"Den 1. maj er altid en god dag, både til fest og til kamp. Men i år trænger vi nok mest til at feste"
LO-formand Hans Jensens 1.maj-tale
ET HÅRDT år har det været for Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Efter den mere end knebne sejr ved valget i marts 1998 har "bevægelsen" været ude i hård søgang. I flere omgange kom der uventede og ubehagelige hilsner fra folkedybet. Det startede med det overraskende nej til overenskomsterne sidste forår og det sluttede med en vinterlig vælgervandring af historiske dimensioner efter de store løftebrud omkring efterlønnen.
På denne vårfriske majdag håber Hans Jensen - og Nyrup & Co. med ham - at der er mulighed for at holde fest og glemme den mørke tids fortrædeligheder. Håbet knytter sig til faktorer, der spænder fra det banale til det fatale.
Til det banale hører, at den kollektive hukommelse er relativ kort og at de borgerlige ledere ikke står distancen, når de får initiativet. Hvad angår efterlønnen kom den sidste del af lovpakken frelst gennem Folketinget i den forløbne uge. Nu må vi lægge den diskussion bag os, vil LO-toppen og de fleste S-politikere forklare på dagens 1.maj-møder.
TIL DET fatale hører, at den seneste forøgelse af vælgertilslutningen til Socialdemokratiet - sidste Gallup siger 27 procent, mod omkring 19 procent da krisen var størst - tilsyneladende også kan forbindes med krigen på Balkan. I kredsen omkring Nyrup og blandt en række valgeksperter er det opfattelsen, at regeringens holdning til NATO's angreb har været med til at vende stemningen.
"Nyrups modige angreb på Milosevic: Du vinder aldrig. 80 millioner så Danmarks statsminister på CNN," løb kampråbet på forsiden af B.T. i mandags. Det er den slags beskrivelser, der udstyrer den danske statsminister med en sælsom udgave af den såkaldte "Thatcher-effekt" - der skylder sit navn den politiske genfødsel, den daværende britiske premierminister oplevede, da hun førte sit land i krig mod Argentina om retten til Falklandsøerne.
DEN VOKSENDE tilslutning er bemærkelsesværdig al den stund, at den kommer i en situation, hvor NATO's krig på Balkan har vist sig at være en militær fiasko i forhold til de planer, der lå, før bombeflyene blev sendt på vingerne. Og fordi den krig, der blev indledt i humanismens navn, foreløbig kun har ført til en humanistisk katastrofe af et omgang, som ingen havde forestillet sig på forhånd.
Uanset det umulige i at NATO blot trækker sig tilbage - i så fald vil vi blot stå med kombinationen af næsten alle ulykker - så er det en grotesk effekt, hvis en socialdemokratisk statsminister kan hente stemmer på, at NATO på anden måned sønderbomber et af Europas fattigste lande.
Man kunne i teorien have forestillet sig, at Danmark - uden at bryde sammenholdet i NATO - havde markeret sig som et foregangsland og som initiativtager til de forhandlinger og den dialog, som før eller siden må til for at stoppe krigen. Men den danske regering har tilsyneladende travlt nok med løbende at tilpasse krigsretorikken efter de beslutninger, alliancens bestemmende lande tager.
FEST MENER Hans Jensen, vi trænger til på denne 1. maj. Trangen kan være nok så forståelig - men baggrunden er for dyster. Selv om det grundlæggende var rigtigt at stå fast over for Beograd-styrets skændige og umenneskelige Kosovo-politik, så er krigens udvikling en tragedie. Ikke blot for de fordrevne Kosovo-albanere og for de hårdt ramte nabolande. Men også for den almindelige serbiske befolkning, der betaler en høj pris for at have valgt en katastrofal politisk ledelse.
I stedet for festen kunne 1. maj i stedet bruges til at fundere over indholdet af arbejderklassens gamle mærkesag: Den internationale solidaritet. Her er nok at tage fat på. Ikke blot når det gælder om at tage et større ansvar for Balkans flygtninge, end Danmark hidtil har præsteret. Eller for de andre millioner af flygtninge verden over, som krige og overgreb mod mindretal har efterladt i trøstesløse lejre.
Men i ly af større ro på de internationale finansmarkeder, så udvikler den 'rigtige' økonomi sig faktisk meget foruroligende. Verdensbankens seneste årsrapport fortæller, at udviklingen går den forkerte vej. Fattigdommen vokser igen dramatisk i store dele af verden. For de vesteuropæiske socialister, der vil arbejde for international humanisme, er der nok at tage fat på. Verden har stadig akut brug for sociale omvæltninger og store reformer.
God 1. maj. mol
