Læsetid: 8 min.

En ortodoks demokrat

15. maj 1999

Partiet Meimad bryder med vante forestillinger om, at ortodokse jøder er fanatiske antidemokrater. Overrabbiner Michael Melchior er en af partiets spidskandidater og sikker på at blive valgt ind i Knesset på mandag

VALG I ISRAEL
JERUSALEM - Meimads kampagnekontor i Jerusalem er fyldt af travlt rod, plakater, streamers til israelske bagruder og valgbrochurer.
Michael Melchior er træt. Valgkampen har varet i syv måneder, og udsigten til, at den ikke er overstået på mandag, fordi hverken Barak eller Netanyahu får 50 procent af stemmerne, gør ham endnu mere træt:
"Barak skal vinde i første runde. Ingen i Israel har lyst til at fortsætte to uger til."
Hans skæg og den sorte kalot signalerer ortodoks jøde - og med Michael Melchiors ord signalerer ortodoks jøde, at man er "fanatisk, fundamentalist, imod fred, demokrati og for at Knesset skal gennemføre religiøse love, der blander sig i folks privatliv."
Lige præcis denne stereotype sammenhæng gør Meimad til en nødvendighed for de ortodokse demokrater, der skabte partiet for 10 år siden - selv om det israelske valgmarked i forvejen er overfyldt af flere end 30 partier:
"Ja, vi er religiøse. Vi skammer os ikke over det, og vi føler os 100 procent forpligtede til at følge hver detalje i Toraens regler. Men vi er ikke fundamentalister; vi accepterer, at der findes andre mennesker her i samfundet, som vi skal arbejde sammen med. Vi mener, at demokrati går fint sammen med jødedommen. Og vi støtter fredsprocessen, ikke på trods af, men netop fordi vi er religiøse jøder," understreger Michael Melchior.
- Du anser splittelsen mellem sekulære og religiøse jøder for meget alvorlig?
"Det er den mest alvorlige trussel for Israels fremtid. Den religiøse-sekulære splittelse er så at sige overskrift for alle de andre splittelser. Hvad der begynder som en teologisk splittelse, bliver en kulturel og derefter en politisk og etnisk splittelse - hvor de religiøse sefardiske jøder er højresiden, og de sekulære europæiske jøder er venstresiden af det politiske spektrum."

Frarøvet identitet
Den konflikt har eksisteret lige så længe som ideen om Israel, men den er blevet mere skarpskåren i de sidste årtier.
Mermaid-folkene er ikke ene om at være bekymrede; gentagne meningsmålinger har vist, at et stort flertal af israelerne anser den indre opløsning mellem sekulære og religiøse jøder, som en større fare for statens eksistens end konflikten med palæstinenserne og de arabiske naboer.
De ultra-religiøse partier har stor politisk indflydelse med deres 28 mandater i den Likud-ledede regeringskoalition på 61 mandater. Blandt andet via posterne som indenrigsminister, kulturminister og arbejdsminister arbejder de på at gøre jødedommens livsregler til statslig lovgivning.
Eksempelvis har domstolene haft fat i ørerne på arbejdsministeren, fordi han er mere optaget af, om butiks- og cafelivet holder lukket på shabath end af de ansattes løn- og arbejdsforhold.
Og eksempelvis må mange israelere tage udenlands for at blive gift, fordi man kun kan blive gift i Israel, hvis begge parter er født af en jødisk mor - og borgerlige vielser eksisterer ikke.
Det er Meimad arge modstandere af:
"Israel skal være præget af jødisk etik og moral, men religiøs lovgivning, der blander sig i folks privatliv, skaber kun barrierer og had," siger Michael Melchior.
"En meget stor forskel mellem jødedom og kristendom er, at kristendom først og fremmest har sit grundlag i tro. Du kan ikke være en kristen ateist, men du kan godt være en jødisk ateist - knyttet til den jødiske kultur og praktisere jødiske traditioner uden at være troende."
"Men her i Israel er religionen i sin bredeste forstand blevet monopolt gods hos de religiøse. Det betyder, at andre bliver ... frarøvet deres identitet, og vi mister en del af det fælles grundlag, som Israel skal bygge på. Så længe vi har religiøse partier og religiøs lovgivning, som gør jødedommen forhadt blandt mange af de sekulære, vil det være umuligt at nå frem til det, jeg ønsker: At enhver finder sin egen jødiske identitet i det israelske samfund."

Dimensionen
- Meimad betyder dimension - og hvad betyder det i politik?
"At jødedommen har et bredt budskab, som ikke handler om, hvor mange kvadratkilometer land Israel skal dække, men om hvordan du behandler den fremmede i samfundet, hvordan du løser sociale problemer. Israel er på mange måder blevet et ret ekstremt kapitalistisk samfund, hvor skellet mellem rige og fattige vokser.
- Det lyder næsten som om, I vil have et Danmark-agtigt land med en blå stjerne i stedet for et hvidt kors?
Michael Melchior ler. Han er født i Danmark, er søn af tidligere overrabbiner Bent Melchior, og har selv været overrabbiner i Oslo gennem 20 år:
"Jeg er naturligvis ikke upåvirket af det land, jeg er vokset op i. De positive idealer om at være et åbent, liberalt, pluralistisk og tolerant samfund, ønsker jeg også, at vi skal stræbe efter her i Israel. Men de idealer henter jeg ikke kun i min skandinaviske baggrund, men også i min jødiske. Israel skal finde sin egen balance i forholdet mellem stat og religion."
Meimad blev dannet for ti år siden, og op til dette valg viser alle meningsmålinger, at partiet bliver repræsenteret i Knesset, blandt andre af Michael Melchior. Partiet er nemlig gået i valg-koalition med Arbejderpartiet, som Ehud Barak er formand for, og David Levy's Gesher-parti under det fælles navn Et Israel og stiller op på en fælles liste, hvor Michael Melcior er nummer 17.
Hvis Barak vinder premierministervalget venter en ministerpost i den nye regering.

Bibi er en tragedie
- Det er svært at se forskel på Netanyahus og Baraks formulerede politik. Begge vil have fred med palæstinenserne og syrerne - så hvorfor synes du, at Netanyahu er et problem?
"Bibi er ikke først og fremmest et problem på grund af sin politiske ideologi. Den kan vi måske leve med. Han er et problem på grund af sin personlighed."
"... Du har da ret i, at med hensyn til selve den politiske substans i en endelig stabil fredsaftale med palæstinenserne så er forskellene nok mikroskopiske. Det er bare ikke det vigtige; der er stor forskel på, at du fører en hård forhandlingslinie, men viser respekt for den anden side - eller om du laver en aftale og ydmyger dem og spytter dem i ansigtet bagefter. Det hjælper ikke noget, at du giver noget landjord væk, hvis ikke du udviser den grundlæggende respekt, der skal til for at oprette et tillidsforhold mellem parterne her i Mellemøsten."
"De arabiske ledere vidste om såvel højrefløjens Shamir og venstrefløjens Rabin, at det var var partnere, de kunne stole på. Godt nok var det svært at få en aftale med dem - men når en aftale var i hus, blev den overholdt fra Israels side."
"Det er ikke tilfældet med Bibi - han har i den grad misbrugt den tillid, som Israel har bygget op over lang tid. I løbet af de sidste tre ulyksalige år har han vist, at han ikke formår at styre landet. Hverken den israelske befolkning, vore arabiske naboer eller den øvrige verden har den tillid til ham, som er helt nødvendig."
Michael Melchior kalder ligefrem Netanyahu "en tragedie for Israel, fordi han for-stærker den interne splittelse i befolkningen og taler til den laveste fællesnævner i det israelske samfund", og nævner et eksempel fra sidste uge, hvor en skuespillerinde kom med nogle latterliggørende kommentarer om dem, som ikke støtter Barak.
Det udnyttede Netanyahu til - i kameranærvær, så hele nationen kunne følge med - at sige, at:
"Eliten hader folket. De hader alle, som ikke er en dem. De hader sefardierne, russerne og etioperne."
Den politiske taktik er farlig, mener Michael Melchior:
"Han sætter befolkningen op mod hinanden på en måde, som er ødelæggende for et land som Israel."
"Og han delegitimiserer samfundets grundlæggende pilarer så som retssystemet og hæren. Det er ofte svært for danskere at forstå, at hæren og de tidligere generaler har en modificerende rolle i det israelske politiske liv. Hvis retssystemet eller hæren går Bibi imod - og det er sket mange gange - så retter han skytset mod deres legitime autoritet."
"Det er noget af det, jeg frygter mest hos ham."

Det hellige land
Også i det svære spørgsmål om at oprette en palæstinen-sisk stat i det, som Michael Melchior betegner "det gamle jødiske kerneland", Judæa og Samaria på Vestbredden, adskiller Meimad-folkene sig fra andre ortodokse:
"I det store hele mener vi, at man må forhandle sig frem til en løsning. Hvis man bruger Toraens hellige skrifter til at modsætte sig, at Israel tilbagegiver landområder, så ødelægger man den demokratiske debat. Men ... måske lidt til forskel fra vore kolleger i Arbejderpartiet har vi meget stærke følelse over for Judæa og Samari. Det vil være sværere for os end for dem at skulle opgive landjorden."
"Men hvis vi virkelig kan være sikre på, at vi får fred, må vi også være villige til at opgive jord."
"På den anden side er det en urealistisk tanke at fjerne de 180.000 jødiske bosættere, som bor på Vestbredden nu. Vi må finde en løsning, som inkluderer de store blokke af bosættelser i det fremtidige Israel, mens resten af området, som er størsteparten, vil indgår i den palæstinensiske stat."
Den konstruktion førte Meimad i marken som de første for 6-7 år siden - nu er den principielle idé accepteret af store dele af Likud, hele Arbejderpartiet og det meste af Knessets venstreside:
"Nok så vigtigt er, at mange blandt palæstinenserne vil kunne leve med en sådan aftale - måske mod visse kompensationer," siger Michael Melchior.
Den samme holdning har Meimad over for Golanhøjderne - "det afgørende er, om Syrien er villig til fuld fred lige som Jordan."
- Og Sydlibanon?
"Der er ikke en eneste israeler, der har lyst til at holde på Sydlibanon. De eneste, der ønsker, at vi skal blive dér, er syrerne. De bruger det som et forhandlingskort for at få Golanhøjderne tilbage."
Det afsluttende spørgsmål kan ikke være andet end:
- Tror du, at Barak vinder?
"Ja."
- Første eller anden runde?
"Det kommer an på, hvilken tid på dagen du spørger mig ... nej, spøg til side: Det afhænger af to ting: Hvis Mordechai trækker sig, vinder Barak første runde. Punktum. Og i tilfælde af en anden runde ... Det store problem er, at vi aldrig har haft en anden runde før, så vi ved ikke, hvordan israelerne vil reagere - om de gider at stemme en gang til, når de har stemt på deres eget parti. For eksempel er det en almindelig antagelse, at araberne ikke ville møde op til en afstemning nummer to. Derfor må vi afgøre det i første omgang."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her