Læsetid: 9 min.

Alt det på kun et liv

1. maj 1999

Norges forkætrede polarforsker Thor Heyerdahl er meget svær at sætte noget så småt som bogstaver på

NY BOG
Man kan jo ikke anmelde andre menneskers liv, var det første jeg tænkte, da redaktøren ringede, men måske kunne man skrive om en bog, som et stadigt sprællevende menneske har skrevet om sit lange og begivenhedsrige liv. Thor Heyerdahl har i Norge en status som landets forkætrede polarforsker eller som Jacques Cousteaus i Frankrig, og det er ikke så lidt... og når manden så har været uhyre aktiv i det meste af et helt århundrede, er han meget svær at sætte noget så småt som bogstaver på.
Jeg var straks på vagt, da jag læste, hvordan han bruger en tiltaleform i bogen, hvor man interviewer sig selv. En form som de fleste som regel slipper dårligt fra. Sådan er det heldigvis ikke hos Thor Heyerdahl, han er forløst, har gjort sit, både over for sig selv, sit land, forskningen, kvinderne og det urolige eventyrblod, der har boblet i ham, siden han som ganske ung gjorde noget så vanvittigt og på det tidspunkt unaturlige, at realisere sine drømme om at vende tilbage til en paradisisk ø.
At rejse tilbage til naturen, som jo senere blev det største hit overhovedet, men at gøre det i trediverne og samtidig sige, at der var et videnskabeligt formål med det, var at lægge op til ballade.
Og der har altid været stor ballade om Thor Heyerdahl. Han har alle dage været uhyre kontroversiel og er det stadig, og vil være det langt ud i fremtiden, fordi han er en uhyre flittig forsker, der har undersøgt flere lokaliteter, flere steder på jorden, end nogen anden forsker, måske nogen sinde, når at komme til.
Efter et år på Fatuhiva i det sydlige Marguasas hvor han sammen med sin unge kone Liv lever mere enkelt end nogen anden drømmer siden har gjort... uden tændstikker, dåsemad, ja knap nok med tøj på kroppen og udsat for øernes stafylokok smittende no-no myg, kommer krigen, hvor han gør tjeneste i en brigade i Canada og bliver sendt på hemmelig mission til det nordligste Norge, på et tidspunkt hvor også russerne har besat det nedbrændte Kirkenæs.
Det er meget spændende læsning, hvor der opstår situationer, der får helt Catch Twenty Two, Joseph Hellerske vanvittige absurde episoder, hvor han i krigens allerværste helvede bliver beordret tilbage til London, fordi russerne ikke giver ham ret til at kæmpe, fordi de
oversætter Fenrik med Henrik.
På vej tilbage i de synderskudte konvojer til Murmansk bliver skibet beordret til Færøerne i en nordatlantisk vinterstorm, hvor dybhavsbomberne river sig løse fra dækket og triller overbord og detonerer dermed under skibet, i stedet for mod de undervandsbåde, som de var beregnet på.

Alle menneskers drøm
Efter krigen og et brudt ægteskab realiserer han den enestående Kon-Tiki ekspedition, forløser så mange af efterkrigstidens frustrationer, på mange planer, i mange lande, fordi den tilfredsstiller hele verdens behov for en fredelig spænding efter krigens ophør.
Den bog, han skriver om rejsen fra Calleo i Peru og til Raroia i det østlige Tuamotu i Fransk Polynesien - en meget afsides atol, som jeg selv har besøgt og talt med de gamle om Heyerdahls stranding på ydersiden af revet - gør ham verdensberømt og giver ham med et slag en økonomisk frihed, som han på enestående måde forvalter i en lang række meget spændende ekspeditioner resten af sit lange liv.
Kon-Tiki bogen udkommer over hele kloden, og det er en af den slags meget sjældne bøger, som alle mennesker, alle steder på jorden læser, fordi hele ekspeditionen er så usædvanlig og fantastisk tænkt, at den appellerer til alle der kan læse, høj som lav, hvilket man senere får at høre om, når Heyerdahl møder så forskellige personligheder som Saddam Hussein, Fidel Castro, Nikita Khrusjtjov og Mikhail Gorbatjov.
Alle mennesker havde, og har måske endnu, en drøm om at stikke til søs på egne betingelser og sejle til verdens ende for at finde en sydhavsø. Paradismyten ligger meget dybt, især i det vesteuropæiske menneske og hele dette århundrede begynder med Gauguin på Tahiti, og det er slet ikke holdt op endnu.

Succesen giver bagslag
Thor Heyerdahls store succes bliver også hans akilleshæl, fordi han nu får det problem, at ingen forskere vil tage ham alvorligt, fordi det er forbudt både at skrive til hele verdens befolkning og så ville hævde sig i en elitær akademisk verden, som man jo nok må forestille sig meget mere intolerant og selvforstående end i dag.
Forskerne kan slet ikke forholde sig til dette store vejr, der kommer buldrende ind ad døren, med så meget frisk luft efter sig, at dørene ikke kun smækker, men hvor dørkarmene og den halve væg bag ham falder sammen.
At manden så er meget mere forsker, end omverdenen vil være ved bliver hans problem. Han kan skrive det ene store videnskabelige værk efter det andet, hvor opponenterne i alverdens auditorier må opgive, for derefter at give ham hånden, det hjælper ham ikke meget.
Bogen handler meget om hans læggen arm med en akademisk verden, der simpelthen ikke forstår hans enorme armbevægelser.
Hans store evne som organisator kommer ham også på tværs som forsker, de vil ikke vide af ham, han kan for meget om for mange ting.
Den danske antropolog, polarforskeren Kaj Birket-Smith - en meget stor kapacitet, der oprettede faget etnografi og gjorde det til et universitetsstudium og skrev Kulturens Veje - prøver på at tie ham ihjel men ender dog med, ifølge Thor Heyerdal, at give ham hånden.
En af hans nuværende kraftigste opponenter Dr. Torben Wolff er stadig helt uenig med ham om hans teori om, hvordan polyneserne har sejlet sig til deres stadig ikke kortlagte udbredelse i Stillehavet.

Heyerdahls teorier
Undertegnede, har det selv sådan med teoriernes om polynesernes sejladser i oldtidens Stillehav, at jeg på min første jordomsejling var med på Heyerdahls teorier, fordi det var så logisk at følge strøm og vind og med alle beviserne på de næsten ens statuer på den pre-inka, pre-colombianske kyst og så statuerne på Påskeøen, som jeg lige havde beundret.
Og hvordan var der kommet lyse mennesker midt ud i Stillehavet når der ellers ligger en barriere af meget mørkere mennesker fra Asiater, Melanesere og oborigiens imellem.
På min anden jordomsejling, hvor jeg havde mulighed for at beundre filipinernes og javanerens store evne til at bygge meget elegante udriggere, der så let som ingenting krydsede op mod vinden på oceansejladser, forstod jeg sammen med sprogforskere, arkæologer og botanikere, at det godt kunne være sandt, når man sagde, at Stillehavet var kolonialiseret fra sydøstasien og så langsomt trængte østpå.
Nu på min tredie jordomsejling, hvor jeg er helt ude på de yderste atoller, tror jeg som den seneste forskning, at polyneserne simpelt hen for flere tusind år siden sejlede overalt i Stillehavet.
Det vil sige forbi eller forsat fra Påskeøen og til kontinentet, hvor de har fået stenhugger know how og søde katofler ombord og er sejlet tilbage igen. Sagen er, at hvis man kan navigere sig frem til den uhyre ensomt beliggende Påskeø, ja, så kan man sejle overalt. (Påskeøen er ikke større, end at man sejler forbi den i en regnbyge).
Nu har man fundet et inka ben i en af de 7.000 lokaliteter der efterhånden er udgravet på Påskeøen, samtidig med at DNA-prøver på skeletterne vitterlig viser, at de var polynesere, så hvis man vil holde sig til lidt sømandslogik, sejlede de overalt.

På gammeldags maner
Thor Heyerdahl tese er, at alle de tre ældste civilisationer på jorden, opstår på samme tid for 5100 år siden (Peter P. Rhode mente nærmere seks), alle med soltilbedelser, pyramidebyggeri, byplanlægning, adobehuse, kompliceret metallugi, skrift og meget andet, der karakteriserede en civilisation, alle på et meget højt teknisk og kulturelt niveau, og de afbildede alle deres første konger som søfarere, og de sejlede alle sammen i sivskibe.
Thor Heyerdal begiver sig så ud i - på kun et eneste liv - at ville bevise en så mægtig teori, altså han bygger flåder og sivskibe og sejler dem selv frem over verdenshavene.
Thor Heyerdahl vil nok selv helst huskes som den forsker, der på gammeldags maner overbeviser med sine argumenter, sammenligninger, ja, akademiske bevisførelse, men hans allerstørste styrke ligger måske i, at han vil bevise med det argument og den viden, der opsamles i at gøre tingene.

Endnu en ugleset
Det har altid været ugleset, når mennesker med meget stort format satte tingene på hovedet. En af de største danske sømænd, måske den største overhovedet, Jens Kusk Jensen, der skrev sømandens bibel Håndbog i Praktisk Sømandsskab blev senere efter mange år til søs og overlevende fire skibsforlis, ansat på Kronborg museet, hvor han byggede nu enestående navigationsinstrumenter, dels ud fra gamle tegninger og beretninger og så, hvad han selv regnede sig til, med sin store erfaring som navigatør.
Når han blev kritiseret af forskere, der havde deres teorier fra skrivebordet, kunne han pludselig sige, at det var jo meget rigtigt tænkt, bortset fra at man slet ikke kunne benytte det beskrevne instrument til søs på et skib i søgang. Han gjorde praktiske forsøg ved at opfinde de instrumenter, som vikingerne brugte i deres navigationskunst. Ingen forskere tænkte sig frem til, at en pejlepind først kan bruges, når den ligger flydende i en pøs vand, der dermed ligger vandret i forhold til solens og skibets bevægelser.
Han byggede ligeledes en model af Hjortespringbåden, som han til videnskabens store misbilligelse prøvesejlede i Helsingør havn.
Han var i trediverne til grin blandt forskerne, som Thor Heyerdahl var det i halvtredserne og tresserne. Men nu er det jo respekteret, at man prøver teorierne af i praksis, og den udvikling har Thor Heyerdahl måske mere end nogen anden bidraget til. Se bare på forsøgscenter Lejre, hvor man finder ud af, hvor let det i virkeligheden er at skabe en stenøkse, og hvordan man på få minutter kan fælde et træ med den.Viden man aldrig havde fundet ud af, uden selv at prøve først.
Det er ikke alt, man får at vide, heldigvis, Heyerdahl er ikke et moderne menneske, der sælger sin sjæl i et fjernsynsprogram eller i en erindringsbog, for at blive berømt i 15 minutter, for derefter at sidde ensom tilbage.
Selv mangler jeg at få noget at vide om, hvordan han har det med Bengt Danielsson, en anden berømt polynesien forsker og gammel kammerat fra Kon-Tiki flåden. Ham spurgte jeg engang under en frokost nede i hans hjem i Paea på Tahiti, om hans forhold til Heyerdahl.
Ballonskipperen cand.scient Asbjørn Damhus, der sejlede med Heyerdahl for 20 år siden, skriver i en nylig udkommet bog om sin skipper Thor Heyerdal, at det, som er hans store styrke, og som gør ham beundret og misundt, er hans formidable evne til at forstå og rumme informationer fra alle mulige videnskabsfolk og fortolke deres resultater ud fra et helhedsoverblik, som kun meget få har.

Livet er langt
Det er et helt fantastisk liv at leve, hvilken rigdom, hvilken database der ligger i den mands hjerne. Hvis man skulle kritisere bogen, skulle det være for, at den ikke var lige så lang og udførlig som hans bøger om de forskninger, han har gjort over kulturernes sammenhæng.
I et glimt mærker man sorgen over en mistet datter, og et par linjer med lidt selvbebrejdelse over et forlist ægteskab, men bogen er lige til at blive i godt humør af, især læst af en halvtredsårig, fordi man efter læsningen føler sig som en ren hvalp.
Det er jo først nu, at livsindsigten, erfaringen begynder, glem alt om al den snak om førtidspensioneringer, piv og klynk, livet er langt. Bogen slutter med en sætning, der måske kan tolkes lidt gammeldags, men som lige så godt kunne stå over mandens liv, da hans Aku-Aku fra Påskeøen, der er en blanding mellem et spøgelse, genfærd, dobbeltgænger, ens bedre jeg, spørger ham, om han tror på ham, og han svarer: Den, der ikke tror på sig selv, kommer ingen vegne.

*Thor Heyerdahl: I Adams fodspor. En rejse i erindringen. Oversat af Palle Koch. 276 s. Illustreret. 295 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu