Læsetid: 3 min.

Nestorens røst

31. maj 1999

Øystein Hjort kan kunsten at formidle svært stof med et smittende engagement

KUNSTBOG
Professor i kunsthistorie i København Øystein Hjort er netop fyldt 60 år, hvem der ellers kan tro det. I den anledning (omend noget forsinket) har litteraturprofessoren Hans Hertel, kunsthistorikeren Marianne Marcussen og filmvidenskabsmanden Peter Schepelern redigeret et udvalg af hans essays, der er skrevet fra 1965-96 og har været bragt i dagblade og kataloger.
Allerede redaktørernes faglige baggrunde røber de forskellige kunstarter, som Hjort har taget under lup i de forgangne tre decennier: Man kan læse både om billedkunst, film, fotografi og arkitektur i denne bog, der er kalejdoskopisk opbygget og rummer en rigdom af oplevelser og indsigter. Hjort kan kunsten at formidle, så det er en lyst, og han giver både den akademisk skolede og den læge noget at arbejde med og tænke over.
Hjort har været filmkritiker, kunstkritiker (ved herværende dagblad fra 1966-78), medlem af Statens Kunstfonds bestyrelse og af Akademiet, men er i dag kunstanmelder ved Politiken og medlem af Louisianas bestyrelse, så han er en af dansk kunstlivs tunge drenge, der ikke har siddet henne i hjørnet og teoretiseret, men tværtimod har taget aktivt del i dansk kunstlivs forvaltning, og altid med blikket rettet mod udlandet, i særdeleshed USA, hvor han har boet og studeret i flere omgange.
Således vier han en del af interessen til de amerikanske realister fra dette århundrede: Hopper, Fischl og Tansey. De mange kunststuderende, der har nydt godt af hans viden om amerikansk kunst i undervisninsgssammenhænge kan her få repeteret glemt stof.

Den kvindelige kunst
Generelt kendetegnes bogen af Hjorts videbegær og læselyst over for langt flere emner og problemstillinger end de specifikt kunsthistoriske. Sammenligningsgrundlaget er bredt, og Hjort når op til den kvindelige nutidskunst, hvor han med de feministiske teoretikere som Linda Nochlin og Lucy Lippard 'læser' den feminine kunst (Kiki Smith, Nancy Spero m.fl.) som en kunst, der baserer sig på de kropslige erfaringer, idet kroppen legemliggør de seksuelle roller og samfundsmæssige tabuer.
Men i dag står vi et andet sted, bemærker Hjort allerede i 1994. Kønnet repræsenterer ikke længere det andet, den kolonialiserede kultur, som også weekendens interview i Information med de unge, kvindelige kunstnere, afslørede. Snarere drejer det sig i dag om at synliggøre individets eksistens som subjekt i al sin mangfoldighed.
Den ny bog er inddelt i fem afsnit "Klassikerne og de moderne" - med nogle veloplagte og uhyre velskrevne essays om bl.a. Vermeer, Füssli, Hill, Bonnard og Palle Nielsen - filmessays om den nye franske filmbølge med essays om Rohmer, Godard, Truffeau (der udmærker sig ved at distancere sig fra "Nouvelle Vagues misantropiske og snakkesalige klikeanarkisme," Passolini og Antonioni, afsnittet "De samtidige" om danske kunstnere som Stig Brøgger, Jørgen Haugen Sørensen, Torben Ebbesen, Krass Clement, Viggo Rivad og Nina Sten-Knudsen, det omtalte afsnit "Amerikanerne", om Edward Hopper, Mark Tansey, Eric Fischl, Andres Serrano, Walter de Maria og Richard Serra. Og endelig "De kommende" med omtalte gennemgang af det kvindelige kunstneriske sprog.

En skam...
Nu ville man jo voldsomt gerne have stiftet bekendtskab med den kloge professors syn på det allernyeste: Videokunstnere som Bill Viola, Gary Hill m.fl. For ikke at tale om nogle af de danske billedkunstnere fra firserne (dog er der en eksemplarisk analyse af Nina Sten-Knudsens værk) og halvfemserne, således at der blev en kontinuitet og vi fik et mere samlet blik på det 20. århundredes billedkunst, men Øystein Hjort har i de senere år trukket sig noget tilbage fra kunstkritikken, har ikke ført sin interesse for f.eks. Jeff
Koons, Andres Serrano m.fl. op til i dag, hvilket er en skam, netop fordi man gerne ville have hørt nestorens udlægninger af det netop undfangede.

*Levende billeder. Essays af Øystein Hjort, redigeret af Hans Hertel, Marianne Marcussen og Peter Schepelern. 244 s., ill. 250 kr. Christian Ejlers Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her