Læsetid: 7 min.

NATO's moralske pligt

14. maj 1999

NATO's generalsekretær, Javier Solana, forsvarer i denne kommentar NATO's krig mod Jugoslavien og fastslår, at Milosevic må bøje sig for kravene i Rambouillet-aftalen. De er ikke til genforhandling

Kommentar
Tidligere i denne uge besøgte jeg Makedonien og Albanien. Begge lande mærker de direkte konsekvenser af krisen i Kosovo. De fleste af de 800.000 flygtninge fra Kosovo befinder sig nu i disse to lande. Enten hos slægtninge eller i flygtningelejre. Og hver dag krydser stadig flere tusind grænsen, og hver enkelt har sin beretning om personlig tragedie og en ødelagt tilværelse.
Familier, der indtil for nylig levede et normalt liv, befinder sig pludselig i et mareridt. De har set fædre og brødre blive skudt ned, og mødre og døtre blive voldtaget af de serbiske bander. Deres eneste håb om overlevelse, var en desperat flugt ud af Kosovo, med de få ejendele de kunne bære med sig.
Denne beretning hørte jeg gang på gang, da jeg mødte flygtningene. De er ikke blevet tvunget ud af deres land af NATO's bomber. Det er den brutale forfølgelse, som de serbiske styrker har udsat dem for, der har fået dem til at flygte. Og de opfordrer os til at blive ved. De ved, at det er den eneste mulighed for at vende hjem igen.
NATO-styrker tog oprindeligt til Makedonien i overensstemmelse med den aftale, der blev indgået med Milosevic sidste oktober. Ifølge den aftale forpligtede Milosevic sig til at stoppe den militære offensiv i Kosovo og til at efterkomme FN-resolution nr. 1199 om at forhandle sig frem til en politisk løsning.
OSCE bidrog samtidig med 2.000 ubevæbnede observatører, og der blev placeret NATO-tropper i Makedonien for det tilfælde, at OSCE-operationen blev truet. Desværre bar disse foranstaltninger ikke frugt.

Milosevic brød aftale
Milosevic fortsatte sin udrensningspolitik. I januar 1999 blev 45 ubevæbnede albanere myrdet af serbiske styrker i landsbyen Racak. Milosevic brød våbenhvilen, og nægtede at samarbejde med krigsforbryderdomstolen.
Det resulterede i Rambouilletforhandlingerne under fransk og britisk formandskab. Parterne mødtes igen i marts, og den 15 marts var man nået til en aftale. NATO-tropperne i Makedonien skulle være med til at sikre, at den blev overholdt. Kosovarerne skrev under, men Milosevic nægtede. Forhandlingerne brød sammen på grund af ham, og mens hans embedsmænd snakkede i Paris, forberedte hans styrker i Kosovo et højdepunkt i den etniske udrensning, og intensiverede det felttog de allerede havde været i gang med i månedsvis.

NATO var forpligtet
Da var NATO forpligtet til at handle, og det gjorde vi. Vores operation begyndte den 25 marts. Vores strategi var, og er, dels at ramme den infrastruktur, som sætter Milosevic i stand til at kontrollere sin militærmaskine, og dels at standse den etniske udrensning.
Under intensiveringen af Milosevic' nøje planlagte etniske udrensningsproces, flygtede Kosovo-albanerne. Titusinder strømmede mod grænsen til Makedonien. Grænseposten ved Blace blev løbet over ende.
NATO-styrkerne reagerede hurtigt, da de blev stillet over for den enorme humanitære katastrofe. De indstillede sig i løbet af kort tid på en humanitær indsats. I løbet af 48 timer byggede 400 NATO-tropper de første lejre ved Brazda, som kunne huse 15.000 flygtninge. Påskemandag kom de første busser, og NATO-tropperne gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at tage godt imod de flygtende. De delte ud af deres egen rationer, og de syge, over 12.000, blev behandlet på deres felthospitaler.

