Læsetid: 4 min.

Samfundsforskning skal i offensiven

25. maj 1999

Samfundsforskningen bør være mere engageret med bud på løsninger af velfærdssamfundets problemer, mener yngre forsker

Engagement
For få danske samfundsforskere blander sig i debatten om, hvordan vores samfund skal udvikles og forandres.
Det mener adjunkt ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, Lars Bo Kaspersen: "Man kunne ønske sig et større engagement fra samfundsforskningens side, når det handler om at give bud på de forandringer af vores samfundsinstitutioner, der er nødvendige for at forbedre og udvikle vores velfærdssamfund," siger han til Information.
Det gælder både i form af indlæg i den offentlige debat, men også med hensyn til, hvilke emner forskerne beskæftiger sig med. Og forskerne har et medansvar for, at deres viden ikke forbliver i et lukket rum, men giver et modspil til politikere og interessegrupper, mener Lars Bo Kaspersen.
I en tid, hvor debatten raser om de skadelige konsekvenser af stigende politisk styring af forskningen, understreger Lars Bo Kaspersen, at problematiseringen af det manglende engagement ikke er en opfordring til mere politisk indblanding.
"Forskere skal ikke tilvejebringe bestemte former for løsninger på bestemte problemformuleringer, som er stillet udefra. Det, der producerer god samfundsforskning, er, at samfundsforskerne selv bestemmer, hvad de forsker i, hvordan de forsker, og i hvilken udstrækning de giver bud på ændringer," siger han.

Forskere tilpasser sig
En ny undersøgelse foretaget blandt en tredjedel af alle samfundsvidenskabelige forskere ved højere læreanstalter og sektorforskningsinstitutioner dokumenterer for første gang, at forskere tilpasser sig de politiske signaler om, hvad der regnes for samfundsnyttig forskning.
Ifølge undersøgelsen beskæftiger fire ud af ti samfundsforskere sig med emner inden for erhverv, virksomhed og ledelse.
"Samfundsforskningen har et problem i forhold til udviklingen af vores samfund, fordi der er en skævvridning med hensyn til, hvilke emner der forskes i," siger docent ved Institut for Sociologi på Københavns Universitet, Heine Andersen, der står bag undersøgelsen, som tidligere er refereret i Information.
Konsekvensen er ifølge Heine Andersen, at der hovedsageligt forskes på bestemte niveauer i samfundet. Undersøgelsen viser en kraftig underprioritering af det niveau, han kalder det civile samfund: familie, køn, børn, unge og ældre, integration, uddannelse og kultur. Det er meget lettere at finde en ekspert, der kan udtale sig om betalingsbalancen eller konkurrenceevnen end én, der kan udtale sig om f.eks. indvandrere og integration.
"Hvis forskningsmæssig indsigt skulle gøre sig gældende i den offentlige debat, så batter det ikke meget, at der sidder otte forskere i Danmark og beskæftiger sig med indvandring og integration," siger Heine Andersen.

70'er-traume
Lars Bo Kaspersen udpeger flere årsager til, at samfundsforskningen - og for så vidt også den humanistiske forskning - savner engagement.
For det første mener han, at ideologiseringen på de højere læreanstalter i 70'erne blokerer for den samfundsvidenskabelige debat og forskning den dag i dag.
"Samfundsdebatten kørte i nogen grad af sporet og blev så overideologiseret, at man mistede den intellektuelle hæderlighed. Der er mange, der i bakspejlet har erkendt, at man løb ind i nogle troværdighedsproblemer i forhold til offentligheden og det politiske system. Måske er nogle blevet lidt skræmte og holder lav profil," siger Lars Bo Kaspersen.
Han vil ikke gå så langt som til at sige, at der mangler forskere, som tør sætte deres holdninger på spil. Men han mener, at den nye generation af forskere vil være mere engagerede i den politiske debat end deres ældre kolleger.
Modsat 70'er-ideologernes kritik af det etablerede samfundssystem, opfatter Lars Bo Kaspersen det ikke som et problem, at samfundsforskningen har systembevarende elementer. Den skal ikke nødvendigvis nedbryde samfundets institutioner, men videreudvikle dem.
"Det er i orden, at man går ind helt kontant og kigger på f.eks. den offentlige forvaltning; hvad er det for felter, som brugere, politikere og embedsfolk udpeger som problemer. Det kan man kortlægge og så give bud på, hvordan institutioner skal forandres," siger han.

Kapitalistisk projekt
Ifølge Heine Andersen har samfundsvidenskaberne altid været knyttet til en eller anden form for samfundsprojekt. Går man tilbage til f.eks. klassiske økonomer som Adam Smith, var projektet at afskaffe de feudale rester i samfundet og indføre et markedsøkonomisk samfund.
Heine Andersen mener ikke, at samfundsforskningen i 80'erne og frem til nu, har været uengageret. Den har bare haft fokus på andre ting end i 70'erne.
Debatten om djøf-iseringen - udbredelsen af djøf'ere på mange samfundsniveauer - ser Heine Andersen også som et tegn på, at samfundsvidenskaberne og jurister og økonomer spiller en aktiv rolle som politiske aktører. Men de sidste to årtier er der sket dramatiske brud i samfundet, og det har givet en vis rådvildhed i dele af samfundsforskningen, siger han.
Ord og vendinger som postmodernisme, historiens afslutning efter sammenbruddet i Øst-Europa, opløsning af venstre-højre dimensionen i det politiske spektrum, multikulturalisme og individualisering er alle sammen betegnelser, der siger noget om det, vi er færdige med, fremfor at indkredse det, vi er på vej imod, mener Heine Andersen.
"Det mest dynamiske projekt i dag er de kapitalistiske markedsøkonomiers globale udbredelse. Det, den tyske sociolog, Jürgen Habermas, kalder systemets kolonisering af livsverdenen. Store dele af samfundsvidenskaberne er koblet mere eller mindre direkte til dette projekt," siger Heine Andersen.
"For øjeblikket er det svært at få øje på en offensiv og helhedsorienteret modpol til det projekt," siger han.

Færre frie midler
De to forskere er enige om, at den kendsgerning, at færre og færre midler går til den såkaldt frie forskning, ligeledes har stor betydning for forskernes prioritering af forskningsområder. Kun ti procent af de cirka 12 milliarder, staten årligt bruger på forskning, er frie midler, institutionerne selv kan råde over. Resten er mere eller mindre øremærkede.
"Universitetsforskere er pressede i den forstand, at de skal bruge mere og mere tid på undervisning. Så hvis jeg ønsker mere sammenhængende forskningstid, er jeg nødt til at søge eksterne midler. Meget få eksterne midler kan bare søges efter, hvad jeg har lyst til. Det betyder, at mulighederne for fri forskning er blevet mindre," siger Lars Bo Kaspersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu