Læsetid: 2 min.

En russer ruster op

14. maj 1999

Nikita Mikhalkovs historiske farveladedrama til 45 millioner dollars ser rørt tilbage på zar-tiden

Festival
CANNES - Festivalen er startet med et orgie. Ikke i sex, men i alt hvad instruktøren Nikita Mikhalkov opfatter som særligt russisk - vodkabælleri, heltemod, ridderlighed, autoritetstro, musikglæde, vilde følelsesudsving og højrøstet jublen.
"Man kan kun håbe, at de værdier, der lovprises i min film, vil vende tilbage i fremtidens Rusland," udtaler Mikhalkov i anledning af Cannes-premieren på hans overdådigt opsatte og delvis fransk finansierede epos, Barberen i Sibirien.
Filmen har allerede været vist i Kreml for 4000 russiske samfundsspidser, for Mikhalkov har status som russisk hofinstruktør, ven af Boris Jeltsin og Moskvas borgmester. Og er samtidig deltidspolitiker og stemmesluger af udpræget patriotisk anstrøg.

Eventyrersken
Mikhalkov, sidst bemærket for Brændt af solen, har længe været en af Ruslands førende instruktører.
Hans tilbøjelighed til udvendigt bulder går ganske over gevind i Barberen i Sibirien.
Den handler kun i mindre grad om sin titelfigur, en manisk opfinder (spillet af en konstant råbende og skrigende Richard Harris) end om Julia Ormond som en letlevende, amerikansk eventyrerske, der i 1885 drager til Moskva for - med erotiske tjenester - at lette vejen for opfinderen, der har konstrueret en maskine til skovhugst.
Julia forelsker sig i en naiv officerselev, der intet ved om hendes ikke alt for dydige leben, men med romantisk ildhu overfalder en general, som nyder godt af den charmerende dames opmærksomhed. Det ender med fængselslænker og forvisning til Sibirien for den unge helt, men uafvidende har han fået en søn, som fører hans arv videre i det - i modsætning til Rusland - ukultiverede USA.
Den tre timer lange film er proppet med maleriske folkelivsscenerier, lavkomiske soldaterfarce-indslag og påstået ærke-russiske typer i varierende grader af overspændthed. Julia Ormond er lige så anstrengt som dobbeltspillerske, men kompetent i sidste halvdels melodrama.

Jeltsins efterfølger?
Instruktøren (hvis far i øvrigt skrev den russiske nationalhymne) optræder selv som zar Alexander III, i en bemærkelsesværdig scene fra Kreml, hvor han holder en værdig "smuk" tale ved officerselevernes afslutnings-ceremoni.
Ikke mindst dette afsnit falder godt i tråd med den konservative Mikhalkovs erklærede patriotiske hensigter: at lave en propagandafilm for Ruslands nationalfølelse og kulturstolthed.
Nu er det den sene zar-periode, som skal holde for som eksempel på en gloriøs fortid, som Mikhalkov kalder for "en nådestilstand af stabilitet og velstand".
Og samtidig vender Mikhalkov sig mod det flertal af russiske film, som "kun handler om mafia, prostitution og narkotika."
Som formand for den russiske instruktørsammenslutning og som en usædvanlig charmerende, veltalende person med direkte adgang til Boris Jeltsin fra sin mobiltelefon regnes Nikita Mikhalkov for at være en meget indflydelsesrig russer - og ikke bare kulturpolitisk.
På et tidspunkt ville han være Jeltsins efterfølger. Men ved pressekonferencen i Cannes bedyrer han, at han ikke ønsker "magt over mennesker, men magt over sine film."
En udvikling, som man ikke føler trang til at beklage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her