samme vante omgang med tv og film har de unge skuespillere, og selv om de gerne laver teater, så føler de sig hjemme i filmens og tv'ets universer og omgås deres sprog lige så naturligt, som var det deres eget.
Dansk dramatik, især den nye, er uhyre populær. De gamle danske film ses som aldrig før på tv og video, mens den ene velkendte tv-serie efter den anden, fra Huset på Christianshavn til Een gang strømer, nyder nationens fulde opmærksomhed.
Nyproduceret og højt profileret dansk dramatik som Charlot og Charlotte, Riget, Strisser på Samsø, Bryggeren, Taxa og ikke mindst en postmoderne Morten Korch scorer skyhøje seertal - også selvom kritikerne ofte vender begge tommelfingre nedad over seriernes ringe kvalitet.
Men hvor man på tv godt kan lokkes til forrige århundredes København eller landlig idyl anno 50'erne, så skal biograffilmene helst have en aktualitet og nogle vedkommende menneskeskæbner, og det er her, at den nye generation af filmskabere og i særdeleshed dogme-filmene for alvor har revolutioneret filmmediet.
For selv om der i bund og grund ikke er noget nyt i, hvad von Trier og hans tre dogme-brødre har forkyndt for Danmark og alverden - kun i måden, de har gjort det på - så har de drejet fokus tilbage på filmmediets egentlige formål, som mange lader til at have glemt i glæden over, hvad der efterhånden kan lade sig gøre: At lave karakterdrevne, vedkommende film, hvor teknikken er til for skuespillernes og historiens skyld og ikke omvendt.
Det har givet genlyd verden over, og selv om mange har rystet på hovedet af dogme-tanken og -filmene, så har hele den afslappede facon og hurtige produktionsomstændigheder, givet en veteran som Søren Kragh-Jacobsen fornyede kræfter, siger han selv, og man kan håbe på, at flere danske filminstruktører vil benytte sig af dogme-opskriften, når de skal genfinde glæden ved og umiddelbarheden i at lave film.
Genrefilmens indtog
90'erne skal også huskes for at være årtiet, hvor genrefilmen for alvor indtog den danske filmscene, der med ét blev hip og moderne. Med Nattevagten beviste Ole Bornedal i '94, at det kan lade sig gøre at lave en effektiv gyser på dansk, som i hvert fald på publikumssiden formår at konkurrere med amerikanerne, genrefilmens mestre.
Siden er fulgt adskillige forsøg udi genrefilmen, blandt andre Martin Schmidts og Dennis Jürgensens Sidste time og Mørkeleg, Jørn Faurschous ungdomsthriller Farligt venskab, Thomas Borch Nielsens techno-thriller Skyggen, Shaky Gonzalez' Nattens engel og ikke mindst Susanne Biers fantastiske romantiske komedie Den eneste ene.
Hvor det ofte går galt, når vi for små penge forsøger at efterligne amerikanerne for meget, så lykkes det gerne, når vi bare er os selv.
Med Peter Green Larsens Baby Doom tog dansk komedie et skridt ind i en ny æra, hvor båndene til den gammeldags og let fjollede folkekomedie blev kappet, og nye forbindelser til nutiden og et moderne samfund etableret.
Allerede havde både Søren Fauli og Lotte Svendsen på hver deres meget forskellige måde satiriseret over den moderne danske virkelighed i film som De skigende halse og Café Hector, men med Baby Doom og altså Den eneste ene synes en rendyrket dansk komedie at være (gen)født.
Mangfoldighed
Man kan indvende mod al den succes-snak, at det jo kun er et par enkelte film, som virkelig har markeret sig. Og det er på sin vis rigtigt, men succesen synes bare så massiv, da den nu har varet i godt et år og ikke lader til at stoppe forløbig. Og den danske filmscene bogstaveligt talt bugner af talent, og selvom Jesper W. Nielsens modige børnefilm Den sidste viking og Forbudt for børn og Wikke og Rasmussens morsomme Motello stort set blev overset af publikum, fordi de var for smalle eller for udfordrende, så vidner de om den mangfoldighed af stilarter og udtryk, som udgør dansk film lige nu. Og som forhåbentlig også er fremtiden.
Desuden kan man vel hævde, at det folkelige fokus på dansk film har været med til at gøre det lettere for Filminstituttets nye ledelse at hive de mange ekstra skillinger ud af et mere eller mindre enigt Folketing. Det er ikke sket før, at filmbranchen har fået så stor en saltvandsindsprøjtning, hvilket, mener flere, også er grunden til, at man aldrig har kunnet ride med på tidligere tiders succes-bølger.
Spørgsmålet er så, om Filminstituttet, der aldrig i dets 26 år lange historie har været så kritiseret, som det er nu, formår og forstår at være med til via en aktiv indsats at gribe succesen og den positive udvikling i dansk film og føre den videre.
Som det er blevet sagt utallige gange før, så drejer det sig både om at guide film igennem en udviklings- og produktionsfase, men også om at give slip og turde satse på det skæve, underlige og nyskabende, for det er på den måde, at filmsproget kommer til at udvikle sig - og Danmark kommer på verdenskortet, som en mægtig filmnation.
Man kan glæde sig over, at der stadig er mange farver på paletten, og at fremtiden - d.v.s. det næste års tid - under alle omstændigheder byder på alskens genrer og udtryk. Ikke mindst venter vi spændt på den fjerde dogme-film, der har manuskript af manuskriptvidunderet Anders Thomas Jensen og instrueres af Kristian Levring, von Triers musical Dancer in the Dark, Søren Faulis første spillefilm, komedien Grev Axel, Aage Rais' krigsskildring På fremmed mark. Og som en gennemlæsning af modstående side vil vise, så er der mange flere spændende og forskelligartede film på vej fra unge som ældre, debutanter som erfarne og kvinder som mænd.
Om også succesbølgen med store publikumstal og international interesse kan føres videre, må tiden vise, men der er i hvert fald talent at bygge videre på og penge til at gøre det med.
