Læsetid: 4 min.

Optøet følsomhed

25. maj 1999

Altsaxofonisten Paul Desmond blev verdensberømt som medlem af Dave Brubecks kvartet, men forløstes kunstnerisk i samarbejdet med guitaristen Jim Hall

CD-BOKS
Jeg er ham saxofonisten fra Dave Brubecks kvartet, som jeg har været knyttet til siden kort efter Krimkrigen. Du kan se, hvem der er mig, på at når jeg ikke spiller, hvilket sker forbavsende ofte, læner jeg mig mod klaveret. Jeg smiler også mindre end de andre fyre. (Det skyldes embouchuren, eller mundens form, mens man spiller, og det er meget vildledende. Du har aldrig for alvor troet, at Benny Goodman var så glad, vel? Ingen kan være så glad).
Paul Desmond, som her beskriver sig selv med karakteristisk selvironi, var i 16 år, fra 1951 til 67, medlem af tidens formentlig mest populære jazzgruppe, pianisten Dave Brubecks kvartet. Populariteten smittede også af på Desmond, som ellers ikke var skabt til rampelyset, og de 16 år gjorde ham økonomisk uafhængig.
Hvad de kostede ham, er et andet spørgsmål. Når han døde, kun ti år efter at han havde forladt Brubeck, og kun 52 år gammel, var den officielle årsag lungekræft, næppe uden forbindelse med at han var kæderyger. Desmond havde også et meget liberalt forhold til alkohol, og hans afhængighed af stimulanser tjente formentlig bl.a. til at dæmpe et depressivt gemyt.
Hans tre år yngre instrument-kollega Lee Konitz, i hvis New York-lejlighed han tilbragte sine sidste uger, har sagt om ham: "Der er et område hos Paul, som han endnu ikke har været i stand til at realisere. Det er derfor han bliver så depressiv - han har brug for mere tid til at lære sig selv at kende, så han vil kunne bryde sig mere om sig selv... Jeg er sikker på, at Paul har oplevet storhed, og når en musiker først har haft denne følelse af at spille, hvad han virkelig hører, er det svært at acceptere mindre end det."
Konitz har aldrig oplevet en økonomisk succes, som bare tilnærmelsesvis svarede til Desmonds, men hans kunstneriske succeser har til gengæld været flere og større. Det må Desmond have været helt klar over, og hans ironiserende forhold til sig selv og tilværelsen har formentlig været en måde at distancere sig på, at leve med misforholdene i sin egen løbebane.

Desmond og Hall
Men heldigvis er arven efter Desmond ikke kun de mange succes-plader med Brubeck. Der er også de plader, som Desmond indspillede under eget navn, og som langt fra opnåede tilsvarende salgstal. Her anvendte han fortrinsvis en medspiller, der var Brubecks markante modsætning, ikke en betontung pianist, men den enestående subtile og underdrivende guitarist Jim Hall.
Hovedparten af disse Desmond-indspilninger, gjort for RCA Victor i årene 1961-65, findes samlet i en boks med seks cd'er. De viser på den ene side Desmonds gratie som improvisator, uden at man behøver at døje med Brubecks bastante akkompagnementer, og på den anden side rummer de alt det Hall-guitarspil, som man kan ønske sig.
Sættets seks cd'er svarer til de oprindeligt udgivne plader med tilføjelse af diverse uudgivne og alternative takes. To af disse supplerende optagelser findes på en single-cd, men kunne vist lige så godt have været inkluderet i det øvrige sæt.
To af pladerne, Easy Living og Glad to Be Unhappy, viser Desmond og Hall i det ballade-repertoire, som ligger bedst for dem, mens Bossa Antigua og Take Ten domineres af brasiliansk inspireret materiale, som de begge var optaget af i kølvandet på bossa nova-bølgen. Både Desmond og Hall udfolder sig med elegance i dette repertoire, men udfordres måske knap så meget af det.
En bredere appel tilstræbes i Desmond Blue, som igen har et klassisk ballade-repertoire, men med stryger- og blæserbaggrunde, der momentvis er mindre end tidløse. Endelig er der et sjældent vellykket samarbejde med barytonsaxofonisten Gerry Mulligan i Two of a Mind, fremdeles uden klaver i akkompagnementet, men her også uden Halls guitar.
Desmond havde fem år tidligere, i 1957, spillet sammen med Mulligan i dennes Blues In Time (på Verve), også den en kvartetplade med de to saxofonister plus bas og trommer, og kombinationen af Desmonds alt og Mulligans baryton er igen noget ret enestående i begges produktion. Ikke mindst er deres tostemmige improvisationer i et udsøgt repertoire, hvis temaer knap nok antydes, noget uovertruffet (hør f.eks. deres "Stardust").

Paul Breitenfeld
Desmond var søn af en irsk mor og en tysk-jødisk far, fra hvem han havde sit oprindelige efternavn, Breitenfeld. Navnet Desmond fandt han i telefonbogen, fordi, som han sagde med karakteristisk ironi, Breitenfeld lød for irsk(!). Denne og andre vittige bemærkninger gengives af noteskriveren Paul Benkimoun i cd-boksens teksthefte, der er på både fransk og engelsk (sættet er redigeret i Frankrig).
Tilsammen giver udgivelsen et billede af en musiker, der måske frem for nogen personificerede 50'ernes og 60'ernes cool-jazz med sit legato spil, der altid var emotionelt tilbageholdt og ikke-ekspressivt, men som alligevel rummede en ligesom optøet følsomhed, der i de rette omgivelser stadigvæk er bevægende.

*The Complete Paul Desmond: RCA Victor Recordings (1961-65) (6 cd'er + 1 single og 48 s. teksthefte). RCA-BMG 7432 142.530-2.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her