Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

31. maj 1999

Embedsmænd anklages for censur
*En stribe miljøforskere anklager miljøminister Svend Aukens topembedsmænd for at undertrykke og fordreje videnskabelige forskningsresultater på miljøområdet, hvis sandheden er ubehagelig for Miljøministeriets politiske dagsorden, skriver Jyllands-Posten søndag.
Det skete senest for få uger siden, da Miljøministeriet forbød en statsgeolog ved Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) at offentliggøre en kronik i avisen.

Såret røver er nynazist
*Den sårede røver, som mistænkes for at have taget del i nedskydningen af to betjentesyd for Linköping, er en kendt nynazist.
Expressen og Sydsvenska Dagbladet skriver søndag at han er medlem af naziorganisationen Nationalsocialistisk Front og har været redaktør for avisen Stormpress.
Politiet siger, at det intet kender til mandens nazi-forbindelser, og at der under en husundersøgelse af den 28-åriges hjem ikke er fundet materiale, der tyder på, at politiske motiver skal have spillet ind.

Ny tvivl om hormonkød
*Beviserne for, at oksekød behandlet med hormoner er harmløst, hviler på gamle, højst utidsvarende og usikre skøn. Tværtimod kan det ikke udelukkes, at børn tager skade af at spise det hormonbehandlede kød, skriver Berlingske Tidende søndag.
Det konkluderer danske eksperter i en rapport, der gennemgår grundlaget for, at det hormonbehandlede amerikanske oksekød har været anset som uskadeligt både af de amerikanske myndigheder og af FN. Rapporten offentliggøres i juni-nummeret af tidsskriftet European journal of Endocrinology.
Forskerne, Niels Erik Skakkebæk og Anna-Maria Andersson fra Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion hæfter sig især ved usikre skøn for, hvor meget hormon der er i kødet, og hvor meget børn selv naturligt producerer.

Indien fortsætter angreb i Kashmir
*Den indiske hærledelse meddelte søndag, at man på femte dag fortsætter offensiven mod de muslimske separatister i delstaten Kashmir.
Samtidig blev det oplyst, at tre indiske soldater søndag blev dræbt på landevejen 200 kilometer fra byen Jammu i Kashmir.
Indien har indledt en kraftig offensiv mod oprørske separatister, som Indien beskylder nabolandet Pakistan for at støtte.

Århus opgiver ny lufthavn
*Der kommer ikke en ny international lufthavn ved Århus. Det erkender en af lufthavnens ivrigste forkæmpere, Århus-borgmesteren Flemming Knudsen (S). Han har opgivet sagen, fordi den folkelige og politiske opbakning mangler.
Det skriver han i et debatindlæg i Århus Stiftstidende søndag. I stedet foreslår Flemming Knudsen, at amtet og kommunerne i området står sammen om at gøre lufthavnen i Tirstrup mere attraktiv.
"Jeg beklager på vegne af vores efterkommere, at Jylland sagde nej til en historisk chance for vækst og udvikling," skriver Flemming Knudsen og skyder især skylden på Århus Amtsråd.

Nyt hormon kan hjælpe sukkersyge
*Danske forskere er på sporet af et nyt lægemiddel mod folkesygdommen aldersdiabetes, skriver Berlingske Tidende søndag.
Ifølge diabetesspecialisten, overlæge Sten Madsbad, Hvidovre Hospital, er der tale om det på verdensplan hidtil mest effektive middel til stimulering af kroppens egen insulinproduktion. Bag opdagelsen ligger mange års forskning i hormonet GLP1, som forekommer naturligt i tarmsystemet og frigives, når man spiser. Hormonet stimulerer bugspytkirtlens omsætning af insulin, så kroppen bliver bedre i stand til at optage sukker.

Heftig debat efter tunnel-katastrofe
*Mens redningsmandskab søndag søgte efter flere mulige ofre for en brand i en bjergtunnel i Østrig, blev kritikken af myndighederne skærpet, da flere ledende politikere sagde, at de havde advaret mod ulykken, som lørdag formentligt kostede tre mennesker livet, mens 50 andre blev kvæstet.
Branden, der opstod efter en færdselsulykke i tunnelen, skete kun to måneder efter en katastrofe i Montblanc vejtunnelen, hvor 41 mennesker mistede livet den 24. marts.
Den nye ulykke på en af de mest anvendte ferieruter har ført til en ophedet debat i Østrig, hvor manglende sikkerhed i forældede tunneler kan skade turismen.

Bebuder "vredens dag"
*Palæstinenserne vil gennemføre en "vredens dag" på torsdag og fysisk forsøge at bremse Israels forsøg på at udvide jødiske bosættelse på Vestbredden.
Det blev besluttet søndag på en konference i Ramallah for 300 palæstinensiske embedsmænd, ministre og ledere for græsrodsorganisationer.

Partier vil eftergive ulandsgæld
*Kristeligt Folkeparti opfordrer den danske regering til at tale ulandenes sag på det forestående EU-topmøde i Köln.
Partiet opfordrer også til, at debatten op til Europa-Parlaments-valget kommer til at handle om EU's forhold til verdens fattigste lande.
Også Enhedslisten vil søge at samle flertal bag forslaget.
"Hvis regeringen selv ønsker det, tegner der sig et klart flertal i Folketinget. Den danske regering bør stille forslag om, at EU-landene indgår en aftale om, at alle sletter gælden," siger Keld Albrechtsen, som er EU-ordfører for Enhedslisten.

Sumatra-oprørere dræber soldater
*Formodede separatistiske oprørere dræbte lørdag syv indonesiske soldater og to politifolk i Aceh-provinsen på den nordlige del af øen Sumatra. Syv politifolk blev såret.
Politifolk og soldater var på en patrulje i forbindelse med næste søndags valg i Indonesien, da de faldt i et baghold.
Også andre steder i Aceh blev der lørdag og tidligt søndag rapporteret om kampe mellem oprørere og indonesiske sikkerhedstyrker.
Tema side 3

Surinams regering fyret
*Den sydamerikanske stat Surinams præsident, Jules Wijdenbosch, fyrede fredag sin regering, angiveligt i et forsøg på at undgå nye demonstrationer på grund af den stadigt værre økonomiske og sociale krise i landet.
Den lille tidligere hollandske koloni på Sydamerikas nordlige skulder har i flere uger været ramme for regeringsfjendtlige demonstrationer på grund af prisstigninger og den svækkede lokale valuta.

Dødsfald giver kritik af praksis
*En 30-årig mand, der omkom, da han skulle udvises af Tyskland efter at have fået afslag på asyl, har ført til fornyet kritik af en omstridt udvisnings-praksis i Frankfurts lufthavn.
Den tyske indenrigsminister, Otto Schily (SPD), gav i weekenden ordre om, at alle hjemsendelser af udlændinge med fly skal indstilles, hvis der er fare for, at de pågældende personer vil sætte sig til modværge over for politi og lufthavnspersonale. Samtidig er der iværksat en omfattende undersøgelse af den 30-årige sudaneser død.
Artikel side 5

Stadig flere falske læserbreve
*Hvert 20. indlæg i de danske læserbrevsspalter er afsendt af personer, der slet ikke findes, viser en ny undersøgelse foretaget af Politiken.
"Man har vidst i mange år, at problemet eksistrerer," siger medieforsker ved RUC, Jørgen Poulsen. Han har i to omgange lavet undersøgelser i brugen af læserbreve.
Læserbreve bliver i stigende grad brugt i politiske kampagner, der skal sikre, at den politiske vind blæser i den rigtige retning.
"Læserbreve er et godt redskab til at påvirke folks holdninger. Hvor de højtuddannede læser læserbreve mere selektivt, er de lavtuddannede mere åbne over for, hvad andre mener," siger Jørgen Poulsen. Det er især formiddagsaviserne, der topper listen over falske læserbreve.

FDP lægger afstand til SPD
*Ved en partikongres kort før valget til Europaparlamentet har Tysklands liberale parti, De Frie Demokrater (FDP), lagt en dæmper på spekulationer om, at de liberale ville kunne indgå i en regering med forbundskansler Gerhard Schröders socialdemokrater i stedet for miljøpartiet De Grønne.
De liberales leder, Wolfgang Gerhardt, understregede på weekendens kongres i Bremen, at FDP er et oppositionsparti og ikke et regeringsparti i venteposition.

Hvidbog ikke færdig til tiden
*De udvalg, som er nedsat på Færøerne for at granske relationerne mellem Danmark og Færøerne med henblik på færøsk suverænitet, bliver ikke færdige med sin hvidbog til planlagt tid - den 10. juni.
Dels har en langvarig strejke på øerne i marts forsinket arbejdet, dels har det udvalg, som afklarer det danske bloktilskuds betydning for det færøske samfund, bedt om udsættelse.
Landsstyreformand inden for selvstyre, Høgni Hoydal, oplyser, at arbejdet i stedet ventes færdigt den 1. september. Men det indebærer ikke, at landsstyrets tidsplan for indførelse af suverænitet, vil trække tilsvarende ud, understreger han.

Slovakiets nye kurs
*Slovakiet kom formentlig et skridt nærmere medlemskab af EU, da stemmerne søndag var gjort op efter weekendens præsidentvalg. Vinderen blev regeringens kandidat, Rudolf Schuster, der slog den kontroversielle tidligere regeringschef, Vladimir Meciar. Schuster vandt den anden valgrunde med 57,18 procent, af stemmerne mod 42,82 til Meciar, oplyste valgkommissionen.
Selv om præsidentposten i Slovakiet langt hen ad vejen kun er ceremoniel, så blev valget fulgt med betydelig interesse af pengemarkedet og udlandske regeringer. Valget blev set som en prøve på landets politiske stabilitet.
Slovakiet har været i den helt ekstraordinære situation, at landet har været uden en præsident siden marts sidste år.
Baggrunden er en magtkamp, der udspillede sig mellem den daværende ministerpræsident Meciar og oppositionen. Der blev ført en opslidende politisk kamp, hvor Meciar ifølge kritikerne overskred sine beføjelser. På det grundlag erklærede EU, at Slovakiet ikke var egnet til at blive optaget i det europæiske fællesskab.
Ved valget i efteråret vandt oppositionen og overtog regeringsmagten. Og systemskiftet er nu bekræftet med valget af Schuster som ny præsident.
Schuster har lovet at arbejde for, at Slovakiet bliver medlem af EU. Samtidig siger han, at han vil arbejde på at samle landet efter de senere års opslidende politiske kampe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu