Analyse
Læsetid: 5 min.

Pilleindustri pilles ned

21. maj 1999

Opskruede priser på medicin koster hvert år tusinder af mennesker livet i u-lande. I Danmark giver overpriserne økonomiske smerter. WHO og private organisationer indleder global kamp mod medicingiganter, som har store interesser på spil

En tur på apoteket efter penicillin er for de fleste danskere en banal sag med ventetiden som den eneste irritation. Prisen for penicillinen volder de færreste bekymring, for den er overkommelig.
I de fattige lande er situationen en ganske anden: De færreste har råd til medicin, og mange præparater markedsføres ikke. Konsekvensen er, at folk dør af sygdomme, som kan kureres eksempelvis tuberkulose i Østeuropa og meningitis i Afrika.
Ifølge en række organisationer f.eks. Læger uden Grænser er priserne på medicin globalt opskruede. Denne organisation forsøger derfor sammen med andre organisationer f.eks. Health Action International at få priserne tvunget ned især i u-lande. For at fremme det formål har organisationerne i øjeblikket travlt med at påvirke beslutninger på Verdenssundhedsorganisationens (WHO) årsmøde i Geneve. I morgen skal forsamlingen tage stilling til en resolution, som vil give WHO politisk opbakning til at spille en større rolle i kampen for at sikre god medicin til en rimelig pris i u-lande. WHO skal ifølge resolutions-forslaget holde øje med, hvilke virkninger internationale handelsaftaler får på "lokal produktionskapacitet og på adgangen til og priserne på medicin i u-lande".
Resolutionen skabte ophedet debat på det forrige årsmøde, men nu bakker 59 lande op om den, og den ventes vedtaget i morgen.
Det springende punkt er nu, hvor meget WHO får lov til at gøre ud af sin rolle som rådgiver for u-lande og modspiller til medicinalproducenter, deres moderlande og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Medicinalindustrien i Europa og USA forsøger ihærdigt via diverse mekanismer at hindre u-lande i at have en egenproduktion eller import af billige medikamenter.
I Indien har der i mange år været en stor og udmærket egenproduktion af alle mulige former for medicin. Men da landet har undertegnet den internationale aftale om patenter (TRIPS-aftalen), så bliver inderne i løbet af en ti-årig periode nødt til at respektere internationale patenter. Det vil efter alt at dømme føre til, at priserne på medicin i et land, hvor der er flere fattige end i Afrika tilsammen, bliver mangedoblet.

En anden, meget benyttet og lovlig kanal til billig medicin i de fleste u-lande er parallelimport. Det vil sige, at man uden om producenten køber medicin der, hvor det er billigst. Der er meget store prisudsving, hvilket man bl.a. kan se ud af et studie foretaget for Health Action International:
Det store medicinalfirma SmithKline Beecham fremstiller Amoxicillin, der bruges til behandling af bl.a. gonore. Ifølge studiet så er prisen for det samme produkt ti dollars i Indien og 60 dollars i Tyskland. Parallelimportørerne bidrager ikke til udvikling og afprøvning af medicin, men som det fremgår, så betyder de meget for u-landenes adgang til billig medicin. Derfor kritiserer mange organisationer, at de vestlige lande ofte har fået eller forsøger at få vedtaget lovgivning i u-lande, der forbyder parallelimport.

Udenlandsk pres på u-landene har der i senere år været flere eksempler på f.eks. i Sydafrika og Thailand.
I Thailand skønnes omkring en million mennesker at være hiv-positive. I gennemsnit rammes 15-20 procent af de hiv-positive af en hjernebetændelse med navnet cryptokok meningitis. Ubehandlet kan sygdommen gøre det af med den ramte i løbet af få dage, og behandlet for sent kan den gøre patienten både blind og døv.
Ved hjælp af en blanding af medikamenter kan den alvorlige sygdom behandles med god effekt. En af virkemidlerne er flucanazole.
Indtil i fjor kunne to thailandske firmaer fuldt lovligt producere flucanazole til en langt billigere pris end patenthaveren, som er det amerikanske firma Pfizer.
Prisen for en dagsdosis var 100 kr. for det amerikanske produkt, mens det lokale kostede 15 kr. svarende til halvdelen af en mindste dagløn. Altså stadigvæk en forholdsvis dyr medicin.
Når det ikke længere kan produceres legalt, skyldes det, at den thailandske regering i september 1998 efter stort pres fra USA's regering og stærke lobbyister i den amerikanske medicinalindustri fik gennemført en patentlov, der følger USA's lovgivning. Med den nye lov afskriver Thailand sig retten til at give såkaldte tvangslicenser til lokale medicinproducenter og sikrer dermed Pfizers monopol og høje pris.
Til gengæld for, at den thailandske regering lader en masse syge i stikken, har USA reduceret importafgiften på tømmer og ædelstene fra Thailand.
Det interessante ved Thailand-sagen er, at det samme billede tegner sig andre steder f.eks. i Sydafrika. Ifølge en konvention første gang udformet i 1883 er lande i deres gode ret til at udstede tvangslicenser på produktion af patenterede produkter, hvis f.eks. prisen på produktet er skyhøjt, producenten ikke vil markedsføre det, eller der er tale om medicin af stor betydning for folkesundheden f.eks. medicin til de omkring ti procent af sydafrikanerne, som er hiv-positive.
Denne ret kunne bruges af mange u-lande, men bliver det ikke. Blandt andet på grund af armvrid fra USA som i tilfældet med Thailand. Ifølge medicinfabrikanternes internationale organisation (IFPMA) er der heller ikke behov for udstedelsen af tvangslicenser, for patenterne på de såkaldte essentielle medikamenter er i de fleste tilfælde udløbet, der er behov for at skabe overskud til forskning, og firmaer som Glaxo-Wellcome, Pfizer og Merck bidrager frivilligt til store sundhedsprogrammer i u-lande - f.eks. er flodblindhed næsten blevet udryddet i Vestafrika som følge at et firmas donationer.
Man kan undre sig over, hvorfor de rige landes medicinalfirmaer forsøger at spænde ben for u-landenes produktion/import af billig medicin, for på grund af den lave købekraft udgør u-landene kun ca. ti procent af verdensmarkedet for medicin.

En af teorierne går på, at hvis regeringerne i de rige lande, som betaler for en stor del af forskningen i medicin, finder ud af, hvor billigt medicinen kan fremstilles og produceres og stadigvæk være profitabelt for virksomheden, så vil de ikke længere betale de nuværende høje priser.
Avancen på medicin er stadigvæk meget stor i de rige lande. For eksempel tjente Smith Kline Beecham ifølge avisen The Guardian så meget i 1998, at dets danske direktør, Jan Leschly, tjente en milliard danske kroner (92 millioner engelske pund).
Danmark er ingen undtagelse, hvad angår store avancer ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggjort i januar: Heri står: "Medicinalindustrien i Danmark tjener gode penge, hvilket tyder på, at priserne i Europa generelt er for høje."
Rådet har regnet sig frem til, at danskerne årligt betaler mere end to milliarder kroner for meget for medicin. Rådet hæfter sig ved, at medicinalindustrien i 1996 havde en avance på 73 procent mod 48 procent i den øvrige del af industrien.
Sundhedsminister Carsten Koch (S) bebudede i marts, at et hurtigtarbejdende udvalg skal kulegrave medicinområdet.
WHO, Carsten Koch og internationale forbrugergrupper kan vente kamp til håret i deres livtag med de magtfulde medicinfabrikanter og deres mange lobbyister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her