Læsetid: 4 min.

Stadigvæk et brag af en roman

4. maj 1999

20 år efter kan Hans-Jørgen Nielsens 'Fodboldenglen' for alvor kaldes en klassiker. Den er en uomgængelig fortolkning af, hvad der skete efter 1968

Ny bog
Det er svært at afgøre, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. Men nu, hvor Tiderne Skifter begynder at genudgive forfatteren, kritikeren, journalisten og essayisten Hans-Jørgen Nielsens værker, synes der igen at være blæst omkring ham. For nylig blev hans altoverskyggende tilstedeværelse i 1960'erne dokumenteret i antologien Historier om nyere nordisk litteratur og kunst (redigeret af Anne-Marie Mai og Anne Borup); i dag genudkommer det værk, der vel præsenterer det ypperste af hans formåen i den senere fase, hvor 60'ernes formale eksperimenter i nogen grad var afløst af mere realistiske forsøg: romanen Fodboldenglen fra 1979.
Med denne bog nåede Hans-Jørgen Nielsen, som døde i 1991, ud til en større kreds af læsere end nogensinde før. Fodboldenglen er måske den yngste danske roman, der for alvor kan kaldes en klassiker. Og den er stadigvæk et brag af en roman, et pragteksempel på den fortællende prosas evne til at trænge ind i en tid, fortolke den, forstå den, og give den videre. For mange - deriblandt denne anmelder - har den været pligtlæsning i gymnasiet. Efter genlæsning må jeg indrømme, at den stadig stråler af den samme farlighed, som gjorde den til noget af det mest mindeværdige blandt danskundervisningens mere eller mindre gennemtyggede litteratur.

Det væsentlige
Med Fodboldenglen har den gruppe mennesker, vi kalder 68'erne - ungdomsoprørerne fra mellemlagene - fået deres epos.
Frands fortæller historien i form af et langt brev til sin lille søn Alexander. I løbet af en måned i efteråret 1977 nedskriver han sin beretning, der går fra barndommen på Englandsvej i 50'erne, fodboldspil i gården og i Fremad Amager, tumulten i 68 til tømmermænd og desillusion i 70'erne. Frands har været igennem et nervesammenbrud og et selvmordsforsøg, og mens han skriver, bliver han skilt fra Alexanders mor Katrin. Og så er hans barndomsven og bedste kammerat Franke, fodboldgeniet med professionel kontrakt i udlandet, død i mellemtiden.
Skriften, som retter sig mod sønnen, og som ender med at blive et pinefuldt stykke terapeutisk selvudlevering med hele den vingeskudte drømmers patos, vokser ud af angsten for det hvide papir. Frands sidder i et kollektiv på en mark på Amager og skal oversætte et fodnotearmeret stykke universitetsmarxisme fra tysk til dansk. I stedet skriver han sit brev, som til slut - måske - får ham oven vande igen.
Jeg tror, at en stor del af det billede, vi i dag har af begivenhederne omkring og efter 1968, stammer fra netop denne bog. Det er i hvert fald her, at man finder det tydeligste og mest gennemarbejdede forsøg på at begribe udviklingen i lyset af denne særlige opfattelse. Med sammenfatningens tab af skygger lyder det: 68 var fest og farver og sjov i gaden, åbenhed, de mange muligheders optimisme og fremadrettethed; men denne åbenhed blev hurtigt fordrejet til en lukkethed, til 70'ernes munkemarxistiske abstraktioner, selvpineri og dogmatisk politisering.
Blomsterbørnene blev til teoretiserende kommissærer, som spærrede hinanden inde i ideologiske kasser, og som til sidst gik i stykker i en hæmningsløs politisering af hele verden og hele livet.
Det er denne fuldstændige politisering, Frands forsøger at rive sig løs fra. Han er allerede tidligt blevet en kætter; Katrins kvindegrupper ødelægger hans selvværd som mand, vejlederen på det universitetsspeciale i kultursociologi, han forgæves forsøger at skrive, er blind for alt, hvad der ikke er doktrinærmarxistisk, klassebevidstgørende abstraktion. Også diskussionerne om Schleyer-sagen og terrorismens berettigelse, som optager hans omgangskreds, er han fremmed for.
"Det politisk væsentlige falder ikke nødvendigvis sammen med, hvad der menneskeligt set er umiddelbart væsentligt," skriver han, den frafaldne, i en nøgleformulering.

Spillet spiller spilleren
Altså historien om hvordan revolutionen æder sine børn. Men her skal man være varsom: Fodboldenglen er hård ved venstrefløjen i 70'erne, til tider skånselsløs overfor det panser, den stiller op imod Frands' forsøg på at genfinde sig selv. Men samtidig er hele fortællingen reflekteret i personlighedens troldspejl. 70'ernes dårligdomme er værst, når Frands virkelig har det skidt; når han er mere ovenpå, har han også bedre blik for tidens positive muligheder.
Venstrefløjens konjunkturer følger Frands' sindstilstand; alle vurderinger og værdidomme skal ses i lyset af hans egen, personlige krise. Og erkendelsen af, at det ikke nytter noget at stille sig fuldstændig udenfor, at det er nødvendigt at spille en fodboldkamp for at vinde den, følger som en konsekvens af - eller måske er den en årsag til - hans bedring mod slutningen af bogen.
For Fodboldenglen handler jo også om fodbold, meget endda. Den har et på alle måder dybsindigt og filosofisk forhold til fodbold, spillet som et spil, der spiller spilleren, snarere end som noget, spilleren spiller. Og den handler om sex, som på samme måde er et spil, der spiller de spillende. Kun på overfladen er det forskellige temaer, for Hans-Jørgen Nielsen får indarbejdet dem alle i den strenge økonomi, der gør Fodboldenglen til én samlet bevægelse, ét langt forløb, ned i fortællerens eksistens og igennem ham ud til den tid, han lever i.
"Der dannes en bue, fra støvlesnuderne til de flyvende hårspidser," står der om det berømte fotografi af Henning Jensen, som scorer et afgørende mål på Wembley. I romanen er det Franke, der scorer målet, og Frands, der betragter billedet. Fodboldenglen er selv en sådan bue, en stramt kontrolleret gennemlysning af et menneske og en tid, som strides med hinanden, men som i virkeligheden er ét.

*Hans-Jørgen Nielsen: Fodboldenglen (1979). 240 s. 198 kr. Tiderne Skifter. Genudkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu