KALENDER
FOR HUMØRETS skyld er det fornuftigt engang imellem at tage en læsetur i James Boswells biografi om Dr. Johnson, et åndslivligt værk fra dengang den moderne biografi blev opfundet og bl.a. drog nytte af samtalens kunst. Life of Samuel Johnson udkom i 1791, syv år efter denne digter, kritiker og ordbogsforfatters død. Den 31 år yngre Boswell, skotte, men slet ikke nærig, indledte med at sige: "Jeg kan ikke tænke mig, at der kan findes en mere fuldkommen måde at skrive om en mands liv end ved at fortælle ikke alene om de vigtigste begivenheder, eftersom de er hændt, men indflette, hvad han skrev privat, og hvad han sagde og tænkte."
Boswell var ikke i tvivl om, at han således kunne fremkalde vennen lyslevende, og at man ville kunne se ham i denne bog mere fuldstændigt, end noget andet menneske havde været fremstillet. Intet mindre. Og det kan da også være, at han overgår Rousseau, der forinden med sine Bekendelser ville fremstille et skånselsløst portræt - af sig selv.
Det hjalp svært på Boswells biografi, at genstanden var en indfaldsrig person, der delte ud af sin lærdom og sit syn på verden og menneskene, om end hans ydre liv ikke var begivenhedsrigt.
DEN NYS OVERSATTE Alberto Caeiro, en figur opfundet af Fernando Pessoa i digtsamlingen At være virkelig, gjorde sig ikke tanker om en saftig levnedsskildring, siden han siger: "Hvis de, efter at jeg er død, ønsker at skrive min biografi,/Er der intet mere enkelt. Der er kun to datoer - min fødselsdag og min dødsdag./Mellem de to er alle dagene mine.// Jeg er nem at definere./Jeg var besat af at se."
Og selv om han var nok så udtryksfuld, var hans liv og meninger sandt at sige bevidst styret af monotoni - opfundet og skrevet af Pessoa.
Tit véd vi heller ikke meget mere om andres liv, end at det kan udtrykkes i en formel. Jeppe Aakjær, der var meget generøs med egne erindringer, Fra min Bitte-Tid og videre frem, og læste sig selv ind i den vidtløftige biografi over St. St. Blicher og hans livstragedie, kunne også være ganske kortmælt og dog få fortalt det hele, når det gjaldt Jens Vejmand, der aldrig bestilte andet end at sidde bag skærmen og slå gnister med sin hammer: "Hans Liv var fuldt af Sten."
Ligesom Johan Herman Wessel, der skrev summen af brygger Walts liv ned til formlen: "Han gjorde Malt, og det var Alt."
HVIS VI IKKE tager os sammen og selv skriver vores liv, må vi som regel nøjes med sådanne korte karakteristikker, leveret af andre, som de f.eks. nu står at læse i leksika og encyklopædier. Dér bliver vi målt med centimeterbånd til 12-14 linjer.
Et tilfældigt opslag i Danmarks Nationalleksikon: "Maury, Matthew, 1806-73, amerikansk søofficer. Efter delvis at have mistet førligheden ved en ulykke i 1839 overtog han chefposten for marinens observatorium i Washington."
Dér sad han så som Jens Vejmand hele sit liv og iagttog vind og strøm og satte gang i logbogsystemet. Måske som Alberto Caeiro besat af at se.
NOGLE MENNESKER bliver der rigtignok gjort mere ud af end antydning af sådanne skæbnesammenhænge. Også ved digternes foranstaltninger, f.eks. Hans-Magnus Enzensberger, der sammenskrev et helt Mausoleum (1975, da. 1979), syvogtredive ballader af fremskridtets historie, i form af versificerede biografier over opfindere, kunstnere og artister, videnskabsmænd, filosoffer, politikere, klamphuggere m.fl.
Dér finder man bl.a. den sovjetiske udenrigsminister Molotov: "Tungt åndende, under det blomstrende æbletræ/bag datshaen", på aftægt i sin rokkende kurvestol. Hans stålsatte bagdel er ikke mere, hvad den var engang. "I sine drømme/forveksler han hjemmeopgaver med dødsdomme./Hele livet var han en god elev."
Digtere er ikke altid venlige, når de portrætterer, hvis de ikke lige skriver lejlighedsdigte ved fødselsdage eller pludselige mindedigte ved venners dødsfald.
Århundredskiftets danske digtere var f.eks. generøse, når de skrev om hinandens liv og død, Sophus Claussen, Helge Rode, Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg. Hvilken livsfylde af tanker og stemninger, de meddelte.
Var denne fylde der til stadighed, eller kom den først, når de skrev? Var Boswell og Johnson kvikkere på papiret end i livet?
NÅR DEN INDRE tranlampe hele og halve dage brænder mat og kun afløses af roterende fis i kasketten - eller en prut, der farer rundt inde i hatten, for at sige det pænt, da må man ryste et indhold frem, hente et indtryk ind, tage vare på sit liv og levere materiale til sin biografi, f.eks. lære af Dan Turèll, der skrev digtet "Biografi og testamente" (Drive in-Digte, 1976) på en idé fra Lawrence Ferlinghetti.
Jeg lever sådan set et stilfærdigt liv
omkring Vesterbros Torv
til daglig.
Jeg ser på...
Et omkvæd, der hver gang følges op med stort og småt fra før og nu og hist og her til et langt, langt katalogdigt, som slutter:
Jeg vil leve lige indtil jeg dør
og det er ikke umuligt at jeg vil skrive min egen gravskrift
og i så fald skal teksten være henvendt til de forbipasserende
og så skal der stå:
Der er ingen grund
til at holde her...
Ingen grund til at holde inde. Men man kan mene, at der var god grund til et tankeophold. Med den polske nobelpristager Wislawa Szymborska in mente:
Du, der går forbi, kom, tag din lommeregner frem,
betænk Szymborskas skæbne, før du igen går hjem.
