Læsetid: 11 min.

Et sekel i bakspejlet

15. maj 1999

Udviklingspessimisme og fremskridtstro har præget det 20. århundredes idédebat - det evige stridspunkt mellem dem er, hvordan arven fra oplysningstiden skal forvaltes. En svensk antologi Framstegets arvtagare tager livtag med den store idédebat

Et hovedelement i 1700-tallets franske oplysningstanker var, at mennesket i kraft af sin fornuft har de nødvendige midler til at bygge sig en lykkelig verden, og at den fremskridtsproces, som historien beretter om, kun midlertidigt kan bremses. Det er videnskaben, der udgør drivkraften i udviklingen, og det er en positiv proces.
"En dag kommer det øjeblik, da solen kun skinner på frie mennesker, som ikke vedkender sig nogen anden herre end deres egen fornuft," skriver den franske filosof, matematiker og politiker Jean Antoine Condorcet i sin bog om menneskets fremskridt fra 1793.
At menneskene i løbet af 1900-tallet begyndte at tvivle på fremskridtsprocessen, er måske ikke så mærkeligt på baggrund af to verdenskrige og et utal af andre konflikter rundt omkring i verden.
Desuden havde begge verdenskrige en direkte sammenhæng med en ny teknik, som var udviklet af videnskaben, og som nu blev anvendt til dybt destruktive formål. I den første var det giftgassen, i den anden spaltningen af atomet.
I indledningen til antologien Framstegets arvtagare citerer Nils Runeby, professor emeritus i idéhistorie ved Stockholms universitet, fra den tyske ekspressionistiske dramatiker Georg Kaisers store fremtidsdrama Gas, skrevet i årene 1917-20:
"Menneskets billede er blevet borte for mig. Hvordan så det ud?" (...) "Fortæl mig: Hvad er mennesket? Hvornår vil det blive til og give sig selv navn af - menneske?"
Disse spørgsmål formuleres med udgangspunkt i Første Verdenskrigs rædsler og anvendelsen af giftgas. I Kaisers drama er gassen den store energikilde og forudsætningen for den tekniske og økonomiske udvikling. Industrien og våbenproduktionen har brug for mere og mere gas til at sikre fremskridtet. Samtidig nedslides arbejderne i produktionen.
"Gas er ud fra mange synspunkter et tidstypisk skuespil," skriver Nils Runeby. Men det er mere end det. I dramaet knyttes an til de spørgsmål, der skal komme til at forfølge menneskeheden i stort set hele 1900-tallet: Menneskets forhold til den nye teknik og alternativer til den herskende samfundsorden.
Efter atombomben og indførelsen af den 'fredelige' kernekraft kom den grønne bølge og menneskets søgen efter et alternativt samfund, New Age og længslen efter en indre åndelig fred, lønmodtagerfonde, alternativ produktion og andre forsøg på at demokratisere produktionen.

I begyndelsen af 1900-tallet voksede en anden trussel frem mod den europæiske civilisation. Efter bokseropstanden i Kina og den russisk-japanske krig bredte der sig i Europa en frygt for 'den gule fare'. Men i 1920'erne forklarer den spanske filosof José Ortega y Gasset, at der findes en anden vej at gå end frygtens.
Verdensbilledet var blevet forandret, og vi havde nu - ifølge Ortega - fået en polycentrisk verdenshistorie med et antal ligeværdige og sammenlignelige kulturkredse.
Af afgørende betydning i 1900-tallets begyndelse var også den russiske revolution i 1917 og Kominterns grundlæggelse i 1919. "Sovjet blev for sympatisører verden over et alternativ, forbillede og forsøgsområde, og for modstanderne en trussel mod den bestående orden," skriver Runeby.
Den trussel, som det nye Sovjetunionen indebar mod de etablerede værdier, glemmes ofte i vore dages debat. At hele projektet - ligesom den franske revolution - senere blev afsporet og mistede sin indre drivkraft til forandring, er en anden sag.
Men man kan godt forstå, at der gik en let skælven gennem salonerne i de europæiske hovedstæder, da forfatteren, kritikeren og folkekommissæren Anatolij Lunatjarski i 1917 forkyndte: "Enden er kommet, ikke kun for det enevældige og bureaukratiske regime, der har hæmmet kunsten, men for enhver form for klasse- og kastefordomme."
"Rystende hovederne med tankeeksplosioner, / drønende med hjerternes artilleri / rejser sig ud af tiden en anden revolution - / den tredje revolution, / åndens," forkyndte Vladimir Majakovskij.
Modsætningerne mellem Sovjetunionen og Vesten kom siden til at præge næsten hele 1900-tallets idédebat i en eller anden forstand - for eller imod, den ene lejr eller den anden lejr, sort eller hvidt. Alle mellemstandpunkter blev mistænkeliggjort.