Humanitær katastrofe
Fra starten har NATO været i tæt samarbejde med UNHCR. Jeg har været i løbende kontakt med Mrs. Ogata (leder af FN's højkommissariat fir flygtninge, red.), og vi har en fast kontaktperson i Geneve. NATO har altid været klar til at støtte UNHCR, der er den vigtigste aktør i afhjælpningen af humanitære kriser.
Således arbejdede NATO i de følgende dage side om side med UNHCR, internationale NGO'er og den makedonske regering.
NATO's kokke tilberedte 129.000 måltider. De hjalp også til med at uddele mange andre nødvendige hverdagsting, heriblandt 20.000 sutteflasker og 35.000 stykker sæbe.
I øjeblikket er der 14.000 tropper, der hjælper til med at tage vare på de 100.000 flygtninge i lejren.
Den humanitære katastrofe spredte sig også til Albanien. Titusinder gik over grænseposterne mod Kukes. Igen havde NATO et ansvar at leve op til. Vi gik hurtigt i gang med at forstærke vores Partnerskab for Fred-enhed i Tirana, og etablerede et fremskudt hovedkvarter i Albanien.
Vi har nu 7.000 tropper (inkl. dem der kommer fra syv ikke NATO-lande), der udfører nødhjælpsarbejde i Albanien som en del af 'Operation Allied Harbour'. Der er nu omkring 400.000 flygtninge i Albanien, og ca. en fjerdedel af dem befinder sig i flygtningecentre og lejre.
NATO har sendt over 600 flyladninger med nødhjælp til området, og har indtil videre hjulpet til med at levere 4.000 tons fødevarer, næsten 1.000 tons lægeudstyr og næsten 2.000 tons telte.
Det var ikke disse opgaver tropperne kom til området for at udføre. Men jeg er stolt over, at de gjorde det. Det var vores moralske pligt at tage os af Milosevic' ofre. De værdier, som NATO bygger på, ville ellers være meningsløse.
Soldaterne reddede mennesker, der ellers ville være omkommet, og hjalp også det nye liv frem; dusinvis af børn fødes hver dag i lejrene. Tropperne vil fortsætte med at gøre det nødvendige, så længe der er behov for det.
Jeg ved, at den humanitære infrastruktur nu er under et enormt pres. I dag er der omtrent 50.000 flygtninge i lejrene i Brazda.
Ressourcerne strækkes til det yderste, og vi arbejder på at øge kapaciteten, idet vi udvider lejren ved Cegrene i Makedonien til det dobbelte, så den kan tage imod 40.000, og bygger nye og udvidede lejre ved Korce, Elbasan og andre steder i Albanien for at give plads til over 60.000 mennesker, så mange af de 100.000 flygtninge i Kukes kan flytte til bedre forhold.
Evakueringen af området afhjælper også situationen. Flere og flere lande er med, og i løbet af den sidste måneds tid har de modtaget mere end 26.000 flygtninge. Men en permanent forflyttelse vil udføre Milosevic' arbejde for ham. Og flygtningene ønsker selv at blive i området. De vil hjem. Jeg er Makedonien og Albanien taknemmelig for den måde, hvorpå de har tacklet denne krise. Jeg håber, at det vil fortsætte. Det internationale samfund hilser den generøsitet deres folk har udvist velkommen. Jeg ved, at de sociale og økonomiske belastninger er overvældende. Vi vil ikke glemme denne indsats. Vi vil ikke vende ryggen til de lande, der har hjulpet os, og vi er allerede i gang med at planlægge vores medvirken i genopbygningsprocessen.
NATO's Sydøsteuropa Initiativ forpligter sig til at hjælpe regionen langt ud i fremtiden. Dette er blevet et udtryk for den internationale vilje til at skabe en vedvarende stabilitet på Balkan. Vi må give regionens folk håb om en lysere fremtid. EU medvirker også på dette punkt, og har allerede lovet øget financiel støtte.
Man undersøger nu, hvordan man kan forstærke relationerne til Makedonien og Albanien, og planlægger en konference om en stabilitetspagt for det sydøstlige Europa den 27 maj. IMF og G7- landene er også klar til at yde økonomisk bistand til regionen. Denne samlede indsats vil involvere internationale institutioner i bredt omfang, inklusive FN, OSCE og andre.

Intet kan forhandles
Dette er blot begyndelsen på det internationale samfunds investering i den langsigtede stabilitet i regionen.
Og denne stabilitet vil udstrækkes til også at omfatte et demokratisk Jugoslavien. Milosevic har haft held til at isolere og forarme det, der engang var et betydningsfuldt europæisk land. Dets folk har fortjent bedre. Vi ønsker igen at se Jugoslavien i det internationale samfunds midte. NATO's mission i Kosovo har mennesker i centrum. Vi handlede for at beskytte de grundlæggende rettigheder, frihed, demokrati og lighed for loven, som folket i Kosovo, og alle andre folk, fortjener. Vores betingelser som blev fremsat den 12 april er klare: Milosevic må standse myrderierne, trække sine tropper ud, tillade at en international styrke kommer til, tillade flygtningene at vende tilbage og acceptere en varig politisk ordning, baseret på Rambouillet. Intet af dette står til forhandling. Jo hurtigere Milosevic går ind på disse ting, jo hurtigere kan genopbygningsprocessen komme i gang. Mens vi nærmer os det næste årtusind, kan vi se, at krisen i Kosovo udgør en vældig udfordring. NATO arbejder sammen med det internationale samfund for at sikre, at et ondsindet regime som Milosevic' henvises til historien. Det har ikke nogen plads i verden i dag. Flygtningenes svære situation er midlertidig. Vi er besluttet på at løse den så hurtigt som muligt.
Vores tropper er rede til at gå ind i Kosovo, så snart det er muligt for flygtningene, ikke blot at vende hjem, men også at leve en normal tilværelse i fred og ro. Det har de krav på, og det fortjener de. Den langsigtede politiske løsning, som vi alle arbejder for, vil hjælpe til med at bevare denne normalitet, ved at skabe en varig stabilitet på Balkan, og genindlemme regionens folk i det internationale samfund, som de så længe har stået uden for.

©Information med eneret i Danmark

Oversat af P. C. Mollerup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu