Læsetid: 8 min.

Straarups statsgaranterede sejrsridt

11. maj 1999

Hafnia-sagen når et højdepunkt i dag med afhøringer af den absolutte top i Den Danske Bank. Her er historien om det enestående parløb mellem Danmarks største bank og staten

Vi havde det sjovt i juni 1992. Måneden, hvor Danmark stemte nej til Unionen og vandt Europamesterskabet i fodbold.
Men også måneden, hvor Nationalbanken måtte komme en af Danmarks storbanker til undsætning, og hvor ordet nedsmeltning jævnligt lå på læberne efter et hedt forår i den danske finansverden.
Begivenhederne tog for alvor fart i februar 1992, da Bornholmerbanken som den første danske bank i nyere tid blev erklæret konkurs.

Herefter gik det stærkt.
Efter flere års intens krig mellem to af Danmarks største forsikringsselskaber, Hafnia og Baltica, måtte Hafnia strække våben. Årsregnskabet for 1991, der blev offentliggjort den 2. april, viste et underskud på 1,2 milliarder kroner, og lugten af sammenbrud var stærk.
Schlüter-regeringen rystede i bukserne. Et sammenbrud i en af Danmarks største finanskoncerner kunne være katastrofal. Især fordi risikoen for afsmitning var stor.
Den Danske Bank stod således med samlede engagementer i Hafnia for i alt seks milliarder kroner og havde et lignende udestående hos Baltica, som også skrantende alvorligt.
Samtidig var Danmarks næststørste bank, Unibank, i knæ. Nationalbanken måtte i juni rykke banken til undsætning med en garanti om, at den stod bag Unibank, hvis banken skulle komme i knibe.
Hos Finanstilsynet, som holder øje med de danske banker og forsikringsselskaber, hang nerverne uden på tøjet. Banksystemet er ikke ligesom resten af erhvervslivet, hvor en virksomhed kan gå konkurs, uden at det betyder stor katastrofe for samfundet.
Banksystemet hviler på et særligt princip, som kaldes the miracle of banking. Bankerne modtager indskud fra kunderne og anbringer pengene i investeringer med et længere sigte og har dermed kun en beskeden kassebeholdning klar til øjeblikkelig udbetaling. En fordel for samfundet, som nyder godt af investeringerne, men katastrofalt i det øjeblik, hvor kunderne mister tilliden til banksystemet og vil have deres penge øjeblikkeligt. Spørg blot i Den Danske Bank, som i 1922 leverede Danmarkshistoriens største bankkrak under navnet Landmandsbanken.

Presset fra to sider
Frygten for en finansiel nedsmeltning var stor i 1992. Særligt i Finanstilsynet, hvor direktør Eigil Mølgaard var presset af to hensyn. Han skulle dels kontrollere, at bankerne overholdt spillereglerne, og dels sikre sig, at de overlevede. For regeringen var ikke klar til selv at skyde penge ind i de nødlidende banker.
De næste måneder skulle vise, at hensynet til overlevelsen gik frem for kontrolhensynet.
Opgaven var ikke let. For der var kun én bank, som var sund nok til både at overleve og til samtidig at hjælpe andre, påpeger Peter Erling Nielsen, der er lektor i økonomi på Københavns Universitet.
"Den Danske Bank var den eneste, der havde det nogenlunde godt. De andre havde rigeligt at gøre med at klare sig selv."
Peter Erling Nielsen vurderer, at frygten for forestående sammenbrud i såvel Hafnia som Baltica tvang både Finanstilsynet og regeringen i armene på Den Danske Bank.
"Finanstilsynet tiggede og bad Den Danske Bank om at hjælpe. Jeg er overbevist om, at regeringens ministre og Eigil Mølgaard kom løbende hele tiden og spurgte om hjælp."
Og de blev godt modtaget.

Oberst von Straarup
I Den Danske Bank sad den da 40-årige Peter Straarup som direktør med ansvar for bankens store udlån. Alene Hafnia og Baltica havde på det tidspunkt lån for et to-cifret milliardbeløb i banken.
Oberst von Straarup, som direktøren hedder internt i Den Danske Bank, stod i en god forhandlingsposition. Som den eneste redningsmaskine i den danske finansverden var Finanstilsynet nødt til at holde banken velsmurt. Og det udmøntede sig i løbet af de kommende måneder i en række spektakulære redningsaktioner, hvor Den Danske Bank gik hånd i hånd med Finanstilsynet.
Til glæde for begge. Men måske især for Straarup og Den Danske Bank.
Hafnia blev første fællesredning. Med Den Danske Bank i en central rolle skulle der skaffes 1,9 milliarder kroner i frisk kapital ved et aktiesalg. Aktiesalget var lige ved at løbe af sporet i juli, da behovet for at sætte penge til side til tab var tæt på at kaste Hafnia ud i en betalingsstandsning.
Med Finanstilsynets hjælp slap Hafnia for at sætte pengene til side, og aktiesalget kunne gennemføres, hvilket betød, at Den Danske Bank kunne få indfriet en række af sine Hafnia-lån.
Til gengæld måtte alle køberne af de nye Hafnia-aktier vinke farvel til deres penge - kun en måned efter, at salget var slut.
Eksperterne er ikke tvivl i dag. Køberne af Hafnia-aktierne blev ført bag lyset.
En af eksperterne, lektor i økonomisk historie på Odense Universitet, Per H. Hansen, der sidste år udgav en stor historisk bog om Den Danske Bank, vil ikke give en juridisk vurdering.
"Men for mig at se er det klart, at banken godt vidste, at det her var penibelt. Men det var jo så satans vigtigt for dem at få det aktiesalg gennemført, så de ikke skulle lide tab."

Færoya Banki
Allerede i september fortsatte parløbet mellem Finanstilsynet og Den Danske Bank. Krisen i den færøske økonomi havde tvunget de to store færøske banker i knæ. Den ene var Færoya Banki, hvor Den Danske Bank var majoritetsaktionær.
Det betød, at Den Danske Bank ikke uden videre kunne forlade Færøerne, men måtte skyde yderligere penge i banken, hvis det var nødvendigt. Det havde banken allerede gjort én gang i løbet af efteråret, så den var på udkig efter en vej væk.
Løsningen blev fundet sammen med Finanstilsynet: Færøerne skulle selv overtage Færoya Banki.
Igen optrådte Finanstilsynet i en helt anden rolle, end tilsynet er tiltænkt, siger professor i kreditret på Handelshøjskolen i København, Lennart Lynge Andersen.
"Tilsynets opgave er at føre tilsyn med de finansielle institutioner og at sikre, at de overholder loven. Det her er en opgave af en helt anden karakter, nemlig at redde samfundet, og det er den slags, vi har ministre til."
Den færøske løsning betød, at Den Danske Bank slap for at hælde et milliardbeløb i den nødlidende Færoya Banki.
Det var tiltrængt. For i oktober 1992 gav Den Danske Bank sig i kast med endnu et redningsprojekt.
Denne gang var det Baltica, hvor Den Danske Bank også havde et udestående i omegnen af seks milliarder kroner. For at redde det vakkelvorne forsikringsselskab overtog Den Danske Bank kontrollen med det.
Påny måtte Finanstilsynet træde til, og Baltica fik eksempelvis lov til at eje 27 procent af sine egne aktier, selvom loftet i lovgivningen var 10 procent.
Redningen af Baltica gav Den Danske Bank et guldæg i kurven: Pensionsselskabet Danica, der tidligere hed Statsanstalten for Livsforsikring.
Og Den Danske Bank vidste, hvad den gik efter.
Banken havde selv været rådgiver, da staten solgte selskabet for godt fire milliarder kroner i 1990 og var derfor også klar over, at der fulgte en stor skatterabat med i købet. Pensionsselskaber kunne nemlig indtil sidste år trække de penge fra i skat, som blev henlagt til at dække senere pensionsudbetalinger. En slags skatterabat på aktiegevinster.
Ifølge beregninger fra Dansk Aktie Analyse nåede Den Danske Bank at tjene omkring 2,5 milliarder kroner på Danicas skatterabat, før Folketinget sidste år fjernede muligheden.

Urørlige Straarup
Eksperter vurderer, at Peter Straarup som Den Danske Banks centrale person på de tre operationer - Hafnia, Baltica og Færoya Banki - har sparet Den Danske Bank for otte til ti milliarder kroner.
En del af dem kan banken takke Finanstilsynet for, konstaterer Per H. Hansen. Men han mener dog ikke, at det kun er derfor, at Den Danske Bank har vokset sig større end de andre dansker banker.
"Banken er muligvis blevet favoriseret, men ikke på en måde, der har gjort, at den er blevet ekstra stor. Det er den blevet, fordi den er knalddygtig."

*Peter Straarup skal i dag afhøres i Hafnia-sagen i Sø- og Handelsretten sammen med bestyrelsesformanden i Den Danske Bank, Poul Svanholm, og bestyrelsesmedlem Mads Øvlisen, der er direktør i Novo Nordisk

FAKTA
Straarups svendestykker
Som ansvarlig for Den Danske Banks store erhvervsudlån gennemførte Peter Straarup i 1992 og 1993 en række operationer, som vurderes at have sparet Den Danske Bank for otte til ti milliarder kroner. Redningsaktionerne blev alle gennemført med assistance fra Finanstilsynet.
Her er de tre vigtigste, som ifølge iagttagere kan betragtes som Straarups svendestykker og den direkte anledning til, at han i dag er øverste direktør i Danmarks største bank.

Hafnia
Den Danske Bank stod i 1992 med samlede engagementer på omkring seks milliarder kroner i Hafnia, som var ved at bryde sammen efter en udmarvende forsikringskrig med Baltica.
Sammen med Lønmodtagernes Dyrtidsfond fik Den Danske Bank stablet en emission på benene i juli 1992, hvor der skulle skydes frisk kapital for 1,9 milliarder kroner ind i Hafnia.
Uheldigvis risikerede Hafnia allerede i begyndelsen af juli at gå i betalingsstandsning, da Finanstilsynet på et møde forlangte, at der skulle hensættes 165 millioner kroner.
Det fik Peter Straarup afværget, hvorefter emissionen kunne gennemføres.
Hafnia overlevede kun kort tid. Allerede i august måtte selskabet gå i betalingsstandsning. På det tidspunkt havde Den Danske Bank dog reddet sine Hafnia-lån hjem. Til gengæld tabte de aktionærer, som ved emissionen i juli tegnede aktier i Hafnia, deres penge.
En af dem var Ole Steffensen, der tabte 21.000 kroner. Han har nu anlagt sag imod Den Danske Bank, som han anklager for at have givet utilstrækkelige oplysninger om Hafnia i børsprospektet.

Færoya Banki
I efteråret 1992 var Færøerne ude i et økonomisk stormvejr. Den ene af øernes to storbanker, Sjovinnubank, blev reddet af den danske stat, mens den anden, Færoya Banki, fik tilført ny kapital på et tre-cifret millionbeløn fra Den Danske Bank, som var majoritetsaktionær.
Det var ikke nok, og i de første måneder af 1993 arrangerede Den Danske Bank og Finanstilsynet, at Færøerne overtog Færoya Banki.
Dermed var Den Danske Bank ikke længere majoritetsaktionær i Færoya Banki og undslap dermed forpligtelsen til at redde den skrantende bank.
I månederne efter fossede pengene ud af Færoya Banki, og såvel Færøerne som den danske regering har siden anklaget Den Danske Bank for at have givet utilstrækkelige oplysninger om økonomien i Føroya Banki.
Regeringen planlægger i øjeblikket at føre en retssag mod Den Danske Bank.

Baltica
Forsikringskrigen kostede også dyrt i Baltica, som havde fået stillet 6,6 milliarder kroner til rådighed af Den Danske Bank.
Baltica døjede derudover med en lang række mislykkede investeringer i ejendoms- og anpartsprojekter, ligesom selskabet måtte betale dyre renter for købet af Statsanstalten for Livsforsikring (senere omdøbt til Danica), der blev købt for 4,1 milliarder kroner af staten i 1991.
Da Balticas kreditværdighed i oktober 1992 var presset helt i bund, måtte Den Danske Bank købe for 2,5 milliarder kroner i Baltica og samtidig stille yderligere 2,6 milliarder kroner til rådighed.
Det var dog ikke nok. I marts 1993 måtte Baltica efter at have offentliggjort et underskud på 4,4 milliarder kroner for 1992 rekonstrueres med velvillig assistance fra Finanstilsynet.
Rekonstruktionen gav reelt Den Danske Bank magten over Baltica, som senere blev splittet i flere dele. Skadeforsikringsdelen blev solgt til Tryg Forsikring, mens Den Danske Bank beholdt Danica, som senere har udviklet sig til et guldæg for Den Danske Bank.
Alene skattefordelene fra Danica har beløbet sig til knap tre milliarder kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her