Læsetid: 5 min.

Signalforvirring

29. maj 1999

I Israel er en lille fiks hat er ikke bare en lille fiks hat, men et signal om stammetilhørsforhold

Jerusalem har mange små hattebutikker med de yndigste damehatte; især stråhattene er søde med svungen pul og kækt opkrøllet skygge à la dem fotomodeller bærer på modesiderne i danske dameblade, når tøjet skal signalere sommerfrisk og kernesund - men som sjældent ses på kvindehoveder ude i den virkelige verden, fordi sommerhatte altid kommer op at slås med det danske blæsevejr.
Stråhattene fristede i den skarpe Jerusalem-sol - og når så mange jerusaleminder går med hat, ville det ikke virke påfaldende, at Informations udsendte realiserede sine hattedrømme. Tænkte jeg.
Men nej. "It's not a good idea," sagde min israelske veninde og rystede med en bestemt mine sine fritflagrende mørke lokker, da jeg stod og så forelsket på en særlig fiks sag med et blåt silkebånd i et butiksvindue: "Det er kun de religiøse kvinder, der går med hat" - underforstået, at så går kvinder som hende selv og jeg naturligvis ikke med hat.
Selvfølgelig vidste jeg godt, at ortodokse kvinder går med hat - eller tørklæde, hårpose eller paryk for helt eller delvis at skjule deres fristende kvindehår. Man skal være blind for ikke at lægge mærke til det ... men jeg havde ikke fattet, at religiøse kvinder i Israel så at sige har fået monopol på hatte; at det afskærer ikke-ortodokse kvinder fra at pynte sig på den vis. Med hat ville jeg - klædt i de lange kjoler, jeg altid går i, fordi det er syv gange mere behageligt end bukser - ligne en anden end mig, og folk ville umiddelbart behandle mig som en ortodoks jødinde. Den tanke var så anstrengende, at jeg undlod.

Hattene er de ortodokse vesteuropæiske jødinders emblem, hårposerne de sefardiske jøders, tørklæderne de østeuropæiskes. Mændenes hovedbeklædninger gør det samme: signalerer deres etniske og religiøse tilhørsforhold i dette indvandrersamfund på en måde, der er lige så stærk som rockeres rygmærker: Jeg tilhører denne stamme - du er udenfor.
Især parykkerne, som er klippet i tykke, blanke pagefrisurer, irriterer min israelske veninde, som det værste hykleri - for hvorfor fremhæve håret, når man skal skjule det? Selvfølgelig for at gøre sig seksuel attraktiv inden for nogle påklædningsregler, hvis formål er det modsatte! Og veninden gjorde en dyd ud af at pege dobbeltmoralske signaler ud i folkemængden: Foruden parykkerne er der også de fod- og ærmelange kjoler, som på nogle kvinder smyger sig stramt om yppige former og forvandler det, der skulle være tækkeligt til noget, der er mere frækt end den bare hud.
De unge sekulære pigers stammesignaler om frigørelse er stik modsatte: stramme bukser, stumpede stropbluser, frit brusende hår eller drengekorte lokker - og smalle solbriller. De ser rå og søde, stærke og sårbare ud på en og samme tid - modsætninger som bliver groteske, når de fyldes i khaki-grønne uniformer, med en kalashnikov daskende mod en velformet bagdel.
Nej, det er ikke underligt, at de danske unge mænd, jeg mødte, var ved at dreje halsen af led på disse gader fulde af kroppe. Ikke underligt, at de ustandseligt forelskede sig i dådyr og hjorte og gazeller på den jerusalemske savanne.

Især den ene af knægtene er enhver svigermors drøm: høj, lys, køn, begavet og høflig. Eller rettere: Enhver dansk svigermors drøm. For alle hans kvaliteter til trods falder han ikke i potentielle israelske svigermødres smag. Lige som de andre danske drenge har han nemlig et svært overvindeligt problem: Han er ikke jøde.
Åh, disse fortællinger om at blive holdt som en hemmelighed og de israelske pigers samvittighedskvaler over at lyve for deres forældre ... bare fordi. Og flere snakke med min veninde afdækkede, at det såmænd heller ikke er nok i sig selv at være jøde - næh, den unge skal helst komme hjem med en udkåret fra samme stamme, fordi de vesteuropæiske askenasier ser ned på sefarderne fra Marokko, Yemen og Tunis, som ser ned på de nye indvandrere fra det tidligere Sovjetunionen; og de sekulære ser ned på de religiøse, som ikke vil mikses med andre end sig selv.
Danskernes fordomme mod indvandrere er fredsommelige småskærmydsler i sammenligning med de foragt- og hadefulde udbrud israelerne sender i hovedet på hinanden. Man får faktisk ofte fornemmelsen af, at de hader hinanden mere indbyrdes, end de hader araberne.
Og man kan forsøge at forklare og forstå det som et sammenstød mellem vidt forskellige kulturer, der er vandret ind i landet gennem de sidste halvtreds år, og ikke er nået at smelte sammen til en ny israelsk kultur.
Men sociologiske briller fjerner ikke ubehaget ved at se et folk, der har været på udryddelsens rand, videreføre intolerancens traditioner; det fjerner ikke fornemmelsen af, at israelerne har fuldstændigt ret, når de gensidigt beskylder hinanden for at være racister, og det udrydder ikke følelsen af, at Israel er mere truet af indre konflikter end af de store arabiske naboer. Kampen skærpes stadigt mellem det religiøse og det sekulære Israel, om hvorvidt Israel skal være et rabbinerstyret samfund, som de sekulære sammenligner med præstestyret i Teheran - eller om Israel skal være en demokratisk, multireligiøs og multietnisk stat efter europæisk/amerikansk model. Den konflikt har eksisteret i alle de år staten har eksisteret, men bliver tydeligere efterhånden som den arabiske trussel blegner i lyset af fredsaftaler og forhandlinger, og de ultraortodokse vokser i antal.

Måske er det derfor, at de er så hidsige, israelerne, i trafikken, i køerne på posthuset, på gaden - hele tiden er der små sammenstød mellem mennesker, der psykisk har knytnæverne oppe i brysthøjde. Måske forstærker den indre splittelse også angsten for den ydre fjende og får araberne til at se større, stærkere og mere ens og enige ud, end de er.
Og med fare for at bedrive mig ud på det lommepsykologiske overdrev: Måske underminerer den indre splittelse jødernes egen fornemmelse af, at deres tilstedeværelse midt i Arabien er legitim.
Selvfølgelig ikke for de ultraotodokse stammer, der betragter biblen som et ejendomsskøde, ikke bare på det nuværende Israel, men også på de besatte områder af Vestbredden - Judæa og Samaria.
Men for de israelere, som er opvokset i demokratiske, kritisk-analytiske miljøer, og for hvem Israels legitime eksistens er bundet til Holocaust, til århundreders diskrimination og forfølgelse af jøder, og dermed til drømmen om at skabe et retfærdigt samfund - ja for dem må tvivlen kradse i samvittigheden. Når drømmen om retfærdighed virkeliggør sig som et hadefuldt, intolerant samfund, der knap hænger sammen, må det blive sværere at forsvare, at Israel er bygget på fordrevne menneskers lidelser. Og måske er det, som det altid er med dårlig samvittighed, sådan at denne indre selvoverbevisnings-kamp om Israels legitimitet, om australske, russiske og asiatiske jøders ret til at bosætte sig på jord, der tilhørte arabere for 50 år siden, forstærker hidsigheden.
Jeg gentager: Måske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her