Læsetid: 3 min.

Nye toner med gammel musik

12. maj 1999

Hun gjorde det igen, violinisten Mutter. Spillede i Tivoli så det var en sand fornøjelse. Vivaldi endda fortolket så moderne, at det lød som ny musik

KONCERT
Vivaldis Årstiderne kender de fleste mennesker, en fælles klassisk reference, man kan tale indforstået om. Mange kan endog på venlig opfordring synge et par strofer fra værket. Et smukt stykke musik, spillet og indspillet i den helt store stil.
På den baggrund må man sige: Vi kender det værk, kan det forfra og næsten bagfra. Efter Mutters udgave i Tivoli sammen med Trondheim Kammersolister blev den sandhed sat på en prøve: Mutter & co. lokkede faktisk overraskende, nye lyde frem i det ellers så velkendte værk.
Det var først og fremmest i de langsomme og dynamisk svage passager, hvor strygerne frembragte en sprød klang, at jeg kom til at tænke på fransk spektralmusik med timbre, klangfarver, overtoner og hele dét svineri. Dertil på afgørende steder en lettere romantisk fortolkning med glidetoner og godt med arm- og håndledsvibrato. Vivaldi med sovs og kartofler. Herligt.
De vil kunne nyde denne udgave af mesterens musik i en ny indspilning, som kommer på cd om føje tid, idet musikerne denne aften indspillede live for Deutsche Grammophon.

Den store musikstrøm
De hurtige løb på violinen kan Anne-Sophie Mutter, om det så måtte være 'djævletrillerne' i sidstesatsen af Giuseppe Tartinis Sonate nr. 4 - denne aften i et arrangement af Riccardo Zandonai. Men de hurtige løb er ikke det sværeste, det er 'kun' et spørgsmål om at udvikle teknikken.
Det svære er de lange, 'svævende' toner i langsomme satser, som selv den rutinerede musiker kan gå død i. Ikke Mutter. I Largo e pianissimo-satsen fra Forårssatsen i Vivaldis Årstiderne, åbnede kunstneren op for den helt særlige strøm af toner, lange toner, der kan blive ved i en uendelighed uden at miste i intensitet.
Hun lader buen gøre arbejdet, tænker man, og mobiliserer alle sansers energi for at følge solistens bevægelser. Som ved oplevelsen af en tryllekunstners behændige kunst, forsøger man intellektuelt at finde hemmeligheden bag det frembragte.
Det kan sikkert gøres meget videnskabeligt, uden at det derved vil lykkes at lure hemmeligheden af. Nok kan man se og høre en frase sat an i en lang bueform, med et vibrato der langsomt åbner sig for til sidst at bryde ud i et forte dolce, der så gradvist klinger af og når et hvilepunkt. Men det siger - når alt kommer til alt - ikke spor om, hvorfor jeg lader mig røre af fortolkningen.

At brede musikken ud
Mutter kan - som ikke mange af hendes kolleger - få de tusind små ting til at gå op i en højere enhed: Teknikken i alle de uendeligt mange små detaljer, kombineret med en udtryksvilje, sætter kunstneren i stand til at nå ud over praksis, flytte musikken og lytteren et nyt sted hen. Mutter så at sige breder musikken ud i overraskende, nye klanglige formationer.
Man er som lytter først og fremmest bevæget, fordi det er så forbandet smukt, dernæst imponeret over forberedelsen, hvor den mindste øjenbæ på nodepapiret er set efter og taget stilling til. Mutter er en musiker, man må tage hatten af for - end ikke de mest hostende og bjæffende elementer i salen, samt for tidlig publikumsafgang, kunne bringe violinisten ud af fatning. Tag den.
De unge, lydhøre musikere i Mutters orkester er et kapitel for sig: Øjenkontakt mellem grupperne, intimt sammenspil, tempofornemmelse, perfekt synkront ritardando. Mutter har et lyttende band, der spiller fremragende godt hver for sig og sammen.
En smuk aften i Tivoli.

*Anne-Sophie Mutter og Trondheims Kammersolister. Musik af Grieg, Tartini og Vivaldi. Tivoli mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu