Fascinerende undersøgelse af ruinmotivet omvurderer 1400-tallets æstetik
Ny Bog
I dette danske forår er en række væsentlige kunsthistoriske arbejder, efter års slid, blevet afsluttet og præsenteret: To meget forskellige, men lige grundlæggende bøger om maleren Nicolai Abildgaard og en prægtig præsentation af Peterskirken ved Mogens Nykjær. Dertil kommer nu, omend i mindre iøjnefaldende futteral, Maria Fabricius Hansens ph.d. afhandling, Ruinbilleder med undertitlen "Antikfascinationens baggrunde i 1400-tallets italienske maleri."
Billedkunstens brug af ruinen - den forfaldne bygning i en tilstand mellem kultur og natur - har en lang historie, og ruinens opdukken er ikke nogen entydig begivenhed. Den sammenhæng, som eksisterer mellem billedskaben og verdenssyn, dikterer motiv, stil og ikonografi, og det er ikke før 1400-tallet, at den tidsprægede, forfaldne arkitektur får sin plads i billedkunsten. Ruinen sat i et tidsperspektiv falder således sammen med udviklingen af rumperspektiv og portrætmaleri.
"Som metafor for tidens gang og som udtryk for en historisk bevidsthed bliver ruinmotivet en afspejling af modernitetens oprindelse", skriver Maria Fabricius Hansen. Det er dette forhold, mellem før og efter, mellem ruinmotivets umulighed og muligheden, som ligger til grund for hendes bog.
Moderniteten indebærer ideer om fremskridt, forbedring, fornyelse og originalitet, som kan spores tilbage til antikken. Det moderne er det tidsspecifikke, åbne og fragmenterede modsat det klassiskes lukkede og tidløse form. Derfor bliver den billedlige fremstilling af ruinen i sin essens uklassisk, dvs. en udvikling af en tendens, som går tilbage til senantikken.
Moderniteten kulminerer i 1400-tallet, mens 1500-tallets renæssance er et brud og indledningen til en klassisk, dvs. umoderne fase. Hele forfatterens præsentation af aspekter af ruinmotivets oprindelse og betydning, må ses som "et bidrag til et historisk og billedligt perspektiv på moderniteten."
Det man ser
Maurice Merleau-Ponty's ord On ne voit qeu ce qu'on regarde ("Man ser kun det, man kigger på") kunne være overskrift for hele bogen, og i sin indledning dokumenterer Maria Fabricius Hansen den af tid begrænsede evne til at registrere, det man ser.
I Middelalderen var symbolet virkeligere end den synlige virkelighed, og formforenklingen gik så vidt, at man betragtede alt, hvad der havde mere end fire sider som rundt. Denne skæbne ramte også det elliptiske Colosseum, som først fra 1480'erne bliver korrekt gengivet. I det hele taget drøjer det længe, før antik arkitektur bliver portrætteret. Først sidst i 1400-tallet undersøges og beskrives Roms antikke bygninger for alvor. Dog var tidens interesse for antikken koncentreret om et begrænset antal bygninger, fortrinsvis senantikke værker, så som Pantheon, der var blevet kirke, Konstantins triumfbue og de vældige rester af Maxentius' Basilika, som forveksledes med det forsvundne vespasianske Fredstemplet.
Ifølge en middelaldertradition var det Kristi fødsel, som havde forårsaget basilikaens fald, ifølge en profeti om at kun en jomfrufødsel kunne vælte templet. Af samme grund er Betlehemsstalden et af de motiver, hvor ruinen først vandt indpas i billedkunsten.
Et andet væsentligt træk ved 1400-tallet er genbrug af antikke fragmenter - en praksis, som tiden havde fælles med senantikken - men som her betød kristendommens sejr over hedenskaben. Dertil kom selve gentagelsen som metafor for historiens uafsluttethed, hvilket, ligesom brugen af eklektiske konstruktioner og forkærlighed for det åbne, brogede og uregelmæssige, var moderne i modsætning til det senere 1500-tallets stræben efter orden og harmoni. (Som set fra en mentalitetshistorisk synsvinkel var moderne og fremskridtsbevidst.)
Tidens eklekticisme
1400-tallets eklekticisme eksemplificerer Maria Fabricius Hansen ved bl.a. den facade, som Leon Battista Alberti skabte til S. Maria Novelle i Firenze. I modsætning til gængs tolkning ser hun den ikke som en nødløsning, men som en bevidst tematisering af den gotiske struktur på linje med den åbne kappe, som samme arkitekt lagde omkring den gotiske kirke i Tempio Malatestiano i Rimini.
Hun polemiserer mod nyklassicismens æstetiske affærdigelse af den eklektiske mangfoldighed som reminiscenser fra den middelalder, man endnu ikke havde magtet at befri sig fra:
"Den traditionelt formulerede dikotomi mellem antik-imitation og gotik har sløret blikket for det modsætningsfyldte som en efterstræbelsesværdig kunstnerisk pointe i sig selv (...) et af de afgørende træk i definitionen af 1400-tallets modernitet."
Maria Fabricius Hansen betragter ruinbilledet som syntese af det brud og de muligheder, det nye perspektiviske rum skabte. Men ambivalens er et karakteristikum for periodens metaforik, og ruinmotivets mulige betydninger og tolkninger har vide rammer. Først i 1800-tallet, "da kunst bliver kunst", bliver ruinen reduceret til en rent æstetisk oplevelse.
Teksten er spækket med citater fra tiden, for Maria Fabricius Hansen betragter tiden ud fra tiden, og det betyder tekststykker fra kirkefædre, filosoffer, arkitekter, digtere osv., en sand guldgrube. Kun en del af de 166 illustrationer er i farve, men siderne er veldisponerede, og hvad der savnes af pragt opvejes af det dybt fascinerende, videnskabeligt bredt orienterende indhold.
*Maria Fabricius Hansen: Ruinbilleder. Antikfascinationens baggrunde i 1400-tallets italienske maleri
TIDERNE SKIFTER. Pris 268. Udkommer idag.
