Læsetid: 3 min.

Ny tvivl om omstridt Danida-projekt

3. maj 1999

Giftaffald i Mozambique bør ikke brændes af på dansk finansieret anlæg, men sendes ud af landet, foreslår ny rapport

Det meget fattige Mozambique ligger inde med 900 ton forældede sprøjtegifte, som Danida gerne vil hjælpe landet med at brænde af efter standarder, som lever op til normerne i EU.
Men miljøorganisationer har nu i et år kritiseret projektet, og en ny rapport i sagen kaster mere malurt i Danidas bæger.
Det mozambiquiske firma Impacto har for Mozambiques miljøministerium udarbejdet en tyk rapport om, hvad man skal gøre ved de 900 ton giftaffald.
Den nuværende plan går ud på, at den danske stat betaler 56,9 millioner kroner for blandt andet at få indsamlet giftaffaldet, opbygge et centralt affaldsdepot og forbrænde det i ovnene på en cementfabrik i byen Matola i den sydlige del af Mozambique.
Ifølge det mozambiquiske nyhedsbrev Metical, anbefaler Impactos rapport, at man i stedet for at brænde giftaffaldet af enten sender det retur til producenterne i Europa - for eksempel kemifirmaerne Bayer og Zeneca - eller sender affaldet til behandling på et anlæg i Sydafrika.
Impacto anfører, at en eventuel forbrænding af affald eller oplagring på sikrede affaldsdepoter er langsigtede løsninger, som først kræver udarbejdelse af en national plan for affaldshåndtering.
På det korte sigt anbefales derfor reeksport, som ifølge Impacto vil være billigere. Firmaet henviser til, at Danidas tyske søsterorganisation, GTZ, har betalt for, at 280 ton giftaffald blev sendt til Storbritannien og Tyskland. Firmaet opstiller et regnestykke, som viser, at udgiften til dette målt pr. ton var 2.292 dollar mod Danidas budgetterede udgifter på 9.000 dollars.
Det er indtil videre lykkedes at identificere producenterne til cirka en tredjedel af sprøjtegiftene. Men ifølge Informations kilder er producenterne ikke meget for at tage affaldet tilbage af frygt for, at det vil danne præcedens og dermed blive en stor udgift.
"Vi har hele tiden argumenteret for, at giftaffaldet blev sendt retur til de ansvarlige producenter. Det vil have en opdragende effekt, så kemifirmaerne ikke sender mere eller andet af sted, end det der er brug for. Angående planerne om at sende affaldet til Sydafrika, så er vi skeptiske over for den idé," siger Jacob Hartmann, som er civilingeniør i Greenpeace.
Det Danida-betalte udstyr til forbrænding er kommet til fabrikken i Matola, og man kan hurtigt gå i gang med at medforbrænde giftaffaldet.
"Men der er ikke nogen miljømæssig tvingende grund til, at affaldet skal brændes hals over hovede," siger Jacob Hartmann.

Poul Nielson står fast
Lige siden debatten om projektet begyndte at accelerere for et år siden, har udviklingsminister Poul Nielson (S) fastholdt, at affaldet skal forbrændes. I et offentliggjort brev til den nyopståede mozambiquiske miljøorganisation Livaningo, skrev Nielson i januar bl.a.: "Der er ikke blevet introduceret nye, veldokumenterede (hvad angår miljømæssige, tekniske og økonomiske aspekter) og internationalt anerkendte bortskaffelsesmetoder...Forbrænding er den eneste fornuftige løsning, som er blevet fremlagt indtil nu."

Danida: Send det tilbage
Metical offentliggjorde fredag 15. april ni spørgsmål til Danida. I et brev 26. april svarer chefen for Danidas kontor for det sydlige Afrika, Ole E. Moesby. Han vil ikke kommentere Impactos rapport før de mozmbiquiske myndigheder har gjort det. Det er politisk varm kartoffel i Mozambique. Men i sit brev slår Moesby fast, at Danida gør sig store anstrengelser for at miljøsikre projektet. Eksempelvis har Danida hyret det danske ingeniørfirma COWI til uafhængigt at miljøvurdere projektet.
Angående reeksport af det farlige affald er Danida imod at sende det til Sydafrika. Danida støtter derimod gerne, at affaldet sendes retur til producenterne i det omfang, de kan identificeres.
Det har ikke været mulig at få en kommentar fra myndighederne i Mozambique eller Poul Nielson. Men der er ingen tvivl om, at Moesby har Nielsons opbakning, når Moesby slutter sit brev til Metical af med følgende advarsel: "...Kritikerne af projektet skal gøre sig klart, at der er en risiko for, at donorer i fremtiden vil undgå at støtte et hvilket som helst projekt, som vedrører farligt affald generelt eller forældede pesticider specielt. Kritikerne vil derfor bære ansvaret for, at store mængder forældede sprøjtegifte over hele Afrika vil forblive en alvorlig trussel mod folks sundhed og miljøet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu