Læsetid: 4 min.

En ny æra

29. maj 1999

Hvor Mandela stod for forsoning, står hans arvtager for forandring. Men Thabo Mbeki vil ikke foretage drastiske ændringer

Lederskifte
CAPE TOWN - Med Nelson Mandelas afgang som præsident er en bemærkelsesværdig epoke slut i Sydafrikas historie. Mandelas regeringsperiode har været præget af forsoningen og af at sikre en fredelig overgang til demokrati. Han kan trække sig tilbage velvidende, at hans mission er lykkedes - nogenlunde.
Skønt der har været både en række politiske mord i den urolige KwazuluNatal-provins og i Cape Town, er de for intet at regne mod den politiske vold, der truede med at sætte landets første demokratiske valg i brand i 1994.
Mandela har ikke blot formået at pacificere den yderste højrefløj, som krævede et selvstændigt hjemland for afrikaanere. Han har også formået at skabe våbenhvile mellem høvding Buthelezis Inkhahta Freedom Party (IFP) og ANC ved at indgå et fornuftsægteskab med Buthelezi, som fik en ministerpost i Mandela-regeringen og fungerede som præsident, når både Mandela og Mbeki var i udlandet.
Den politiske stabilitet er en arv, Thabo Mbeki ikke ser ud til at sætte over styr. Mbeki har i høj grad været den, der arbejdede bag scenerne for en "fredsaftale" mellem ANC og IFP i KwazuluNatal.
En del iagttagere mener, at det er sandsynligt, at Mbeki vil tilbyde Buthelezi posten som vicepræsident for at sikre freden.

Ikke uro efter Mandela
Mandela pacificerede de hvide sydafrikanere ved ikke at gennemføre drastiske økonomiske reformer. De hvide har beholdt deres høje levestandard og de gode job. Den er lige som Mandelas forsoningsperiode slut, men det vil ikke føre til uro, mener iagttagere.
"Mandela var et utroligt vigtigt symbol på forsoningen. Men forsoningen afhænger ikke længere af et symbol. Han er ikke vigtig længere," siger Tom Lodge, der er professor i statskundskab på Wits University til Information.
Den glidende overgang fra Mandela til Mbeki og forsikringer om, at kursen ikke vil blive ændret, har også bidraget til et uproblematisk generationsskifte. Men Mbeki har samtidig lovet at sætte foden på den speeder, der skal sikre forandringer.
Thabo Mbekis vision er at udrydde de sidste rester af hvid dominans og den fattigdom, som apartheid skabte.
Skønt sorte sydafrikanere har vist stor tålmodighed, er Mbeki klar over, at hvis der ikke sker forandringer, kan utålmodigheden koge over.
Men midlerne til at sikre forandringen bliver ikke drastiske. Sydafrikas markedsorienterede økonomiske politik, som er kendt under navnet Gear, er Mbekis opfindelse og vil ikke blive ændret.
Den tidligere kommunist Mbekis strategi for "et bedre liv for alle" handler ikke om en radikal omfordeling af goderne. Han vil i stedet skabe vækst, som kan hæve levestandarden for de 65 procent af befolkningen, som lever under fattigdomsgrænsen.
"Mbekis og Sydafrikas succes står og falder med, om han kan skabe nye job. Og det er ikke noget, han kan gøre meget ved. Det afhænger af, hvordan udlandet opfatter Sydafrika, og af det globale økonomiske klima," siger Tom Lodge.
Det seneste års tid har Sydafrika ikke haft vinden i ryggen. Sidste års globale økonomiske krise ramte landet hårdt, og fik væksten til at falde til under en procent.
I løbet af Mandelas fem år ved magten er en halv million arbejdspladser forsvundet. Regeringens målsætning om en vækst på seks procent og 400.000 job inden år 2000 ser mere end urealistiske ud.

Forandring først
Et af de store spørgsmål er, hvordan Mbeki vil fortsætte forsoningsprocessen. For Mbeki er forandring en forudsætning for forsoning, og der er næppe tvivl om, at forbedring af de fattiges levevilkår kommer før hensynet til det hvide mindretal.
Willie Breytenbach, som er professor i statskundskab på Stellenbosch University, tror, at hvide vil længes efter Mandela-perioden.
"Mbeki vil blive en sort præsident, i modsætning til Mandela, som var en regn-
buepræsident. Han er ikke interesseret i ikke-sorte," mener Breytenbach.
"Der er en utrolig frygt for Mbeki i visse hvide kredse, men jeg tror, at folk blot skal vænne sig til ham. De har misforstået hans filosofi om en afrikansk renæssance og tror, at det udelukker dem," siger Melanie Verwoerd, parlamentsmedlem for ANC.
Adskillige anklager Mbeki for at være en magtsyg manipulativ politiker, der effektivt har "dolket" sine politiske konkurrenter inden for partiet og tilranet sig magt.
Den sydafrikanske avis The Mail & Guardian, som ellers anbefaler sine vælgere at stemme på ANC, advarer mod faren for, at han vil føre Sydafrika i en ikke-demokratisk retning

Skrap regering
Lederen af Institute for Democracy in South Africa (Idasa) har peget på, at Thabo Mbekis regering vil være "skrap og mere uigennemsigtig." Idasas leder mener, at der kan være en frygt for, at den nye regering kunne blive fristet til at tilrane sig magt over uafhængige institutioner, fordi den er under stort pres til at gennemføre reformer og forandringer.
Kritikerne ser udnævnelser af ANC-politikere til uafhængige poster som et tegn på, at ANC tilraner sig magt. Senest er to tidligere ANC-ministre blevet udpeget til henholdsvis direktør og vicedirektør for Sydafrikas Nationalbank.
"Mbeki er autokratisk, men ikke mere end Mandela og mange andre politikere," siger Tom Lodge, som ikke mener, at demokratiet er i fare.
Lodge mener, at Sydafrikas forfatning med etableringen af en forfatningsdomstol, en menneskerettighedskommission og parlamentets ombudsmand vil gøre magtmisbrug umulig.
Mbeki-tilhængere peger på, at Sydafrika har brug for en stærk leder og en stærk regering, fordi den står over for uoverstigelig problemer i form af kriminalitet, korruption og fattigdom.
De fleste er enige om, at der intet alternativt er til Thabo Mbeki. Men vil han blive en god præsident?
Professor Robert Schrire tror, Mbeki kan blive en af landets største præsidenter. Men det forudsætter ifølge Schrire, at hans "mørke tendenser" holdes i skak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu