Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

11. maj 1999

NATO for domstolen i Haag
*Jugoslavien gik mandag til FN's øverste domstol, Den Internationale Domstol i Haag, for at kræve et øjeblikkeligt stop for NATO's luftangreb mod jugoslavisk territorium, som landet sidestillede med folkemord.
"Bombardementerne mod Jugoslavien er ikke alene en ulovlig handling, de udgør en overtrædelse af menneskerettigheder og gennemførelsen af folkemord," sagde Jugoslaviens juridiske repræsentant, Rodoljub Etinski, i sin åbningstale ved Haag-domstolen.
Den Internationale Domstol skal behandle seperate klager fra Jugoslavien mod henholdsvis Belgien, Canada, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Spanien, Storbritannien, Tyskland og USA.
Vel vidende, at en retssag ved domtolen i Haag kan trække ud i årevis, har Jugoslavien anmodet om, at domstolen tager midlertidige skridt og beordrer et øjeblikkeligt stop for luftangrebene.
Den indledende høring, der er berammet til at vare i to dage, ventes at fokusere på, hvorvidt domstolen overhovedet har ret til at afsige kendelser på det pågældende område.

Forkert bombemål var en dobbeltfejl
*Forældede kort og forkerte informationer var baggrunden for bombningen af Kinas ambassade i Beograd natten til lørdag.
Det oplyste embedsmænd fra USA's forsvarsministerium mandag.
Bombningen af ambassaden, som kostede mindst tre menneskeliv og har bevirket en voldsom reaktion fra Kina, var resultatet af en "dobbeltfejl", sagde en embedsmand.
NATO-planlæggerne havde fået oplyst den forkerte placering af det virkelige mål, den jugoslaviske regerings forsyningsdirektorat. Og på samme tid blev der benyttet et forældet kort over den jugoslaviske hovedsted til at placere Kinas ambassade på et sted, hvorfra ambassaden var flyttet for flere år siden.
Det har dog ikke formildet kinesernes vrede.

Netanyahus krav afvises blankt
*Palæstinenserne afviste mandag Israels krav om at lukke kontorer i palæstinensernes uofficielle hovedkvarter Orient House i Østjerusalem, sagde en palæstinensisk embedsmand.
Han sagde, at palæstinenserne har afvist at lukke kontorerne, men erklæret sig villige til at bekræfte, at kontorerne intet har med den palæstinensiske selvstyreenhed at gøre - sådan som Israel ellers hævder.
Tidligere mandag skærpede Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu - der her en uge før det israelske parlamentsvalg er bagud i meningsmålingerne - striden med palæstinenserne om Orient House.
Netanyahus kontor meddelte, at det havde udstedt ordrer om at lukke, hvad der blev betegnet som tre ulovlige kontorer for de palæstinensiske selvstyremyndigheder i Orient House.

EU's nødhjælp er en skandale
*EU-Kommissionen skal nu forklare, hvorfor mange af de penge, der er bevilget til nødhjælp i Albanien, endnu ikke er nået frem. Kravet kom mandag i et brev til EU's nødhjælpskommissær, Emma Bonino. Det er den danske næstformand for Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg, Freddy Blak (S), der står bag brevet. Han accepterer, at der skal være visse formaliteter i forbindelse med at sende pengene, men han opfordrer til, at EU arbejder mere smidigt i den akutte situation og kalder hele affæren en "skandale."
"ECHO skal selvfølgelig ikke bare lege tag-selv-bord, men der er på den anden side heller ingen grund til at gøre arbejdet alt for firkantet. Men problemet er også, at vi endnu ikke har fået lov til at kontrollere arbejdsgangene," siger Freddy Blak.

15.000 soldater skal sikre valgro
*En styrke på 15.000 bevæbnede soldater blev mandag indsat i Indonesiens hovedstad Jakarta som sikkerhedsstyrke før parlamentsvalget den 7. juni.
Valgkampagnen begynder den 19. maj og mange frygter, at hovedstaden, ligesom sidste år, vil blive ramt af optøjer og gadekampe.
Valget er det første i flere årtier i Indonesien, hvor mere end tre partier er tilladt.
Der har allerede været adskillige sammenstød mellem rivaliserende politiske grupper og mindst fire personer har mistet livet.

Kritik af ministers optræden i USA
*Folketingsmedlem Keld Albrechtsen, Enhedslisten, kritiserer fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) for ikke at have optrådt fast nok over for de amerikanske fødevaremyndigheder under et besøg i USA.
"Man får det indtryk, at ministeren i Washington har lignet en undskyldning for sig selv. Og at han har søgt at give USA's regering det indtryk, at det ikke er Danmark, der står fast i hormonbøfsagen. Vi mener, at det er alvorligt, hvis ministeren på denne måde reelt har været med til at underminere mulighederne for at vinde hormonbøfsagen," siger Keld Albrechtsen. Han henviser til, at Information den 7. maj citerede Henrik Dam Kristensen for en udtalelse om, at der ikke er grund til at drage forhastede konklusioner på basis af en ny EU-undersøgelse, der peger på, at et hormon anvendt til opdræt af kvæg i USA kan være kræftfremkaldende.
Han har derfor spurgt fødevareministeren, hvad han har gjort på sin rejse til USA for at styrke den danske position i hormonbøfsagen?
Fødevareminister Henrik Dam Kristensen afviser kritikken.

Aaen: Lad retten afgøre historiestrid
*Frank Aaen fra Enhedslisten opfordrer nu Mærsk Mc-Kinney Møller til at lade en domstol afgøre en strid mellem de to om A.P. Møllers rolle under besættelsen. I et åbent brev til McKinney Møller foreslår Aaen i første omgang en konference om søfartshistorien under besættelsen.
"Hvis ikke De vil medvirke til en sådan konference, kan De vælge at føre en injuriesag mod mig," skriver Frank Aaen i brevet. Opfordringen kommer, efter at Mærsk Mc-Kinney Møller på A.P. Møllers generalforsamling fredag kom med barske udfald mod Frank Aaen, der er aktionær i rederiet. Aaen har i en kronik i Berlingske Tidende rejst spørgsmål om skibsreder A.P. Møllers holdning til nazismen, og det kaldte Mc-Kinney Møller for injurierende mod sin afdøde far.
"Det er påstand mod påstand, og for at få det afklaret må vi enten inddrage historikere eller bringe det til retten og få det afgjort med bevisførelse," siger Frank Aaen til Ritzau. Han gentager i brevet de udtalelser, som han kalder historiske kendsgerninger og derfor er villig til at gå i retten for.

Krav om stop for industrifisker
*Alvorlig nedgang i Nordsøens fuglebestande får Storbritannien til at kræve forbud mod det danske industrifiskeri langs de britiske kyster. Og briterne får nu støtte fra de danske ornitologer, oplyser DR Midt & Vest.
Det er den britiske regering, der har fremført kravet om fiskeforbud over for EU-Kommisionen, efter at britiske miljøorganisationer har konstateret markante tilbagegange for flere havfuglearter i kolonierne på den britiske Nordsø-kyst.
Flere fuglerarter er afhængige af de rige forekomster af tobis på fiskebankerne i den vestlige del af Nordsøen. Men det er i samme område, at danske industrifiskere netop nu henter råvarer til de vestjyske fiskemelsfabrikker.
Spørgsmålet om tobisens betydning for Nordsøens økosystem behandles på et møde i det internationale havforskningsråd ICES i denne uge. Mødet får stor betydning for EU-Kommissionens indstilling til briternes krav om forbud mod industrifiskeriet i udvalgte områder.

'Ræven skal ikke vogte gæs'
*Erhvervslivets repræsentanter bør smides ud af Konkurrencerådet. Det mener to af rådets egne medlemmer, professor og tidligere vismand Niels Blomgren-Hansen og lektor Peter Møllgaard fra Handelshøjskolen i København ifølge Ugebrevet Mandag Morgen. Konkurrenceloven kan ganske enkelt ikke fungere effektivt, før bindingen til erhvervsorganisationerne og Erhvervsministeriet fjernes, fastslår de to. Samtidig skal rådet selv have lov at idømme bøder, der er store nok til at afskrække virksomhederne.

Beatles gør klar til endnu et hit
*En endegyldigt sidste Beatles-single vil blive udsendt senere i år, efter at de tre overlevende medlemmer af den berømte gruppe er faldet over en studieoptagelse fra 1968, som man ellers anså for at være gået tabt. Ifølge den britiske avis The Sun har de tre Beatles-medlemmer Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr besluttet, at optagelsen skal udgives i dens oprindelige form.

Farmand-bånd bød ikke på afgørende nyt
*Tidligere PET-agent og historiker Frede Farmand kunne mandag ikke fremlægge afgørende dokumentation for, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) satte ham til at aflytte Rigspolitiets rejsehold.
På et pressemøde i går offentliggjorde Farmand som skulle bevise, at Farmand blev opfordret til at lokke rejseholdet i en fælde for at aflytte dem.
Af optagelserne fremgår det, at PET var interesseret i at få lokket rejseholdet til at afhøre Frede Farmand, mens forslaget om en båndet aflytning af Rigspolitiet lader til at stamme fra Farmand selv. Ifølge Frede Farmand var PET interesseret i at få rejseholdet aflyttet for at få afsløret, hvor meget Rigspolitiets folk vidste om en følsom sag.
På Farmands optagelser høres Farmand og PET-medarbejderen Verny Thomsen diskutere muligheden for at klage over en af rejseholdets folk. Ifølge Farmand var PETs dagsorden med klagen at lokke rejseholdets folk på banen og afsløre, hvad de vidste.
På en af Farmands optagelser siger Verny Thomsen, at resultatet af klagen vil blive, at to folk fra rejseholdet vil komme og afhøre Frede Farmand, hvor politifolkene så "kan lægge hele lortet på bordet - hvad de har fået andre steder fra".
Verny Thomsen siger endvidere på båndet, at han har diskuteret ideen med en anden i PET, mens Frede Farmand afbryder: "men så vil jeg bånde det", hvilket PET-medarbejderen er helt indforstået med.
"Hvis du ikke kan, så er der ingen, der kan", siger PET-medarbejderen til Frede Farmand.
Rejseholdets folk blev aldrig aflyttet i sagen, da truslen mod PET gik i sig selv, siger Frede Farmand.

Information tilføjer
*I Poul Villaumes kronik i lørdagen Information 'At slukke brand med benzin' var der under redaktionens forkortelse fjernet et nuancerende forbehold. Efter citatet i næstsidste afsnit af general Nambiar, som er fhv. chef for FN-styrkerne i eks-Jugoslavien, skulle der også have stået: 'At dette fik lov at ske, har efter alt at dømme også at gøre med dét større perspektiv, som vedrører det "Nye NATO's" FN-uafhængige funktion og globale rolle efter den kolde krig, således som den blev formuleret i alliancens nye Strategiske Koncept på topmødet i Washington sidst i april.'
Og i selvsamme lørdagsavis var der ved en teknisk fejl faldet 15 linier ud af artiklen, 'Øresunds nye teknoider', som gav det indtryk, at forskningsminister Jan Trøjborg skulle have talt om hominider og teknoider. Det er ikke rigtigt. Trøjborg antydede i sin tale "to potentielt vidtgående perspektiver:
Etablering af et tættere samarbejde mellem beslutningstagere på begge sider af Sundet;
Fri shopping mellem kursustilbud for de 120.000 studerende i regionen, så det skærper konkurrencen og inspirerer os til et kvalitetsløft."
Det var til gengæld rektor på Lunds Tekniske Högskola, Thomas Johannesson, der i et afsnit af artiklen stillede spørgsmålet:
"Er vi på vej fra hominiden til teknoidens tidsalder - en homotechnicus humanus?"
Vi beklager. red.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu