Læsetid: 4 min.

Svalerne i dammen

15. maj 1999

Og algerne. Hvad gør man, når man får uventede gæster

Haven i maj
Den 24. april skinnede solen. Ude ved kirken i strandengene på øens syd-vestside var der viber. Dér er der stadig vådt nok til dem, omkring hvor vi bor, kommer de sjældent. Der er for drænet.
Pludselig: en svale. Én bysvale.
24. april! Et blik i dagbogen fra forrige år bekræftede, at vort eget landsvalepar, der bor i portrummet, først ankom den niende maj, så det var godt nok tidligt. (Samme dag spirede de tidlige kartofler - i år havde jeg end ikke fået dem lagt den 24. april. Køkkenhaven er blevet flyttet mod syd til en mere solrig plads, og det har både krævet at det hule pigeontræ, der ikke længere bar, blev skåret ned til en høj stub (med fuchsia i hullerne) samt at den klæge lerjord på stedet blev forbedret med mange, mange hjulbørfulde kompost og groft sand. Den slags tager tid. Så køkkenhaven blev først tilsået 1. maj).
I dagene efter så jeg ingen svaler, og det fik mig til at fundere på, om der lå realiteter bag gamle udtryk og mundheld som 'en enlig svale' og 'én svale gør ingen sommer'. Om det var sådan, at enkelte svaler kom forud for flokken - eller måske endda var udsendt ligesom duen i Noahs Ark? Gamle udtryk plejer at bygge på ét eller andet.
Den 27. april var det atter lunt og stille, og jeg gik og lugede rosenbed.
PLASK, sagde det i dammen bag mig. SKVULP, PLASK og SKVULP igen. To landsvaler strøg lavt frem og tilbage over dammen, så de bestyrtede guldfisk dykkede som orange lyn. Vores svaler? Allerede den 27. april!
Der var dog noget, der ikke stemte. De opførte sig ikke, som de plejede. Jeg gik og ventede på, at de skulle sætte sig på tagrygningen, men det skete ikke. De fløj bare frem og tilbage over dammen nogle gange, så forsvandt de mod øst med en frejdighed, der antydede, at det var der, de skulle hen.

En besynderlig idé
Næste dag var de der igen. Plask, skvulp, plask. Guldfiskene var ved at få et bommesislag. Denne gang var jeg lidt længere væk, og den ene af svalerne satte sig længe ved dammen på en sten. Dét har jeg ikke set før.
Derefter satte de imidlertid atter kursen mod øst. Det var tydeligvis ikke vores svaler, men nogle der boede et andet sted og var på vej.
Deres opførsel mindede mig imidlertid om endnu en gammel forestilling - én jeg aldrig har fattet logikken i - nemlig troen på, at svalerne, de mest luftbårne af alle fuglene, overvintrer på bunden af dammen. Nu slog det mig, at også denne bizarre idé måske har bund i iagttagelsen. Hvis de første svaler, man ser, opfører sig sådan, og endda sætter sig ved bredden af vandet, og der så går en fjorten dages tid, inden de bliver flere og begynder at parre sig, ja, så kan man da godt få den tanke, at de netop er kommet op fra vintersøvnen på bunden. At dømme efter guldfiskenes reaktion dog næppe fra bunden af vores havedam.

Væg-til-væg-tæppe
Måske ville de heller ikke bryde sig om vegetationen dér. Under ingen omstændigheder vil jeg ødelægge smålivet i en dam med teknologiske og kemiske midler mod trådalger, men de midler jeg så har til min rådighed: vandpest, brøndkarse, rislebæk og en haverive slår ikke altid helt til. Dog mener jeg nu at have fundet ud af, hvad der mangler: Erfaring.
Det hele har nemlig set ganske godt ud indtil nu, og så er det netop det, man ikke skal lade sig snyde af. Fordi jeg gerne ville have, at det skulle være sådan, (og måske lidt fordi vandet er pissekoldt i marts og april) har jeg passivt håbet, at vand, vegetation og fauna havde fundet hinanden i skøn samdrægtighed. Men så kom der lidt varme, og så kom der alger. Samtidig kom der imidlertid også både frøer og salamandre, og så har man problemet! Man vil jo meget nødigt myrde hele vuggestuen på én gang. Derfor ved jeg nu, at dammen næste år skal renses op tidligt om foråret, mens det er koldt. Brrr.
På den anden side krævede situationen handling, så resultatet blev, at jeg gik i gang med de bare næver - de føler bedre end en haverive, og jeg fik (endnu engang) den erfaring, at klør fem er et uovertruffent haveredskab. Det er muligt, nogen synes, det er ulækkert, men det er effektivt!
Nu ville jeg helst undgå de algeklumper inde ved bredden, som jeg mistænkte for at være ynglepladser. Så jeg startede så langt ude i dammen, jeg kunne nå bunden med hænderne uden at drukne, og derfra trak jeg slet og ret algelaget op ind mod bredden ligesom et væg-til-væg-tæppe. Det havde en haverive ikke formået. Masser af dejligt kvælstof kom der desuden ud af det, lige til kompostbunken.
Aktionen hjalp synligt på vandmiljøet, men stadigvæk var der jo ikke så kønt langs bredderne, hvor algerne boblede op rundt om iris og kæruld.

Fy
I søndags var jeg atter på lugning ved dammen. Det var det idelle vejr: Svag, sivende majdagsregn, der umærkeligt gennembløder alt uden at tynge ned eller slå, ukrudtet var afmægtigt. Men pludselig blev en algeansamling mig for meget. Jeg klatrede ned, halede den op og smed den ind under den vilde gulerod, jeg har ladet stå ved bredden, og som allerede danner en dejlig, busklignende grøn kuppel. En stor geografimønstret frø stak hovedet frem under en sten og nidstirrede mig. Sorteste samvitighed! Jeg fik fat i algeklumpen og lagde den forsigtigt ud i vandet igen. Ud svømmede en lille sort klat med hale.
I dag myldrer det med haletudser hele vejen rundt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her