Læsetid: 4 min.

Og så til ... ved krydset

6. maj 1999

Råd søges mod en sjælden lidelse

Befriet område
I min tid som fiktiv læge på redaktionsklinikken, har jeg sjældent modtaget så mærkeligt et brev som nedenstående:

"Kære Doktor Monster!
Jeg skriver, fordi jeg har mistet brugen af et ord.
Umiddelbart lyder handicappet måske begrænset, og i min profession skal man da heller ikke være den store taler eller ligefrem Benny Andersen, der er min kones store favorit, for at kunne fungere i arbejdslivet.
Jeg er kørelærer og i mit job er det sproglige arsenal, så at sige, ret begrænset. Der er et fast batteri af kommandoer, som man bruger hver dag: "Til venstre", "vend her", "lige ud".
Jeg er kørelærer på tyvende år, og derfor har jeg brugt de kommandoer et utal af gange hver dag. Og da jeg er lidt tilbageholdende af natur, siger jeg ofte ikke så meget andet.
Men nu er jeg så løbet tør for en kommando. Jeg kan endnu sige "til venstre", men af uforklarlige årsager - det begyndte bare en dag i det små, og nu er jeg efterhånden nervøs - kan jeg ikke mere sige "til ...". (Og åbenbart heller ikke skrive det.)
På den måde kan en arbejdsdag godt blive svær. Unge mennesker, som køreskoleelever oftest er, kan godt virke både kyniske og overfladiske, når man er i vanskeligheder. Og når nu det er unge mennesker, man har om sig dagen lang, kan man godt føle sig alene.
Når jeg er ude at køre, sker det, at jeg opgiver det hele og be'r eleven køre hjem og selv finde vej, efter flere forgæves forsøg på korrekt retningsanvisning. Det er frustrerende, synes jeg.
Min kone, som holder meget af Benny Andersen, er den eneste, jeg for alvor har diskuteret det med, og hun siger at Benny Andersen aldrig er løbet tør for ord, selvom han bruger mange flere, end jeg gør. Og det er fordi, siger hun, at Benny Andersen er så alsidig. Hun mener, at min brug af ordene er for ensidig, at jeg bruger for mange af de samme ord, og nu er et af ordene brugt op!
Efter det tog jeg selvfølgelig hen til min læge for at høre, om det var sandt. Men som gammel militærlæge anså han mig for både at være simulant og socialist, bare ude på at slippe ud af arbejdsmarkedet.
Nu mener min kone, at trivialiteter som mine, skal man aldeles ikke ulejlige Benny Andersen med! Jeg ved ikke, om hun skammer sig over mit begrænsede ordforråd til daglig brug, men i hvert fald har jeg ikke så mange igen at henvende mig til, så nu prøver jeg Dem, kære Doktor.
At De er en offentlig person, har faktisk også spillet ind i min henvendelse. Jeg er nemlig kommet til at tænke på, om jeg står alene med min lidelse. Måske er den i virkeligheden så almindelig, at den er overset. Jeg kan i hvert fald få øje på flere faggrupper, der er i farezonen.
For en mand, der som mig tilbringer meget af dagen i en bil, og som drikker sin aftenkaffe foran fjernsynet, er der mange der ligefrem springer i øjnene: Studieværter på P3, journalister, meteorologer, talkshow-værter og politikere.
Hvor mange gange siger en meteorolog ikke "lavtryk" i løbet af et arbejdsliv? Og hvor ofte siger tv-journalister ikke "Kosovo" for tiden og politikerne "bomber for fred!" Hvis krigen trækker ud, kommer de måske i samme situation som min, at de opbruger bestemte ord på grund af ensidig brug og overbelastning!
Og det er ikke fordi, jeg gør grin med krigen og dens alvor. Jeg filosoferer bare over konsekvenserne af mit nylige handicap, hvis det altså er udbredt: Måske bli'r der ikke indsat "landstyrker" i "Kosovo", fordi ingen til den tid kan sige de ord. De er brugt op.
Og det synes jeg godt nok gi'r andre perspektiver på sagen, end en kørelærer i Kolding, der ikke mere kan sige "til ..." og har haft et vist elevfrafald, siden det begyndte.
Men nok om de store perspektiver på min private lidelse. Jeg syntes blot, jeg ville henlede opmærksomheden på dem, fordi problemet vel eksisterer. Jeg synes undertiden at ha' bemærket det under fjernsynskiggeriet. Man skal selvfølgelig vide, hvad man kigger efter, og jeg er vist den eneste, der er bekendt med symptomerne.
Det begynder altid med, at man lissom tænker ordet et lille sekund, før det rigtigt slipper ud. Og det ta'r så til efterhånden, og til sidst vil ordet slet ikke ud. Hvis De lægger mærke til folk, som er meget i tv, vil De tit kunne bemærke lidelsens første stadier.
Men disse folk kan selvfølgelig bare kaste sig over nogle andre ord og fraser, når det kniber. De er ikke, som en kørelærer, afhængige af det faste arsenal af kommandoer år ud og år ind, hvoraf ingen kan undværes!
Jeg ønsker stærkt at få et hurtigt svar, da jeg på det seneste er begyndt at ha' svært ved at få "til venstre" over mine læber og således er i fare for at miste erhvervsevnen.
Men måske et privat svar? Jeg er lidt i vildrede på dette punkt. På den ene side ville der være en chance for, at min egen læge ville tro mig, og jeg kunne måske få en mindre erstatning eller pension, hvis problemet ta'r til og ikke kan kureres.
På den anden side skulle vi måske beholde denne lidelse som en hemmelighed mellem Dem, mig og min kone, som klogeligt holdt Benny Andersen udenfor (han ville bare skrive om det). For jeg skal sige Dem: Jeg ser meget gerne, at adskillige af vore studieværter på P3, journalister, meteorologer, talkshow-værter og politikere løber tør for ord.
Jeg synes ikke, der er meget mere mening i de ting, de undertiden siger, end da jeg endnu kunne bede en af mine køreskoleelever svinge "til ...".

Venlig hilsen - Kørelæreren, der frøs i svinget".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu