Læsetid: 4 min.

NATO langt fra sine mål i Kosovo

12. maj 1999

50 dages krig har ikke bragt Jugoslavien nærmer overgivelse, mener forsker - Kina kræver stop for luftkrig for at medvirke til løsning

Selv om NATO inden for nogle uger kan tvinge Jugoslavien i knæ både økonomisk og militært, er det højst usandsynligt, at NATO kan opnå den ønskede politiske løsning i Kosovo.
Det vurderer en erfaren amerikansk militær analytiker, Anthony Cordesman, over for Information.
"Problemet er, at krig ikke er som et videospil, hvor det blot handler om at sætte fjendens militær ud af spil. Serbien vil tilpasse sine forskellige operationer på trods af NATO's bomber," siger Cordesman, der er forsker ved Centre for Strategic and International Studies i Washington.
Allerede nu er der tydelige tegn på, at serbiske styrker i Kosovo benytter civile køretøjer og forladte boliger for at skjule sig for NATO's fly. Netop den slags "asymmetrisk krigsførelse" er ifølge Cordesman svagheden ved den moderne form for krig, NATO udkæmper.
"Derfor fører det ikke automatisk til serbisk overgivelse, at man smadrer deres militær eller deres økonomi. Irak har bevist, hvor længe en stat kan kæmpe i en tilstand af truende økonomisk kollaps, og hvor længe en diktator kan lade sit folk lide," siger Anthony Cordesman.
Han peger på, at fredsskabende aktioner stort set aldrig når de mål, politikerne opstiller fra begyndelsen. Derfor tror han også, at NATO til sidst må acceptere en anden løsning i Kosovo, end den kompromisløse tilbagetrækning af jugoslaviske styrker, som NATO fortsat kræver.

Øget pres på NATO
I går voksede presset på NATO imidlertid, da den russiske fredsmægler Viktor Tjernomyrdin holdt hastemøde med den kinesiske ledelse i Beijing.
NATO skal øjeblikkelig standse alle bombetogter mod Jugoslavien, før Kina vil tage stilling til et fredsudspil for Kosovo, lød beskeden fra Tjernomyrdin. Dermed styrkes Ruslands position i det diplomatiske spil, eftersom Rusland længe har opfordret NATO til at indstille bombetogterne for at gøre det nemmere at få løst konflikten.
"Det står klart, at det er nødvendigt at standse bombardementerne, før vi kan fortsætte fredsforhandlingerne," sagde Tjernomyrdin om den fælles russisk-kinesiske holdning efter mødet med bl.a. den kinesiske præsident Jiang Zemin.
Men NATO valgte at optrappe bombeangrebene på bl.a. den serbiske hovedstad Beograd efter at have konstateret, at den serbiske præsident Slobodan Milosevic ikke holder sine seneste løfter om at trække styrker ud af Kosovo.
Tværtimod sagde NATO i går, at der var tegn på, at de serbiske styrker er i fuld gang med at optrappe kampene i den vestlige del af Kosovo.
De fornyede NATO-angreb på Beograd kommer efter en kortvarig pause oven på fejlbombningen af den kinesiske ambassade i Beograd i natten til lørdag. Angrebet udløste en bølge af kinesisk vrede og antivestlige demonstrationer i Kina, men har også bragt Kina ind i en nøglerolle i fredsbestræbelserne.

Skal inddrages
Kina gjorde det i går klart, at udover et bombestop vil man også kræve, at Jugoslavien skal inddrages i fredsforhandlingerne.
"For det første skal NATO øjeblikkeligt standse bombardementerne, og for det andet skal Jugoslavien godkende enhver fredsplan," sagde viceministerpræsident Qian Qichen ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua under mødet med Viktor Tjernomyrdin.
Tjernomyrdin kom til den kinesiske hovedstad samtidig med, at de seneste dages voldsomme demonstrationer mod USA og NATO så ud til at ebbe ud. Der var tegn på, at de kinesiske myndigheder søgte at dæmpe gemytterne ved bl.a. at trække de store politistyrker væk fra ambassadekvarteret.
Samtidig viste kinesisk tv for første gang den amerikanske præsident Bill Clintons officielle undskyldning til Kina. Det var første gang, de statsstyrede kinesiske medier viste tegn på opblødning i den ellers stærkt anti-amerikanske dækning. Andre medier fortsatte dog den hårde linje og kaldte det et "ondsindet" og "nøje planlagt angreb".

Mere aktiv rolle
Kina har som Rusland hele tiden været stærk modstander af NATO's angreb på Jugoslavien, især fordi alliancen er gået udenom FN-systemet, hvor Kina er fast medlem af Sikkerhedsrådet. Men indtil nu har Kina holdt sig i baggrunden og nedtonet den officielle kritik.
Efter ambassadebombningen og de voldsomme antivestlige demonstrationer i de kinesiske storbyer tyder alt på, at Kina nu vil kræve en mere aktiv rolle og bruge truslen om at gøre brug af sin vetoret i FN's Sikkerhedsråd. Sammen med Rusland vil Kina dermed blive altafgørende i bestræbelserne på at finde en løsning på Kosovokrigen.
Den britiske udenrigsminister Robin Cook advarede i går Kina mod at bruge sit FN-veto, og det samme vil den tyske kansler Gerhard Schröder formentlig gøre, når han i dag kommer til Kina.
Schröder skulle ifølge planen have indledt besøget i Kina allerede i mandags, men efter fejlbombningen af ambassaden i Beograd blev det udsat og senere reduceret til et kortere 'arbejdsbesøg'.
Det vil ikke hindre Schröder i at kæmpe for kinesernes opbakning til den plan, de syv største vestlige industrilande og Rusland udstak i sidste uge - en plan, der blandt andet kræver fuld jugoslavisk tilbagetrækning fra Kosovo.
Hvis Jugoslavien skal tvinges til at trække sine styrker ud, skal det formentlig ske gennem pres fra det samlede, internationale samfund.
Den amerikanske forsker Anthony Cordesman vurderer således, at det vil være umuligt for NATO at opnå det resultat gennem luftangreb alene, selv om hans analyse viser, at NATO's luftkrig er blevet langt mere effektiv, efter at NATO flere uger inde i krigen har fordoblet antallet af kampfly, der deltager.
Hvis de langt over en halv million fordrevne kosovoalbanere skal ekskorteres tilbage til Kosovo, inden vinteren begynder, skal et eventuelt NATO-angreb på landjorden sættes ind snart, påpeger han.
Derfor anser Cordesman det for mere sandsynligt, at NATO og Serbien ender med at enes om en de-facto opdeling af Kosovo.

Nyhedsanalyse side 2
Tema side 4-5
Leder her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu