Læsetid: 2 min.

SF klar med hovedkrav til næste finanslov

26. maj 1999

Øget indsats for at skabe plads for alle på arbejdsmarkedet bliver SF's hovedkrav ved forhandlingerne om næste års finanslov

Mellem 200 og 300.000 personer, står i dag uden for arbejdsmarkedet, selv om de gerne vil være der. Det skønner SF i sit nye arbejdsmarkedspolitiske udspil, hvor partiet kræver en øget indsats for dem, der mangler plads på arbejdsmarkedet.
Udspillet bliver SF's hovedsatsning i de kommende forhandlinger om næste års finanslov og er netop blevet overleveret til finansminister Mogens Lykketoft og CD's leder, Mimi Jakobsen.
Ifølge SF's gruppeformand, Jes Lunde, er det svært at forestille sig, at SF er med i et forlig om næste års finanslov, der ikke indeholder væsentlige elementer fra det nye udspil: "Det er bestemt min forventning, at der sker noget på det her felt," siger Jes Lunde til Information.
SF foreslår en bred vifte af virkemidler, der skal rettes mod personer, som ikke uden videre kan få et job på ordinære vilkår - de såkaldt marginaliserede - og de egentligt udstødte, som næppe nogensinde vil kunne komme til at bestride et ordinært arbejde.
Et hovedtema er, at der skal skabes mere plads i den offentlige sektor ved at oprette nye ordinære stillinger, der både kan løse behovet for bedre offentlig service og bidrage til, at det offentlige tager sin del af det sociale ansvar.
"SF foreslår en målsætning for, hvor mange kommuner og amter skal tage ind fra de grupper, der har svært ved at få plads på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår," hedder det i udspillet.
Samtidig vil SF give en tryghedsgaranti, så de personer, der indtil nu har haft svært ved at få plads på arbejdsmarkedet ikke ansættes i ekstraordinære stillinger, men i stillinger, hvor de bliver betragtet som ordinær arbejdskraft.
I forhold til den private sektor vil SF reducere papirgangen markant, hvis en virksomhed tager sit sociale ansvar og samtidig give en sum penge for at motivere de allerede ansatte til at gå i gang med sociale opgaver på arbejdspladsen.
"SF vil vende op og ned på arbejdsmarkedspolitikken, så den ikke kun kommer dem til gode, der er inde på arbejdsmarkedet. Vi spiller ud med vores planer nu for, for at få en god dialog med andre partier om, hvordan vi får taget hul på opgaven," siger Jes Lunde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her