Læsetid: 3 min.

Plasterfabrikant overvejer sagsanlæg mod ledige

4. maj 1999

Påstået sabotage mod Coloplast kan komme til at koste Landsorganisationen af Arbejdsledige dyrt. Også kontanthjælpsmodtagere, der ikke støttede aktionen, betaler en høj pris

Plastervirksomheden Coloplast overvejer at rejse en erstatningssag mod Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA).
Det sker, fordi LA påstår at have puttet tusindvis af små sedler i de af virksomhedens produkter, der er blevet pakket af aktiverede i tre nordsjællandske kommuner.
Sedlerne beskriver de "slavelignende" vilkår plastrene er pakket under og opfordrer til boykot af produkterne.
Aktionen blev omtalt i Information torsdag den 29. april, og fik samme dag Coloplast til at opsige alle aftaler med kommunerne om at få pakket en del af deres produkter af kontanthjælpsmodtagere.
Koncerndirektør i Coloplast, Niels O. Johannesson, oplyser til Information, at virksomheden regner med at skulle undersøge en halv million pakker plastre.
"Det gælder om at sikre, at denne sabotage ikke når ud til nogen kunder," siger han.
Der hersker en del tvivl om, hvorvidt LA overhovedet har gjort alvor af truslerne om at vedlægge det, de kalder den "udvidede varedeklaration."
Foreløbig er kun 100.000 pakker undersøgt, og indtil videre er der ikke fundet en eneste seddel. Regningen for ompakningen er ikke gjort op endnu, men ifølge Niels O. Johannesson kan den let løbe op i en million kroner. En regning, som LA kan komme til at hænge på, uanset om det viser sig, at der rent faktisk er puttet sedler i pakkerne eller ej.
" Skaden er jo sket. Hvis vi vælger at lægge sag an, bliver det mod LA, der jo påstår, at de har lagt sedlerne i. Det er direkte ansvarspådragende," siger han.
Niels O. Johannesson oplyser endvidere, at den del af produktionen, der ikke længere skal varetages af aktiverede - under 20 procent - nu bliver flyttet til virksomhedens eget pakkeri.
"Men der vil ikke blive tale om ansættelse af yderligere personale. I hvert fald kun i en kort overgangsperiode," siger han. I øvrigt vil han ikke afvise, at Coloplast igen indleder samarbejde med kommuner om aktivering.
"Men det vil blive en type arbejde, som ikke kan saboteres," siger han.
Det er ikke kun Coloplast, der har tabt penge på LA's aktion. De omkring 100-150 ledige, for hvem aktiveringen har bestået i plasterpakning, er nu uden aktiveringstilbud, og mister dermed aktiverinstillægget på omkring ti kroner i timen. En indtægtsnedgang på omkring 1.000 - 1.500 kroner om måneden før skat.
Ifølge leder af arbejdsmarkedsafdelingen i Frederiksværk kommune, Susanne Bjerrum, kan det tage et stykke tid, før der igen er skaffet aktivering til de mellem 20-30 ledige i Frederiksværk, der nu har fået en ufrivillig aktiveringsfri periode.
Formanden for LA, Peter Johansen, fortryder ikke aktionen eller truslen om den, fordi den har betydet tab for de ledige.
"Det er da kedeligt, at de nu mister mellem 500 og 750 efter skat om måneden, men i enhver kamp er der ofre der må betales. Og det her er jo en kamp for bedre forhold også for dem," siger han.
Han undrer sig over, at Coloplast ikke har fundet en eneste seddel på lageret, men fastholder at de skulle være puttet i.
"Jeg har ikke personligt selv været der og set det. Men jeg regner bestemt med, at vi har kørt efter planen," siger han.
Udsigten til en erstatningssag på op mod en million kroner, ryster heller ikke formanden.
"En erstatningssag må vi jo tage med sindsro. Vi har ønsket at få sat fokus på nogle urimelige forhold, og at blive en pressionsgruppe. Det er lykkedes for os," siger Peter Johansen.
Den måske største taber ovenpå aktionen for LAs sabotage aktion er virksomheden Grundtvig Emballage A/S, der har formidlet kontakten mellem Coloplast og kommunerne.
Direktøren, Niels Grundtvig, ønsker ikke at oplyse, hvilke økonomiske gevinster han havde af samarbejdet mellem kommunerne og Coloplast.
"Men aktionen har ødelagt en stor del af min forretning, og gjort en masse mennesker ulykkelige. Jeg noterer mig, at LA har taget ansvaret," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her