Læsetid: 4 min.

I slørets vold

3. maj 1999

Nina Rasmussens rejseeventyr fra Iran viser, at meget andet end sløret skiller en dansker
fra en iraner

NY BOG
Hun kommer med al den umiddelbarhed, uskyld og fordomsfrihed, som en rejsende overhovedet kan mønstre.
Og hun får brug for hver en tomme. Og mere til.
Det islamiske Iran anno 1998 er en nød, som det viser sig næsten umuligt at knække, selv for en erfaren globetrotter som Nina Rasmussen (bedst kendt for at have krydset Sydamerika på motorcykel med sin mand Hjalte Tin og deres to små børn).
I Iran er Nina Rasmussen nemlig helt på egen hånd, og det viser sig at være alt andet end let.
Overalt, hvor hun kommer frem, mødes hun af mistænksomhed og frygt. Hotellerne vil ikke leje ud til en enlig kvinde, taxichaufførerne tillader sig uden skam at gramse på hende, og konstant bliver hun passet op af nidkære spioner fra det allestedsnærværende religiøse politi, der prøver at greje, hvad en dansk kvinde i 50'erne laver i Iran, hvem hun kender, og ikke mindst hvad hun mener om den islamiske revolution, om regeringen og om kvindernes situation.

Alene i verden
Den værste fjende viser sig imidlertid at være ensomheden.
Som kvinde må forfatteren selvfølgelig gå med lang frakke og tørklæde og i mange tilfælde også chador, den traditionelle gulvlange sorte klædning, som de fleste iranske kvinder bærer udendørs.
I starten finder Nina Rasmussen tilsløringen interessant og udfordrende, men inden længe bliver den en plage, der sammen med hendes manglende beherskelse af farsi og det fuldstændige forbud mod kontakt med det modsatte køn bidrager til en isolation, der allerede efter få dage er ved at drive hende til vanvid.
Og dén ros skal Nina Rasmussen have. Hun lader bestemt ikke, som om hun har styr på situationen. Tværtimod indrømmer hun uden blusel sin ensomhed, fortvivlelse og frygt og beskriver de mange trøstesløse aftener i fremmede byer med endeløse religiøse tv-programmer som eneste selskab, og hvor bare det at skaffe sig noget spiseligt er et uoverstigeligt problem, fordi en kvinde ikke er velset på gaden efter mørkets frembrud.
Desto større mod kræver det at bryde igennem muren.
Og det gør hun. Hele tre måneders rejse gennem Iran fra nord til syd bliver det til, hvor mangen en gæstfri familie åbner sit hjem for den besynderlige danske kvinde, der både kan tjene sine egne penge og rejse udenlands uden tilladelse fra sin mand.

Et andet Iran
Nina Rasmussens billede af iranerne er trods alle strabadserne positivt. Systemet derimod får ikke mange smigrende ord med på vejen.
Overalt hersker hykleriet, dobbeltmoralen og desillusionen. Kun ganske få af de iranere, den danske forfatter møder, tror tilsyneladende på præstestyret - trods de seneste års voksende åbenhed.
Tværtimod. Det Iran, Nina Rasmussen møder, flyder med vodka, dans, erotik og oprør. Men vel at mærke et nøje kontrolleret oprør, som kun finder sted inden for hjemmets fire vægge, hvor systemets lange arm ikke kan nå.
Og på den måde er hun heldig, for hun når helt klart at se et Iran, der ikke har glemt den glæde og elskov, som den persiske nationaldigter Hafez besang for syv århundreder siden.

I dårer
der ikke tror på elskov
kom til min grav
og nævn min elskedes navn
og I vil høre
jubelråb fra jorden

Ikke alt er altså præstepræk, strikte forbud og religiøse sørgeoptog for diverse martyrer. Nina Rasmussen møder tværtimod mange iranere, som hun trods sprogbarrieren er på bølgelængde med rent menneskeligt. Men landets dybere sjæl forbliver en gåde for hende.
Og derfor får læseren ikke noget større indblik i, årsageren til den religiøse fanatisme, som stadig tyve år efter den islamiske revolution præger store dele af det moderne Iran.
Som hun selv udtrykker det i bogens slutning: Hvordan kan et så venligt folk have et så grusomt og undertrykkende regime?
Noget svar kommer hun dog ikke med, og dermed afslører Nina Rasmussens rejseskildring, at det ikke kun er sløret, der skiller det danske samfund fra det iranske.
Selv om hun på ingen måde tegner det skræmmebillede af Iran, som vi kender fra rædselsberetninger som Betty Mahmoodys Ikke uden min datter, er der alligevel så stor forskel på Nina Rasmussens egne værdier og de værdier, der styrer et konservativt islamisk samfund som det iranske, at hun i praksis må opgive at bygge bro.
Lidt flere reflektioner over det besynderlige samfund, hun møder, ville have klædt den i øvrigt jordnært velskrevne og fængslende beretning. Godt underholdt er man imidlertid af Nina Rasmussens maleriske rejseskildring og mange gode fotos, også selv om en stor del af personerne - vel igen på grund af sprog- og kulturbarrieren - forbliver journalistiske skitser.
En enkelt undtagelse er kurderen Shahin, som forfatteren tilbagelægger en stor del af rejsen sammen med, og som læseren kommer til at kende og holde næsten lige så meget af, som forfatteren gør.

*Nina Rasmussen: Alene i Iran, 356 s., illustreret, 348 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her