Læsetid: 2 min.

Rugova kræver NATO-styrker

7. maj 1999

Efter at være kommet til Rom er den Kosovo-albanske 'præsident', Ibrahim Rugova, atter i en hovedrolle i forbindelse med en fredsaftale. Men Kosovo-albanerne er splittede, og det kan Milosevic udnytte.

Rugova
Den moderate Kosovo-albanske leder Ibrahim Rugova, der uventet kom til Rom i forgårs, fastholder, at NATO skal indgå en en kommende fredsstyrke i Kosovo. Det fastslog han i går, efter at have ført samtaler med repræsentanter for den italienske regering samt præsidenten.
"En klar og afgørende betingelse for, at flygtningene kan vende tilbage, er tilstedeværelsen i Kosova af en international styrke, inklusive NATO og andre lande, samt tilbagetrækning af serbiske styrker", sagde Ibrahim Rugova på et pressemøde i Rom, hvor han optrådte sammen med Italiens ministerpræsident Massimo D'Alema og udenrigsminister Lamberto Dini.
Den Kosovo-albanske leder, der for et års tid siden blev genvalgt med et overvældende flertal som 'præsident' for den selvudråbte Republikken Kosova, har siden starten på NATO's angreb mod Jugoslavien 24. marts opholdt sig i Serbien. Her har han været under såkaldt politibeskyttelse, men har også mødtes med blandt andre Jugoslaviens præsident, Slobodan Milosevic, og den serbiske præsident Milan Milutinovic.
Der var endnu i aftes ingen klar indikation af, om han har handlet under pres eller tvang. I stedet anlagde han på pressemødet en afdæmpet linje: "Jeg tror, at vi nu har et godt grundlag for en fredelig løsning på tragedien i Kosovo", erklærede han for kort tid efter at blive mødt af mistro fra talsmænd for den Kosova-albanske Befrielseshær, UCK.

Milosevic' spil
Analytikere har antydet, at at Ibrahim Rugovas udrejse fra Jugoslavien kan være et udtryk for, at Milosevic vil forsøge at udnytte den interne splittelse blandt Kosovo-albanerne på et tidspunkt, da han - som følge af den seneste tilnærmelse mellem NATO og Rusland - i stigende grad trues af international isolation.
Den Kosovo-albanske splittelse har således stået klart længe. Mens Ibrahim Rugova i åresvis har søgt en fredelig løsning af Kosovos problemer, har han i stigende grad været under pres fra mere militante grupper i UCK. Rugova har omvendt heller aldrig udtrykt direkte støtte til UCKs væbnede oprør.
"Vi må skabe sikkerhed i Kosovo med international hjælp, så alle kan vende tilbage .... der er en chance. Jeg er optimistisk. Jeg er mere optimistisk, fordi vi nu har fuld international opbakning", sagde Rugova i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her