I 1922 tager fascisterne magten i Italien, og i Tyskland sidder retsteoretikeren Carl Schmitt og funderer over en teori om menneskelig adfærd, som kendetegnes af et grundlæggende skel mellem fjende og ven. Fjende er den, der er "en negation af ens egen eksistens og derfor må bekæmpes og drives tilbage, for at vi kan bevare vor egen måde at være på".
Kampens ultimative form er krigen. Det er nødvendigt med en 'total' stat, som tvinger de forskellige gruppeinteresser sammen under sin herskervilje. Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 stiller Schmitt sig til rådighed for 'førerstaten'.
"Er der nogen mulighed for at befri menneskeheden for den ulykke, som krigen indebærer?" Spørgsmålet formuleres i et åbent brev fra Albert Einstein i 1932 og rettes til Sigmund Freud i Wien.
Ifølge Einstein samarbejder staten med våbenhandlerne; den bruger skolen, pressen og ofte også de religiøse samfund som redskaber i sin propaganda. På den måde kan man "organisere og dirigere massernes følelsesliv".
'Masserne' er et tidstypisk begreb. Masseadfærden var i hele 1800-tallet genstand for adskillige litterære fremstillinger og blev senere brugt i videnskabelige undersøgelser eller direkte til politiske formål. Staffan Källström udvikler emnet i et af bogens kapitler, hvor han skriver:
"Skildringer af masserne og (...) teoretiseringen af massernes psykologi er altså produktet af en historisk situation, som præges af store forandringer i det europæiske samfund - men også af stærke sociale modsætninger. Masserne bliver ofte ligestillet med arbejderklassen..."
I Massernes psykologi skriver Gustave Le Bon, at masserne er "impulsive, letpåvirkelige, ude af stand til rationel argumentation, overdrevet koncentreret om følelseslivet".
Teoretiseringen kan ses som det etablerede samfunds forsøg på at forsvare sig mod arbejderklassens fremtrængen.
Selv Freud stiller sig i dette spørgsmål i reaktionens tjeneste og hævder: "... masserne er dovne og uintelligente; de ønsker ingen restriktioner..."
Over for Einstein viger Freud udenom og erklærer sig inkompetent til at komme med et svar udover det, Einstein allerede selv har formuleret.
Derimod vil han udskifte udtrykket 'magt' med 'vold'. Konflikter mellem mennesker afgøres - ligesom i dyreriget - 'principielt' med vold. Hvad enten man benytter sig af muskelkraft eller åndelig overlegenhed, er endemålet at uskadeliggøre modstanderen. "Vi ser, at retten er magten i et samfund. Den vil altid bestå i vold..."
Freud skriver om destruktionsdriften, der "er virksom i hvert levende væsen, og (...) arbejder på det levende væsens ødelæggelse på at tilbageføre livet til den døde materies tilstand".
Han argumenterer også mod bolsjevikkernes tro på, at tilfredsstillelse af materielle behov fører til, at aggressionen forsvinder. Det mener han er en illusion. Det eneste, man kan gøre for at modvirke krigen, er at mobilisere den anden drift, kærlighed og identifikation.

Et år efter Einsteins brev havnede både hans og Freuds skrifter sammen med Kaisers på bogbålene i de tyske universitetsbyer. De udrensede forfatteres værker var degenererede. 'Intellektuel' blev et skældsord. Samtidig udbredtes rygtet om en jødisk verdensomspændende sammensværgelse, der stod bag både den internationale kapital og den russiske revolution.
"Nu var fjenden, den fremmede (ifølge Carl Schmitt) identificeret, og så var alle midler tilladt," skriver Runeby. "Den nødvendige handling", kalder han modreaktionen. 'Folkefronten' blev i slutningen af 1930'rne et centralt begreb i forsøget på at standse den fascistiske fremmarch.
Konkret indebar det, at kommunister, socialdemokrater og borgerlige demokrater skulle danne en fælles front. Teoretisk blev tesen udformet af Georgi Dimitrov, Kominterns generalsekretær.
Mobiliseringen mellem de to blokke fandt især sted i den spanske borgerkrig 1936-39. I debatten blev fascismen stillet over for kommunismen, diktatur over for demokrati, vold over for frihed, barbari over for kultur, overklasse over for underklasse, katolicisme over for ateisme, orden over for anarki.
Den engelske forfatter Robert Graves skrev med tanke på situationen i England: "Aldrig siden den franske revolutions dage havde et udenrigspolitisk spørgsmål spaltet den tænkende britiske opinion på samme måde."
"Det turde også gælde for andre lande," skriver Runeby.
Krigen i Spanien og frontdannelserne aktualiserede på ny temaet om menneskets udsathed og konfrontationen med den apokalyptiske vold. Eksempler er Joris Ivens' film The Spanish Earth med manuskript af Ernest Hemingway, Picassos maleri Guernica, og romaner af den franske forfatter André Malraux, der selv deltog aktivt i krigen.
Problematikken gik i arv til modstandsbevægelserne under Anden Verdenskrig. Her drejede det sig om den enkeltes beslutning om at sætte sig til modværge - en beslutning, som ikke blev fremtvunget af nogen ydre autoritet og heller ikke var underkastelse under en massebevægelse. Begreber som engagement, fællesskab, solidaritet og en genvakt humanisme gør igen deres entré.
Efter krigen bliver temaet om menneskeheden som én stor familie brugt i forsøget på at hele krigens sår. André Malraux vil belyse det i et "Fantasiens museum", hvor kunstværker fra alle tider og kontinenter skal give et indtryk af menneskehedens enhed.
"Naturligvis kan man," skriver Runeby, "se det som en variant af forestillingen om solidaritet og fællesskab. Man kan også se det som et svar på Kaisers spørgsmål. Det er i dette fællesskab, man håber at finde menneskets billede."

En anden forestilling i 1900-tallet er den, der blev lanceret af den tyske sociolog og nationaløkonom Max Weber. Ifølge ham kendetegnes det moderne vestlige samfund af, at en værdirationel handlemåde er blevet erstattet af en målrationel.
Det er en proces, hvor flere og flere handlinger motiveres med hensigten om at nå et bestemt mål, som kan indordnes i en generel rationaliseringstendens i det moderne vestlige samfund. Måske er denne tankegang den vestlige stress' moder.
Det moderne vestlige menneske kan frigøre sig fra tro på magi og uberegnelige magter, som påvirker vore liv. Samfundet går mod Entzauberung, en afmystificering eller af-fortryllelse, som samtidig berøver os mange illusioner om en mening med tilværelsen. Oplevelsen af at blive mere og mere desillusioneret er den anden side af rationaliseringsprocessen.
Den opgave, som menneskeheden stod over for, var at forsøge at nå tilbage til oprindelsen, til det naturlige menneske, og at se verden, som den er - uden myter og unødige udsmykninger. Ideen om at skrabe al unødig kulturfernis af kom også til at præge den stilretning, der går under navnet funktionalismen.
Funktionalismen er ikke kun et begreb i kunsten; den kom også til at præge samfundsvidenskaberne. Men ifølge Christer Skoglund er det forkert at tro, at funktionalismen dominerede det intellektuelle liv i mellemkrigstiden:
"Mindst lige så almindelig - om ikke mere - var en negativ indstilling til det moderne liv og det samfund, man levede i. Den nye tids menneske blev betragtet som åndsfattig, overfladisk og plump materialistisk. Gamle dages fællesskab og sammenhold i lokalsamfundet mentes at være gået tabt og erstattet af upersonlige, forretningsmæssige forbindelser og falske smil."
Både fra højre- og venstrefløjen blev der også fremført kritik mod demokratiet. Det blev kaldt "gammelt", "træt" og "udlevet" og ude af stand til at leve op til den nye tids krav.
Skoglund har en vigtig pointe, som alt for ofte glemmes i vore dages debat: "Tyskland og Italien var de førende fascistiske stater, men det er vigtigt at huske, at lignende anti-demokratiske ideer også var stærke i andre lande. Hele Østeuropa, f.eks. lande som Rumænien, Ungarn, Polen, Estland, Letland og Litauen, var domineret af forskellige typer diktatorer."

Antologien Framstegets arvtagare handler ikke kun om 1900-tallet til og med Anden Verdenskrig. Den handler også om den diskussion og den idédebat, der fulgte efter krigens slutning og er fortsat frem til vor tid. Om tankestrømninger som positivismen og strukturalismen, om en genvakt stærk tillid til teknik og videnskab, og om fremvæksten af en ny psykologi og et nyt menneskesyn.
Den handler også om en fornyet radikalisme i 1960'erne - et nyt opsving for marxismen og de tanker om at befri mennesket, som udvikles på en række områder. I et afsnit sammenfatter Lena Eskilsson f.eks. den moderne feminisme og kvindebevægelsens opståen.
Framstegets arvtagare er et meget prisværdigt forsøg på at give et billede af 1900-tallets idéudvikling. Debatten i den første del af århundredet er også efter min mening gået for meget i glemmebogen, men den er værd at løfte frem og stifte bekendtskab med. Allerede dengang stilledes mange af de spørgsmål, som siden kommer igen under forskellige former.
Postmodernisterne hævdede i grove træk, at hele oplysningsprojektet er faldet sammen. Jeg spørger Nils Runeby, hvordan han forholder sig til arven fra oplysningstiden:
"Jeg tror, at vi bærer små, udvalgte stumper af oplysningen med os, som vi ikke kan frigøre os for."
Jeg spørger også, hvad han tror er de afgørende stumper fra 1900-tallet, som vi bærer med os ind i fremtiden, og som måske kan give os indsigt? Efter at have funderet lidt over det siger han, at det egentlig er banalt, men alligevel vigtigt:
"Jeg tror, det handler om nye former for elendighed. Om at vort billede af omverdenen ser anderledes ud. Om vores forståelse for den hårdere og hårdere nedslidning af natur og mennesker som en følge af udviklingen. Det er ingen glædelig historie, vi opdager her, men det er en indsigt."
"Samtidig er der dog en forhåbning om, at vi kan leve her, og at det mere er et spørgsmål om organisation end om en mangel."
"Og ud fra en europæisk synsvinkel handler det meget om, at det ikke længere er nok at bekymre sig om Europa. Der er også en anden verden udenfor, som kommer os ved, og som siden Anden Verdenskrig har kunnet sætte sig op imod os og hævde sine egne interesser i en ny form."
"Det er også en udvikling, som fører til nye kulturmøder, og det er sidste års Nobelpris-modtager i økonomi, Amartya Sen, et eksempel på. Indsigten om disse to ting, tror jeg, vi bliver nødt til at tage med os fra 1900-tallet ind i fremtiden."
På en eller anden måde synes menneskets evige fremskridtstro - trods midlertidige tilbageslag og sammenbrud - at dukke op igen i nye forklædninger i 1900-tallet. Måske skal fremskridtstro og civilisationskritik i en bestandig vekselvirkning ses som en af det menneskelige samfunds iboende drivkræfter.

*Framstegets arvtagare. Europas idéhistoria, 1900-tallet. Nils Runeby (red). Antologi. 1998, 305 s. Natur och Kultur.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu