Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

19. maj 1999

G8-freds-forslag er 'acceptabelt'
*Serbiens præsident, Milan Milutinovic, kalder et forslag fra G8-landene til en løsning på Kosovo-konflikten for "acceptabelt".
Det meddelte det italienske udenrigsministerium tirsdag eftermiddag.
Ifølge meddelelsen har Milutinovic under en telefonsamtale med Italiens udenrigsminister, Lamberto Dini, sagt, at han ikke afviser tidligere forlydender fra det jugoslaviske udenrigsministerium om, at rammerne for G8-landenes fredsforslag er acceptable for Jugoslavien.
I Beograd sagde den jugoslaviske udenrigsministers talsmand, Nebojsa Vujovic, at den jugoslaviske regering var "åben" for en dialog på baggrund af principperne angivet af G8.
Vujovic sagde, at den russiske Balkan-forhandler Viktor Tjernomyrdins besøg i Beograd onsdag vil tillade de jugoslaviske myndigheder "at se mere konkret på initiativet".
Artikel på forsiden og artikler side 6

Magtskifte giver håb om fred
*De fleste europæiske regeringschefer udtrykte tirsdag store forhåbninger til fredsprocessen i Mellemøsten, efter at det stod klart, at Israels nye ministerpræsident bliver Ehud Barak fra Arbejderpartiet.
Tysklands forbundskansler, Gerhard Schröder og Storbritanniens premierminister Tony Blair, lovede tirsdag Ehud Barak fuld støtte til den vanskelige opgave, det bliver at få fredsprocessen tilbage på det rette spor.
Den palæstinensiske præsident, Yasser Arafat, var forsigtig i sit ordvalg, fordi han traditionelt ikke ønsker at blande sig i israelske valg. Til spørgsmålet om hvorvidt han tror, at fredsprocessen nu bevæger sig fremad, svarede han: "Det håber jeg".
Leder på forsiden og tema side 7

Det lysner for verdens økonomi
*Den globale økonomi har klaret sig gennem de seneste års kriser, og der er nu udsigt til en vækst på knap tre procent næste år.
Det konstaterer Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) tirsdag i en forholdsvis optimistisk halvårsrapport. OECD siger, at en lavere vækst i USA vil blive kompenseret af en fremgang i Europa.
Den europæiske økonomi er ved at rette sig op efter en nedtur i slutningen af 1998, siger OECD. Europa kan således ventes at overtage USA's rolle som den økonomiske sværvægter.
Artikel på forsiden og artikel side 5

R vil have en Europa-minister
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) bør straks efter EU-valget den 10. juni udvide regeringen med en Europa-minister. Forslaget kommer fra de radikales spidskandidat ved valget, Lone Dybkjær, som ønsker, at den nye minister skal rydde op i EU-Kommissionen.
"Kommissionen påtager sig alt mellem stort og småt. Man bør gå arbejdsopgaverne igennem og se, om der er nogle man kan fjerne. Som eksempel kan jeg nævne sundhedsoplysning, som ikke er en fælles opgave for EU, da det aldrig vil blive det samme hver enkelt land skal oplyse om," sagde Lone Dybkjær til TV 2 Nyhederne tirsdag. Planen om en Europa-minister får en skeptisk modtagelse af regeringspartneren Socialdemokratiet og SF.
"Ideen går stik modsat tankerne om at integrere Europa-politikken i alle de andre politiske områder. Det er en dødssyg ide, for at sige det lige ud," siger Pernille Frahm.

Danskerne skal være sundere
*Regeringens program for folkesundheden 1999-2008, som blev fremlagt i går, blev positivt modtaget. Baggrunden for rapporten er, at mange flere danskere mellem 45 og 65 år dør end i de andre europæiske lande, vi plejer at sammenligne os med. I forhold til Norge og Sverige ligger det danske gennemsnit i dødsfald på mere end 7.000 over det norske og svenske gennemsnit. Regeringens rapport om folkesundheden indeholder ingen konkrete bud på, hvordan man i praksis forbedrer folkesundheden og dermed levealderen. Sundhedsminister Carsten Koch (S) understreger, at rapporten skal ses som et "visionsoplæg" for de næste 10 år, der først skal diskuteres hen over sommeren.

Konflikt udsat i fjorten dage
*Forligsmand Mette Christensen udsatte tirsdag de varslede strejker på jordemoderområdet i fjorten dage.
Dermed kan en konflikt på området tidligst træde i kraft per 5. juni. Knap 10 timer før deadline for en strejke for 130 jordemødre valgte forligsmanden at trække i nødbremsen.
Forhandlingene mellem Amtsrådsforeningen og Den Almindelige Danske Jordemoderforeningen (DADJ) har stået næsten stille, siden konflikten startede den 20. april. Men udsættelsen tyder på, at der nu er et forslag på bordet, der åbner mulighed for et forlig.
"Der er et ønske fra en af parterne om, at man gerne vil undersøge en yderligere mulighed, og den vil jeg selvfølgelig ikke afskære. Derfor har jeg besluttet af udsætte konflikten," sagde Mette Christensen tirsdag efter knap fire timers forhandlinger. Hvilken af parterne, der bad om mere tid, eller hvilke forslag, der er på forhandlingsbordet, ville hun ikke kommentere.

Straffeloven er god nok
*Der er ikke flertal for at stramme straffeloven, så det bliver nemmere at idømme kollektive straffe. Et stort flertal i Folketinget, S, V, SF, CD, R, EL og KRF mener nemlig, at de nuværende muligheder for at straffe en gruppe mennesker for en forbrydelse allerede er gode nok.
Straffelovens paragraf 23 giver allerede mulighed for at straffe alle, "der ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til et strafbart forhold".
Og det er ifølge flertallet tilstrækkeligt grundlag for kollektive straffe.
Diskussionen om kollektiv straf opstod blandt andet som en udløber af Blekingegade-sagen. Østre Landsret frifandt den 2. maj 1991 fire af syv drabstiltalte medlemmer af Blekingegadebanden for drab på en 22-årig betjent ved røveriet mod Købmagergades postkontor.Nævningene fulgte retsbelæringen fra de juridiske dommere.
De fandt ikke bevis for, at de tiltalte havde forsæt til at skyde, bl.a. fordi røveriet udviklede sig så hurtigt.

Strejke mærkes på sygehuse
*Strejken blandt 2.500 sygeplejersker og 500 radiografer på flere sygehuse mærkes nu for alvor.
Mandag blev 5.211 undersøgelser og 1.121 operationer aflyst, viser en opgørelse fra Amtrådsforeningen.
Dermed er mere end 9.694 operationer og forundersøgelser aflyst på to hverdage, siden strejkens begyndelse Kristi himmelfartsdag torsdag i sidste uge.
I den kommunale hjemmepleje, hvor 2.000 sygeplejersker strejker, kan konflikten mærkes, selv om de kommunale arbejdsgivere oplyser, at nødberedskabet fungerer efter rammeaftalen med Dansk Sygeplejeråd.

Flygtninge i Albanien glemmes
*De Kosovo-albanske flygtninge, der har søgt tilflugt hos albanske familier, bliver overset trods det omfattende nødhjælpsarbejde. Det viser en undersøgelse, som organisationen Læger Uden Grænser har foretaget i Kukes i det nordlige Albanien.
Opmærksomheden og hjælpearbejdet er fortrinsvis rettet mod de 10-15 procent af flygtningene, der bor i de organiserede flygtningelejre.
Undersøgelsen er foretaget i perioden 24. 27. april og viser, at 20 procent af de adspurgte flygtninge, der bor hos værtsfamilier ikke modtager mad fra fødevareudelinger.
Ingen blandt de adspurgte var endnu blevet registreret eller havde modtaget dokumentation for deres flygtningestatus.

Depression fordyrer pension
*Danskere, der får antidepressiv medicin, risikerer forringede pensionsvilkår. Først fire år efter, man har fået medicinen, kan man tegne en invalidepension, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
En af Danmarks ledende psykiatere, professor Per Bech, Psykiatrisk Sygehus i Hillerød, beder forsikringsselskaberne til at ændre praksis. Han opfordrer samtidigt patienter med lettere depressioner til at tage "grønne lykkepiller", så de ikke kommer i klemme overfor forsikringsselskaberne.
"Har man inden for fire år fået antidepressiva i en måned og ikke haft nogen tilbagefald af sygdommen, giver vi afslag på invalidedækning, og vi forlanger måske dobbelt præmie på dækning af dødsfald," siger informationschef Hans Dam, AP Pension, som kommentar til en konkret sag. Hans Dam understreger, at selskabet følger de fælles retningslinjer, der er udstukket af bedømmelsesforeningen, som forsikringsselskaberne har i fællesskab.

Lærerne forhandler fortsat
*Tirsdag aften så det ud til, at de afgørende forhandlinger om en ny overenskomst for godt 60.000 aktive folkeskolelærere blev indledt i Forligsinstitutionen i København.
Klokken 19.00 tirsdag mødte chefforhandleren for folkeskoleområdet i Kommunernes Landsforening (KL), Ole Andersen, op for at deltage i de fortsatte forhandlinger på arbejdsgiversiden. Og efter knap en times forhandlinger med formanden for Danmarks Lærerforening, Anni Herfort Andersen, kunne Ole Andersen bekræfte, at forhandlingerne var inde i en vanskelig fase.
"Vi har fået et udspil fra forligsmanden, som vi nu skal spekulere nærmere over, og det vil vi så gøre. Men umiddelbart tyder det ikke på, at der er gået hul på bylden," lød det pessimistiske budskab fra Ole Andersen.

For meget snak på skinnerne
*Et flertal af de tog-rejsende er trætte af medpassagerernes knevren i mobiltelefon, og de ønsker regler, der begrænser snakken. Det viser en undersøgelser, som omtales i det seneste nummer af bladet DSB i dag. DSB har endnu ikke gjort op med sig selv, hvordan flertallets ønske skal imødekommes. DSB Passagertog har spurgt næsten 9.000 passagerer i hele landet. Men den store midtergruppe mener, at DSB bør indføre begrænsninger - enten ved at tilbyde særlige afsnit til de snakkende eller ved at opfordre passagererne til at begrænse snakken.

Aktivister indtog Daells Varehus
*Daells Varehus fik i går nye kunder, da 27 unge mennesker trængte ind i bygningen i Nørregade.
De unge protesterede med et banner og råb fra taget af bygningen mod, at Københavns Borgerrepræsentation for nyligt igen vedtog at lukke Ungdomshuset.
Ungdomshuset ligger på Jagtvejen 69 på Nørrebro.
Talsmand for Ungdomhuset, Rune Larsen bekræfter, at flere af dem, der trængte ind i Daells Varehus i går eftermiddags, er aktivister fra ungdomsgruppen.
Flere happenings er planlagt for at gøre opmærksom på de unges utilfredshed med borgerrepræsentationens beslutning.
Københavns politi mødte talstærkt tal op på stedet, og inden klokken 18 var de 27 unge ifølge vagthavende hos Københavns Politi fjernet og sigtet for ulovlig indtrængen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu