Læsetid: 6 min.

Hvad skal NATO gøre godt for?

15. maj 1999

En atlantisk alliance, der har ført os ud i denne katastrefe, burde afvikles

KOMMENTAR
Hvor længe endnu skal vi finde os i NATO's tåbelige krig på Balkan?
På kun 50 dage har Den Atlantiske Alliance haft fiasko med alt, hvad den ville opnå. Den har ikke formået at beskytte Kosovo-albanerne mod serbiske krigsforbrydelser. Den har ikke formået at kue Slobodan Milosevic. Den har ikke formået at gennemtvinge en serbisk tilbagetrækning fra Kosovo.
Den har krænket folkeretten ved at angribe en suveræn stat uden at bede om et FN-mandat. Den har - i vores navn, naturligvis - dræbt flere hundrede sagesløse civile serbere, mens den har været for fej til at sætte ét eneste NATO-liv på spil i forsvaret af de nødlidende og svage, som den hyklerisk foregiver at kæmpe for. NATO's krig kan ikke engang betragtes som en fejltagelse - den er en kriminel handling.

Serbisk ondskab
Nu om dage er det naturligvis en del af mantraet for al kritik mod NATO, at man også skal nævne den serbiske ondskab i Kosovo. Så det kommer her. Ja, der er begået frygtelige, ondsinde handlinger - grusomheder er ikke et tilstrækkeligt stærkt ord - i Kosovo: massehenrettelser, voldtægt, fordrivelser, 'etnisk udrensning', mord på intellektuelle. En del af NATO's propaganda har bidraget mere til at dække over den slags ugerninger end afsløre den.
Og som vi alle ved blev de Kosovo-albanere, der blev massakreret på vejen til Prizren, nedslagtet af NATO - ikke af serberne, som NATO først påstod. Men jeg har med mine egne øjne - mens jeg har rejst rundt under NATO-bombardementerne - set huse i Kosovo blive brændt ned og hundreder af albanere vente i deres landsbyer på at blive fordrevet.
Men tilbage til sagen - og måske skulle mit første spørgsmål have været lidt mere kontant. Ikke: "Hvor længe endnu skal vi finde os i denne tåbelige, håbløse, feje krig?", men: "Hvor længe endnu skal vi findes os i NATO? Hvor hurtigt kan denne skadelige amerikansk-ledede organisation blive opløst og politisk 'degraderet', dens paveagtige generaler gennet tilbage i deres kasser med deres lighussprog som 'aktiver på krigsskuepladsen' og 'utilsigtede skadevirkninger'?"
Og hvor hurtigt vil vores egne medfølende, socialistiske liberale ledere forstå, at de ikke udkæmper en genopførelse af Anden Verdenskrig eller slår et slag for et nyt værdi-rigt årtusind?

Blairs klynkeri
Under krigene i Mellemøsten vidste jeg altid, hvornår en part var ved at tabe - det var, når dens ledere begyndte at beklage sig over, at journalisterne ikke var fair over for deres titaniske kamp for frihed/demokrati/menneskerettigheder/suverænitet/
sjæl. Og mandag begyndte Tony Blair klynkeriet.
Efter 50 dages tv-dækning gennemsyret af NATO-propaganda, efter at NATO-embedsmænd i ugevis er blevet udspurgt af spagfærdige journalister, bekendtgør vores premierminister, at pressen ignorerer Kosovo-albanernes sørgelige skæbne.
At det er løgn, er ikke så vigtigt. Det er løgnens karakter, det drejer sig om. Alle, som ikke skriver under på Europas anklager for fascisme, eller som hæver et øjenbryn, når premierministeren - fuldkommen tåbeligt - fremsætter tomme løfter om, at alle Kosovo-albanerne nok skal komme hjem igen, er nu tilsyneladende ensporede og partiske.
De beskyldes for at bruge mere tid på at græde over døde serbere end over det numerisk større antal døde albanere (deri ligger naturligvis også et postulat om, at der er mindre fysisk smertefuldt at blive revet i stumper og stykker af en NATO-klyngebombe end af en serbisk raketdrevet granat).
Præsident Clinton - der vil trække tæppe væk under Blair, når tiden er inde - fortæller Kosovo-albanerne, at de har "ret til at vende tilbage". Ikke de palæstinensiske flygtninge i Libanon, naturligvis. De har ikke en sådan ret. Ikke de kurdere, der er blevet fordrevet af vores NATO-allierede, Tyrkiet. Ej heller de armeniere, der blev fordrevet fra deres land af tyrkerne i verdens første holocaust (der er kun én holocaust, som d'herrer Clinton og Blair er interesserede i at fremmane netop nu).
Blairs barnagtige reaktion på dette argument er vigtigt: Bare fordi der er begået uretfærdigheder i fortiden, skal vi vel ikke sidde med hænderne i skødet nu. Men den frygtelige konsekvens af dette farlige argument er, at palæstinenserne, armenierne, rwanderne og andre ikke kan forvente medlidenhed fra vores side. De er 'fortid'. De er færdige.

