Læsetid: 3 min.

Var Sven Dalsgaard et geni?

22. maj 1999

Retrospektiv udstilling på DEN FRIE giver mulighed for revurdering af dansk kunsts store dadaistiske outsider

UDSTILLING
Et ironisk - og typisk - Dalsgaard værk fra 1967 med titlen "Hvem siger det?" består af en taleboble med udsagnet "Sven Dalsgaard er et geni!" Sven Dalsgaard (1914-1999) satte bestemt ikke sit lys under en skæppe, men samtidigt antyder titlen en humoristisk distance og ironi, og ikke mindst en sund portion skepsis. Var Dalsgaard ikke ligefrem genial, var han i det mindste altid morsom.

Tingene der kigger
Humoren spillede en stor rolle hos Dalsgaard, og er det man først bemærker, når man ser på det samlede værk fra alle årene; fra figurativ surrealisme i 40'rne over en mærkværdig, men også uforløst, konstruktivisme i 50'erne til gennembruddet med 60'ernes underfundige objekt- og konceptkunst. Med 60'ernes manipulerede ready mades såsom stole og det danske flag (!), begyndte Dalsgaard på ægte dadaistisk vis, at udstyre objekterne omkring os med en absurd og psykologisk mening. Man kan sige at Dalsgaard tillagde dem noget subjektivt, og endog fremdrog objekternes subjektivitet - som var det tingene, der talte til og kiggede på os. Det var i samme periode at Dalsgaard malede øjne på sine billeder!
Dalsgaard opdagede dét, som psykologen Jacques Lacan beskrev som "tingene, der kigger på os". Lacan beskrev selv denne omvending af blikket ud fra en barndomsoplevelse, hvor en sardindåse lå og glimtede i vandoverfladen. Lacan konstaterede, at han ikke blot kunne se den, men at den også kunne se ham; at den gengældte hans blik. Hvad Lacan ville illustrere med denne meget mærkelige anekdote, var at vi ikke blot er subjekter der ser, men hele tiden også er objekter der ses på. Blikket går ikke kun én vej, men mange og befinder sig i et såkaldt inter-subjektivt felt.
Og det er præcis dette mangetydige felt, med mange blikke og betydninger, som Dalsgaards objekt- og installationskunst udforskede som én af de første herhjemme. Og sammen med den beslægtede Albert Mertz er Dalsgaard vel at betegne som hovedfiguren i etableringen af installationskunsten på dansk grund.

Jeghuset
Dalsgaard interesserede sig dog ikke kun for objektets subjektivitet, men i lige så høj grad for subjektets objektivitet. Han interesserer sig for sig selv, for kunstnerrollen, for den fysiske krop og dens forfald - for det som udgør selvet. Men jeg'et er hos Dalsgaard aldrig noget inderligt og essentielt, men altid yderligt genkendeligt eller et kulturelt tegn; Jeghuset. På denne måde indvarsler Dalsgaard også 90'ernes kropsfikserede og subjekt-orienterede kunst.
Således bemærker man i mange af Dalsgaards arbejder et stærkt homo-erotisk tema (noget som i øvrigt altid forbigås i tavshed i Dalsgaard litteraturen), og Dalsgaards værk i 90'erne synes udelukkende at tematisere dødens ubønhørlighed, hvilket er lige dele rørende og patetisk. Helt patetisk bliver det dog, når man lader en hel sal stå tom, hvor Dalsgaard ville have lavet en ny installation. Det havde været mere passende at bruge salen til andre værker, eller bedre endnu at have opført værket ud fra Dalsgaards skitser, fremfor denne originalitetsdyrkelse. I øvrigt fornemmer man en vis vildrede i Dalsgaards alderdomsværk, hvor elementer fra tidligere perioder dukker pludselig op igen i forklædning.
For undertegnede er der dog ikke tvivl om, at Dalsgaards værk - trods dets rigdom - kulminerer i 60'erne med objektbillederne, stolene og ikke mindst flagene, der med deres ironiseren over patriotismen (desværre) er højaktuelle endnu, som alle er hovedværker i moderne dansk kunst. Og det er jo ikke så lidt af en bedrift.
Til gengæld er det trist, at en retrospektiv udstilling som denne udelukkende er blevet til på privat initiativ. Ligesom det var tilfældet med de glimrende Mertz-udstillinger tidligere på året, må man spørge sig selv om det egentlig ikke er vores nationalgalleris - Statens Museum for Kunst - opgave at lave sådanne store, retrospektive udstillinger med vægtige danske kunstnere. En opgave som de tilsyneladende ikke ser sig i stand eller forpligtede til. Og det er trist, ikke bare for kunstscenen og
-debatten herhjemme, men i sidste ende også for vores nationale kulturarv.

*'Sven Dalsgaard', DEN FRIE Udstillingsbygning, Oslo Plads, København, ti.- sø. 11-17. Til. 30. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her