Læsetid: 2 min.

Staten for tur i Hafnia-sagen

11. maj 1999

Regeringen og Finanstilsynet var medskyldige i Hafnia-sagen, siger eksperter før dagens centrale afhøringer af Den Danske Banks topfolk

Den Danske Bank må tage det første skrald i Hafnia-sagen. Men staten slipper ikke.
Det vurderer en række eksperter, før Hafnia-sagen i dag når et foreløbigt højdepunkt. Vidneskranken i Sø- og Handelsretten bliver således indtaget af Den Danske Banks topfolk anført af den ordførende direktør, Peter Straarup.
Den Danske Bank er anklaget for at have givet utilstrækkelige oplysninger i forbindelse med salget af Hafnia-aktier i juli 1992.
Men også Finanstilsynet - og dermed staten - var involveret i Hafnia-salget.
Ifølge et referat fra et møde mellem Peter Straarup og Finanstilsynets direktør, Eigil Mølgaard, der fandt sted den 3. juli 1992, afstod Mølgaard fra et krav om, at Hafnia skulle hensætte 165 millioner kroner til tab. En sådan hensættelse ville ifølge Straarup medføre en betalingsstandsning i Hafnia.
Det er et eksempel på, at Finanstilsynet og Schlüter-regeringen af al magt forsøgte at få Den Danske Bank til at redde den danske finansverden fra en nedsmeltning i 1992, siger Peter Erling Nielsen, der er lektor i økonomi på Københavns Universitet.
"Schlüter-regeringen turde ikke få et kollaps, som truede hele sektoren. Og da nu Hafnia og Baltica havde besluttet sig for at slå hinanden ihjel, måtte man redde, hvad reddes kunne. Da Den Danske Bank var den eneste nogenlunde sunde bank, var det politiske og administrative system enige om, at presse banken til at gå ind i redningsaktionen," siger Peter Erling Nielsen.
Han forventer derfor, at den ekspertredegørelse om statens rolle, som kommer i januar år 2000, vil vise et tæt samspil mellem Danmarks største bank og staten.

Prestigetab
Men på trods af, at Den Danske Bank ikke står alene med et eventuelt ansvar, kan Hafnia-sagen nemt ende med et alvorligt prestigetab for banken og direktør Peter Straarup, som var ansvarlig for bankens håndtering af Hafnia-sagen.
Det siger lektor i historie på Odense Universitet, Per B. Hansen, der sidste år udgav en bog om Den Danske Bank.
"Hvis der kommer en klar dom, som siger, at Den Danske Bank har løjet, så er det klart, at det vil svække Straarups prestige. Især eksternt, men også internt i banken. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at han skulle blive gået som direktør."
"Men man skal aldrig sige aldrig, for det er jo en bank, som i mange år har slået sig op på at være moralsk mere ren end alle andre. Derfor vil det selvfølgelig også slå ekstra hårdt, hvis lige præcis den bank får en dom for, at den har løjet over for Hafnia-investorerne," siger Per B. Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her