Læsetid: 5 min.

OECD-opgør med bistand til overpris

12. maj 1999

På trods af mange negative bivirkninger er en stor del af u-landsbistanden bundet til indkøb i donorlandene. Det forsøger OECD at rokke ved, men Danmark sætter sig imod, for Danida vil ikke være tossegod

Mellem en fjerdedel og halvdelen af de rige landes bistand til de fattige er bundet til indkøb i giverlandene. Bindingen fordyrer varerne og tjenesteydelserne for u-landene og øger risikoen for, at de fattige lande får forkert udviklingsbistand.
Dette spild af milliarder af kroner hvert år er der nu opbakning til at gøre noget ved blandt landene i den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD.
Danmark er principielt for afbinding, men står isoleret i øjeblikket og forlanger en undtagelse fra OECD's forslag til afbinding. Der er i Danida frygt for, at afbinding kan føre til tab af arbejdspladser i Danmark og rokke ved den politiske enighed om Danmarks relativt høje bistand.

U-lande betaler overpris
U-lande som Mozambique, Vietnam og Bolivia har et skrigende behov for udvikling og dermed for effektiv udviklingsbistand. Bistand bundet til indkøb i giverlandene har tit vist sig at være mindre effektivt end ubunden bistand.
Modtagerne kommer ofte til at betale en overpris på mindst ti procent i forhold til verdensmarkedsprisen, fordi der er for er lidt konkurrence blandt leverandørerne i giverlandet om opgaven f.eks. et vejbyggeri eller en forundersøgelse.
Et eksempel er, at i 1992 leverede et dansk firma såsæd til en importør i et u-land, som fik det finansieret via bunden bistand fra Danida. Året efter leverede det samme danske firma under fuldt kommercielle vilkår til den samme leverandør, men nu var prisen uden nogen valid årsag 25 procent lavere.

Pris aftales på forhånd
Dette eksempel og andre har givet næring til rygter i flere år om, at når der kun er få leverandører i Danmark til en Danida-opgave, så fristes leverandørerne til at lave mestergris - altså aftale prisen indbyrdes.
Da udviklingsminister Poul Nielson (S) for nogle år siden gik til angreb på den noget sammenspiste danske konsulentbranche og udbød opgaver i international licitation, så viste det sig, at de danske leverandører kunne presses på prisen.
For donorlandene kan bunden bistand have den effekt, at man ikke får tilpasset strukturen i sit erhvervsliv til at kunne klare international konkurrence.
Et af eksemplerne på det er Nakskov Skibsværft. Det fik for en del år siden nogle Danida-ordrer på skibe til Bangladesh. Skibene kunne være leveret billigere fra Sydkorea, og ordrerne reddede ikke det nu lukkede værft.
Selv om Danmark officielt er modstander af bunden bistand, så er en ret stor del af de nu omkring 11 mia. kr. i årlig u-landsbistand bundet til at blive leveret af danske firmaer eller personer. 38,7 procent af den danske, bilaterale bistand var således behæftet med en køb-dansk-klausul i 1996 ifølge OECD's Udviklingskomité, DAC.
Det internationale gennemsnit lå det år på 26,5 procent.
Bindingen på den danske bistand er dog reelt højere end de 30-40 procent, som DAC normalt sætter den til. Faktisk var 50,7 procent af Danidas bistand bundet til Danmark i 1996 fremgår det af et speciale fra Københavns Universitet med titlen Bindinger på international bistand - med fokus på dansk bilateral udviklingsbistand fra 1998.

Bindinger skal afvikles
På et møde i går og i dag (11.-12. maj) i Paris tager ministrene med ansvar for udviklingsbistand fra DAC-landene stilling til et forslag om afbinding.
Det har der været forslag om de seneste 30 år, men i det seneste år er der for alvor kommet politisk skred i sagen. DAC-sekretariatet foreslår, at al bistand til de mindst udviklede u-lande f.eks. Uganda og Nepal skal afbindes.
Det forslag vil have negative konsekvenser for dansk erhvervsliv. Ifølge DAC går cirka 30 procent af den samlede, danske bistand til de mindst udviklede u-lande.
Målt i kroner svarer det til bistand for ca. tre-fire mia. kr. om året. Godt og vel halvdelen af dette beløb er bilateral bistand, og antages det, at halvdelen heraf er bundet, skal Danmark afbinde bistand for ca. en mia. kr. om året.

For erhvervslivets skyld
Det vil formodentlig være svært at få politisk accept i Danmark af afbinding i det omfang, som DAC foreslår. Især fra de borgerlige partier i Folketinget, som altid taler for, at dansk erhvervsliv skal være involveret i bistanden.
Venstre og de konservative kunne på den baggrund finde på at springe fra den konsensus-politik, der trods årlige finanslovs-slag hviler over Danmarks internationalt set store u-landsbistand.
"Modstanderne af afbinding argumenterer med, at afbinding vil føre til faldende opbakning til bistanden i donorlandet og dermed faldende bistand. Sådan tror jeg ikke nødvendigvis, at det vil gå i Danmark. Det afgørende er, at man får kommunikeret til befolkningen, at i et fattigdomsperspektiv giver det god mening at afbinde," siger generalsekretæren for Mellemfolkeligt Samvirke, Bjørn Førde.
På mødet i Paris beder Danmark om at få en fodnote i mødereferatet om, at Danmark kun vil afbinde bistand til de mindst udviklede lande på op til 0,15 procent af BNP.
Det vil i virkelighedens verden være gratis for Danmark, fordi et sted mellem 0,1 pct. og 0,15 pct. af det danske BNP ydes som bistand via internationale organisationer som FN og Verdensbanken, som for hovedpartens vedkommende ikke er bundet til at købe dansk.

Danmark mod USA
I DAC-kredsen står Danmark alene med sit synspunkt. Især USA og Storbritannien presser på for afbinding.
Det vil dog heller ikke have så stor betydning for deres erhvervsliv.
Ifølge velinformerede kilder kræver USA, at fødevarebistand skal være undtaget fra afbindingen.
Amerikanerne vil øjensynligt ikke lægge sig ud med de amerikanske landmænd. Bliver bl.a. korn og vegetabilsk olie givet som fødevarehjælp undtaget skal USA på grund af sin lave bistand især til de mindst udviklede lande ikke afbinde ret meget mere bistand end Danmark.
"Danmark er principielt for afbinding, men der skal være rimelighed i tingene. Amerikanerne er så elskværdige, at de vil afbinde vores bistand uden selv reelt at yde noget. Det er ude af proportioner, at et land med 50 gange så mange indbyggere ikke skal afbinde mere end os. Godt nok er vi gode i Danmark, men vi er ikke tossegode," siger en velinformeret kilde i Udenrigsministeriet.
Bjørn Førde er på linie med Danmarks officielle holdning og siger:
"Det er ikke det rigtige tidspunkt, DAC-landene går til angreb på afbindingen, når de fleste samtidig skærer ned på bistanden," siger Bjørn Førde.
"Danmark har en moralsk pointe i sin modstand mod afbinding. Dels fordi vi sammenlignet med de øvrige donorlande giver så meget i bistand, dels fordi vi giver en større andel af vores bistand til de mindst udviklede lande. Vi skal ikke have moralske kvababbelser over vores modstand."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu