Sygeplejerskernes mere eller mindre tilfældige arbejdsnedlæggelser kan komme til at koste liv. Og så er det slut med befolkningens sympati, siger sundhedsdirektør
Første gang Ekstra-Bladets forside er prydet med historien om en patient, der er kommet af dage som følge af sygeplejerskernes ulovlige arbejdsnedlæggelser, vil aktionerne med ét være afblæst.
Det siger direktør for Institut for sundhedsvæsen, Jes Søgaard. Han er bekymret over sygeplejerskernes punktvise arbejdsnedlæggelser, der i går ramte mange af landets operationsgange og i dag vil ramme anæstesi-afdelingerne.
"Der er ingen tvivl om, at de kan ramme sygehusene meget hårdt ved disse aktioner, men det kan altså også få nogle utilsigtede konsekvenser for bestemte patientgrupper, som lige pludselig vil gøre, at befolkningens sympati kapper over," siger Jes Søgaard til Information.
Ved ikke hvor
Formanden for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Jette Søe, er hverken officielt eller uofficielt blandet ind i sygeplejerskernes aktioner.
"Det er da klart, at når vi varlser en lovlig konflikt, så ved man, at fra den dato starter den og man ved, hvor den kører. Og der må man sige, at det ved man jo ikke her. Når det er spontane arbejdsnedlæggelser, fordi folk er vrede over noget, så kan man jo aldrig vide, hvor de er vrede, selvom nogen forsøger sig med at koordinere det," siger hun.
En selvbestaltet netværksgruppe for sygeplejersker og radiografer i hovedstadsområdet har planlagt, at arbejdsnedlæggelserne i dag skal ramme anæstesi-afdelingerne, og i morgen ambulatorierne.
Lokalt på landets sygehuse bestemmer sygeplejerskerne på morgenmøder, om de vil følge planen.
I går kørte operationsgangene på bl.a. Herlev, Bispebjerg og Rigshospitalet på nødberedskab. Også operationsgangene i Aalborg og på Odense Universitetshospital var lammede.
Aktionerne rammer meget forskelligt. Fem sygeplejersker gik i går hjem fra Hvidovre Sygehus. I Holbæk gik 50 og i Nakskov tre.
"Fordelen ved det traditionelle strejkevåben er, at de kan planlægge det meget nøjagtigt og sørge for, at de patienter, der virkelig har brug for hjælp, også får den. Det kan de ikke helt, når de gør det på den her måde," siger Jes Søgaard.
Jette Søe har ligesom amtskredsformændene og tillidsmændene officielt frarådet sygeplejerskerne at nedlægge arbejdet ulovligt. Formanden for DSR mener dog ikke, at der er nogen risiko for dødsfald eller tab af førlighed som følge af aktionerne.
"Fordi de stiller et nødberedskab - der er aldrig nogen der bare helt går hjem," siger Jette Søe til Information.