NATO er desperat
Men hvad er det for noget vrøvl, at NATO skulle stå for demokrati? Alliancen tillod gladeligt Grækenland at forblive som medlem, da en gruppe skånselsløse generaler fængslede og myrdede intellektuelle efter et statskup.
NATO havde heller ingen indvendinger mod Salazar og Caetano, som på samme tid havde travlt med at knuse 'frihedsbevægelser' i stil med Kosovos Befrielseshær. Ja, den eneste gang NATO foreslog at suspendere Portugals medlemskab - jeg var der dengang og husker det tydeligt - var, da landet gennemførte en revolution og udråbte sig til et demokrati.
Er det på den baggrund så overraskende, at NATO nu viser sig at være så brutal? Alliancen angriber tv-stationer og dræber serbiske journalister - en del af Milosevic' propagandamaskine, et 'legitimt mål', skriger (viceminister for international udvikling) Clare Short.
Og hvad med den kinesiske ambassade? Brugte CIA virkelig et gammelt kort? Eller troede CIA, at fordi Mira Markovic (den jugoslaviske præsident kone) har et nært forhold til den kinesiske regering, så kunne både hun og præsident Milosevic måske tænkes at sove på ambassaden? Husk på, at NATO allerede én gang havde bombet præsidentboligen i et forsøg på at myrde ham.
Alliancen havde allerede - ifølge et foruroligende forlydende - forsøgt at lokke den serbiske informationsminister til tv-hovedkvarteret, lige før det blev ødelagt.
Så hvorfor ikke den kinesiske ambassade? Ville NATO gøre noget så desperat? Jamen, NATO er desperat. Hvis alliancen taber krigen, ødelægger den sig selv. Hvad angår general Wesley Clark - den mand, der troede, han kunne ændre historien ved at vinde en krig uden landstyrker - så behøver vi blot at huske hans infantile udtalelse om præsident Milosevic i sidste måned: "Vi vinder, og han taber - og han ved det," sagde general Clark.
Han forklarede ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt at fortælle Milosevic noget, han vidste i forvejen. Han sagde heller ikke noget om, at han engang modtog en indgraveret pistol som gave fra general Ratko Mladic - den bosnisk-serbiske militære leder, hvis folk myrdede muslimerne i Sarajevo.
General Clark mindede os naturligvis heller ikke om, at general Mladic og hans kollega Radovan Karadzic stadig er på fri fod i Bosnien - hvor NATO-styrker har den fulde kontrol.

NATO bør afvikles
Nu skal vi have de gode nyheder, som denne krig indebærer for general Clarks mest loyale allierede, vore stolte demokratiers våbenfabrikanter. I sidste uge nåede Boeing op på den højeste aktiekurs i et år, og British Aerospaces aktier er steget 43 procent, siden NATO's bombardementer begyndte.
Den britiske regering sagde tirsdag, at "militære operationer" kostede 37 millioner, "eksklusive ammunition". Men hvorfor skulle ammunitionen være undtaget?
Det hele får mig til at spekulere på, om denne katastrofale krig ikke bliver enden på NATO. Det håber jeg. Som borger i et nyt, moderne Europa ønsker jeg ikke mit kontinent ledet af de tredjeklasses generaler og inferiøre viceministre, som har bralret op på vores tv-skærme de sidste 50 dage. Jeg ønsker ikke, at Europa længere skal 'beskyttes' af USA. Hvis det betyder enden på NATO, så er der ikke noget at gøre ved det.
En atlantisk alliance, der har ført os ud i denne katastrofe, burde afvikles. Indtil det sker, vil Europa aldrig - aldrig nogensinde - tage ansvaret for sig selv eller for de diktatorer, der truer vort samfund. Indtil det sker, vil europæerne aldrig sætte deres eget liv på spil for deres egne indbyggere - og det er det, Kosovo-albanerne har brug for.
Før NATO er død, vil vi aldrig se en rigtig europæisk forsvarsstyrke. Og før NATO er død, vil der ikke være nogen grund til at søge det internationale mandat fra FN, som 'humanitære aktioner' kræver. Og FN er i sidste ende den eneste institution, som de nødlidende og syge og de voldtagne og fordrevne kan sætte deres lid til. NATO-soldater vil ikke dø for Kosovo. Så hvad skal NATO gøre godt for?

*Robert Fisk er kommentator ved det britiske dagblad The Independent.

© 1999 The Independent & Information.

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her