Læsetid: 4 min.

"En studie i ""Rødt og sort"""

7. maj 1999

En god dansk bog om den store og vanskelige forfatter Stendhal

Biografi
For fire år siden overraskede Eric Danielsen det danske publikum med en bog om den berømte romanforfatter Balzac. Gennem et langt og virksomt skribentliv havde han, både i dagspressen og i adskillige bøger, været aktiv som formidler og popularisator, først og fremmest inden for videnskab og psykologi, og nu gjorde han sig i sin høje alder til litteraturhistoriker. Balzac-bogen var meget oplysende og velgørende letlæselig.
Nu fremturer han med en bog om Balzacs samtidige, Stendhal, en forfatter, der er betydeligt vanskeligere, sværere at læse og sværere at skrive om, men Danielsen lader ikke sine læsere mærke nogen vanskeligheder. Han drives af en sympatisk begejstring for denne højt intelligente, men ingenlunde indsmigrende forfatter.
Bogen er, som det hedder på forsiden, en "kritisk biografi", og den følger sin mand gennem hele livet. Han levede ikke som en "litterat". I en lang årrække var han i kejserdømmets tjeneste, og han fulgte Napoleon til Moskva og tilbage igen, ganske vist, med en vis beklagelse, som kontorsoldat. Han oplevede derefter de femten år, der kaldtes restaurationen, altså genoprettelsen af den gode gamle orden fra før 1789, det der endte med julirevolutionen i 1830, og vi får en kortfattet, men forståelig beretning om denne revolution - tør man formode, uden at fornærme den oplyste danske almenhed, at der ikke er ret mange nulevende danskere, der har klare begreber om, hvad der foregik i de "tre gloriøse dage" i 1830?
Stendhal følte en ubetvingelig trang til at skrive, men han kunne ikke leve af det, og han udgav ikke alt, hvad han skrev. Det meste af sit liv under det nye kongedømme førte han en beskeden tilværelse som underordnet tjenestemand i diplomatiet, for en stor del stationeret i Italien. Vi følger hans balancegang mellem pligtopfyldende kontorslid for en regering, han ringeagtede, og en nærmest republikansk gennemskuen af samfundsordenen under "den hellige alliance".

Kritisk Napoleon-fan
Napoleons person og hans politiske skæbne beskæftigede tankerne i en stor del af det nittende århundredes første halvdel. Danielsen har den udmærkede idé at bruge et særligt kapitel til "Stendhals syn på Napoleon". Det ytrer sig både i to bøger om Napoleon (som ikke blev udgivet) og i talrige hentydninger i andre skrifter. Da han i 1817 udsendte en bog om malerkunstens historie i Italien, skrev han en tilegnelse til "fangen på St. Helena".
Det gøres klart, at han var en stor beundrer af Napoleon, men aldrig ukritisk. Han glemte ikke, at førstekonsulen og kejseren havde svigtet revolutionens idealer, som republikaneren Stendhal holdt fast ved bag den kongelige embedsmands maske. Han konstaterede, at Napoleons og kejserdømmets fald skyldtes, at han blev korrumperet af sin succes og begyndte at dyrke en despolitisk magtudfoldelse. Stendhal, der gennemlevede Napoleon-tiden på nærmeste hold, kunne altså ikke opretholde den lidt distante politiske beundring, som vi finder hos Heinrich Heine eller den polske patriot Mickiewisz.
Måske har vi lov til at formode, at den store menneskegranskende romandigter var påvirket af elektriciteten omkring en personlighed af dette format - han kunne jo også fornemme kraftudladningen fra dette formidable levnedsløb - "han døde Robinson", som det hedder med et koncentreret udtryk i Oehlenschlægers mærkelige digt om tidens politiske historie.
Stendhal var ikke overdådigt produktiv som den yngre samtidige Balzac, og alle hans skrifter gennemgås klart og omhyggeligt i denne bog, der udmærket kan bruges som opslagsværk for dem, der søger oplysning om de enkelte skrifters indhold.
Som et højdepunkt står de 18 siders analyse af hovedværket Rødt og sort. (Danielsen refererer talrige forsøg på at forklare denne titel og ender med at lade uvisheden få det sidste ord. Men når Stendhal selv erklærede, at de to ord henviser til den militære og den gejstlige karriere, kan man vel formode, at den røde farve betyder slagmarkernes blod og den sorte præstekjole - præstefarven, som den samtidige svenske digter Tegnér, der endte sine dage som biskop, erklærede, at han havde fået nok af, så at han ikke engang ville have en sort hest.
Som optakt står der disse klare og selvbevidste linier: "Frem for at betragte Rødt og sort, som man plejer at gøre det, som en psykologisk dissekerende roman om en parvenu, vælger jeg at betragte den som en politisk roman". Med sikker hånd viser den kritiske biograf, hvordan Julien Sorels skæbne og hans personlige følelser og handlinger bestemmes af tidens politiske kræfter og de stadige spændinger mellem samfundsklasserne. Læseren mærker, i hvor høj grad Eric Danielsen har lært at tænke politisk i de mange år, han arbejdede i den kommunistiske presse.
Danielsen har ikke alene læst alle Stendhals værker, han har også gennempløjet et utroligt antal afhandlinger om han, franske, engelske, danske og tyske. Blandt meget andet finder vi den interessante oplysning, at den unge Ernest Hemingway beundrede Stendhals beretning om Waterloo-slaget, og at han "ville lære at skrive som Stendhal".
Et stort arkiv er de mange illustrationer, portrætter af digteren i fremadskridende alder og af de ret talrige kvinder, der spillede en rolle i hans liv. Som et festligt kuriosum ser vi en tegning, som lyrikeren Alfred de Musset henkastede af Stendhal, der danser fandango på en flodbåd på Rhone, iført overfrakke og høj hat.
Tør man lige akkurat antyde, at nogle læsere vil finde en ekstra fornøjelse ved at se, at Danielsen skriver dansk som et dannet menneske? Han kan som god europæer tale om århundrederne uden at henfalde til skandinaviske provinsialismer som tallet dit og tallet dat - og han kender ligefrem den danske grammatik.

*Eric Danielsen: Den gådefulde Stendhal. Ill. 237 sider, 250 kroner. Vindrose. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her